dotcomwebdesign.com
Velkommen > Artikler > 1917-1985 > Solsjenitsyn og vidnesbyrd-litteraturen

Solsjenitsyn og vidnesbyrd-litteraturen


Af Ida Kathrine Hammeleff Jørgensen

Den russiske forfatter Aleksander Solsjenitsyn nåede inden sin død i 2008 at bidrage til samfundsdebatter i Rusland såvel som i resten af verden, og ikke blot i kraft af sit litterære virke, som han i 1970 modtog Nobels litteraturpris for.


Foto: Stig Frederikson

 

Solsjenitsyns forfatterskab kan ses i sammenhæng med et tema, som i den nyere litteraturhistorie indtager en betydelig rolle, nemlig tematiseringen af straffe- fange- eller koncentrationslejre, og vilkårene for de fanger, som endte der. De lejre, der her er tale om, opstod som produkter af de totalitære regimer, som f.eks. det nazistiske Tyskland og Sovjetunionen, der så dagens lys i det tyvende århundrede. Lejrlitteraturen er altså de forskellige fremstillinger af disse lejre.

Forfattere som italienske Primo Levi, ungarske Imre Kertész,  spanske Jorge Semprun og ikke mindst sovjetiske forfattere som Varlam Sjalamov og Solsjenitsyn skrev alle om lejren, og fælles for dem alle var, at de tog udgangspunkt i deres egne erfaringer som fanger.

Solsjenitsyn fik et indgående kendskab til det sovjetiske lejrsystem Gulag[1], da han i 1948 blev arresteret  og efterfølgende dømt til otte års straffearbejde. Solsjenitsyn opfattede dog ikke kun sit ophold i straffelejren som en entydig negativ erfaring, i stedet så han det som en værdifuld indblik i bagsiden af medaljen af det sovjetiske samfund. Han skriver:

Arbejdet med lejren var for forfatterne i lang tid højst problematisk. I efterkrigsårenes Tyskland var den nazistiske fortid stærkt tabuiseret, og i Sovjetunionen var straffelejrene ikke en del af den officielle diskurs, og tidligere fanger eller vidner havde på grund af censuren ringe mulighed for at ytre sig om eksistensen af disse lejre. Solsjenitsyn beskriver det i sit værk Gulag øhavet fra 1967 således:  “Flyvemaskiner flyver, skibe sejler, tog ruller tordnende dertil hver time - men ikke et eneste skilt angiver deres bestemmelsessted. Både billetekspedienter og agenter i Inturist- og Sovturistrejsebureauer ville blive forbavset, hvis de beder om en billet dertil. De hverken kender eller har hørt om arkipelaget i sin helhed, så lidt som en af dets utallige småøer.” [2]

 

Fælles for mange af disse forfattere var en følelse af, at deres oplevelser i lejren nødvendigvis måtte artikuleres. De følte, at de havde en moralsk eller etisk forpligtelse til at berette og bære vidne om de depraverende grusomheder, som de, og mange andre, havde været underlagt. Denne nødvendighed stod dog i skarp kontrast til den smerte, der var forbundet med at erindre og beskrive de ydmygelser og lidelser, de havde oplevet som fanger.

For sovjetiske forfattere som f.eks. Solsjenitsyn blev denne nødvendighed så meget desto mere akut, da lejrene blev ved med at være en del af straffesystemet, indtil Sovjetunionens sammenbrud. For de sovjetiske forfattere var der yderligere en fare for, at de med deres litterære fremstillinger af lejrsystemet risikerede at gøre forholdene værre for de andre straffefanger, for ikke at tale om faren ved ubevidst at komme til at angive deres medfanger, som dermed kunne blive udsat for helt nye ubærlige undersøgelser med nye domme til straffelejr som følge. Ikke desto mindre følte disse forfattere, der selv havde overlevet lejren, altså en nødvendighed, og denne nødvendighed medførte, at mange af dem blev forfattere på trods. I Primo Levis stillede spørgsmål ved om hans vidne ville være tilstrækkeligt, netop fordi han overlevede lejren, og ikke overgav sig sjæleligt til den undertrykkende magt, og dermed ikke kunne repræsentere lejren, som den virkelig var, men fra en langt mere privilegeret synsvinkel.

Solsjenitsyn følte også stærkt vigtigheden af at bruge sit litterære talent til at udbrede kendskabet om lejrenes eksistens, og ikke mindst til at fortælle historien om de tusinder af mennesker der på baggrund af en uretfærdig og konstrueret dom måtte henslæbe ti, femogtyve eller endda fyrre år i disse straffelejre.

I 1962 udkom den korte roman En dag i Ivan Denisovijts liv. Romanen fremstiller en enkelt dag i straffefangen Ivan Denisovitj Sjukhovs liv, og læseren får et indblik i de umenneskelige forhold straffefangerne typisk var underlagt, såsom en permanent sult, forfrysninger, udmattelse og sygdom. Indholdsmæssigt var romanen sprængfarlig og stærkt debatskabende, men alligevel var den holdt i et nøgternt registrerende og ikke polemiserende sprog. Denne nedtoning af sproget kan forklares med et ønske om at gøre fortællingen troværdig, men var også en praktisk nødvendighed, hvis romanen skulle godkendes af censuren, som også i tøbrudsårene var temmelig omspændende. Alt i alt bevirker både handlingens begrænsede tidshorisont og beskrivelserne, som mere ligger i det usagte mellem linierne, end skal findes i det minimalistiske udtryk, at En dag i Ivan Denisovitjs liv virker som et impressionistisk øjebliksbillede af Gulag.

Gulag øhavet fra 1967 er i modsætning til En dag i Ivan Denisovitjs liv et enormt værk: 7 bind fordelt på over 2000 sider. Bogen er desuden narrativt langt mere kompleks, og retorisk langt mere diskuterende og polemiserende. Rammen for værket er Solsjenitsyns egen lejrskildring, men indvævet i denne er dog beretninger fra utallige andre fanger, beretninger der er skabt på baggrund af et hav af breve, samtaler og vidnesbyrd fra en lang række medfanger og tidligere straffefanger. I løbet af de 2000 sider føres læseren igennem hele lejrsystemet, fra den udløsende arrestation og forundersøgelse, til livet i selve straffelejren, med alle dets facetter, såvel arbejde som flugtforsøg, og til sidst til løsladelsen, hjemsendelsen eller det efterfølgende eksil.

Vidnesbyrdet postulerer at være sandt, og det er essentielt for værket at læseren acceptere det som sandt. Denne accept må i sidste ende bero på læserens egen vurdering, netop fordi det er et stykke litteratur. Dog kan brugen af forskellige narrative greb fremme oplevelsen af, at værket er sandt.

Både Gulag øhavet og En dag i Ivan Denisovitjs liv bevæger sig på grænsen mellem fiktion og nonfiktion, men fra hver sin side vel og mærke. En dag i Ivan Denisovitjs liv er et stykke realistisk fiktion om et opdigtet menneskes liv, mens Gulag øhavet hævder at være baseret udelukkende på autentiske hændelser, mens den er fortalt i et meget fiktionaliseret sprog.  I modsætning til andre vidnesbyrd som f.eks. Levis Hvis dette er et menneske, der er en erindringsroman, ville Solsjenitsyn med En dag i Ivan Denisovitjs liv ikke fortælle historien om sine egne oplevelser i lejren, men snarere beskrive virkeligheden for en hvilken som helst typisk fange. Solsjenitsyn vælger altså at fiktionalisere sine erindringer, men netop på grund af det nøgterne sprog, og fraværet af personlige referencer antager romanen nærmest karakter af en slags rapportage.

Litteraten Leona Toker har beskæftiget sig meget med den sovjetiske lejrlitteratur. Ifølge hende er der to spor i den lejrerfaring, der kommer til udtryk i vidnesbyrdlitteraturen. I det ene udtrykkes en personlig og individuel erfaring, mens det andet spor udtrykker en fælles erfaring. I den personlige beretning udtrykkes erindringen gennem en tydelig fortællerstemme, hvor det for det andet spor er karakteristisk, at erindringen udtrykkes gennem en såkaldt focalizer, som er en fortalt karakter udfra hvilket synspunkt forfatteren beretter.

Solsjenitsyns forfatterskab er et godt eksempel. I En dag i Ivan Denisovitjs liv har Solsjenitsyn netop skabt en sådan focalizer, som er en helt almindelig fange som ikke skiller sig ud eller indtager en særlig position i forhold til de andre fanger. Ved at bruge denne focalizer får Solsjenitsyn netop udtrykt en ‘almen’ eller fælles lejrerfaring. Gulag øhavet er som tidligere nævnt fortalt gennem en tydelig og personlig fortællerperson, som er forfatterens egen. Men på samme tid optræder Solsjenitsyn også som en del af det, der bliver berettet om, og er på den måde et vidnesbyrd ud af mange. I den sammenhæng fungerer Solsjenitsyn pludselig som en focalizer. På denne måde får Solsjenitsyns i Gulag øhavet både givet udtryk for hans egen personlige oplevelse af hans ophold i lejren, men samtidigt bliver hans vidnesbyrd også vævet ind i en sammenhæng af andre vidnesbyrd, som den fungerer på lige vilkår med, og som derfor kan understrege læserens oplevelse en mængde af individuelle men dog fælles oplevelser.

Fortællestilen i Gulag øhavet er blevet sammenlignet med en teknik i den russiske fortælletradition der kaldes skaz, som har rødder i mundtlig overlevering. Skaz er karakteristisk ved dens udbredte imitation af talesprog. I Gulag øhavet bruges skaz til at understrege at, Solsjenitsyn videreformidler andre fangers vidnesbyrd, og de passager, der direkte bygger på hans egne erindringer, er da også langt mere neutrale i sprogbrugen. Desuden kan de fiktive elementer i Solsjenitsyns roman også forklares med ønsket om ikke blot at beskrive lejrsystemet udefra, men også at få læseren til at forstå følelsen af, hvordan det var at være straffefange.

I Gulag øhavet beskrives et fællesskab, som udgøres af straffefangerne, som pga. deres ophold i lejrene er i besiddelse af en særlig endnu skjult viden. Arrestationen og forhørene markerer en slags rituel indvielse i dette fællesskab.

Solsjenitsyn beskriver lejrfangen på denne måde:

“(…) dine øjne, som er rensede gennem lidelser, ser ufejlbarligt enhver uklarhed i andres øjne (…). TjKGB ved ikke, at vi besidder denne evne til at se med sandhedens øjne, den er vort “hemmelige våben”(…).” [3]

Dette går naturligvis også igen i de dele af bogen, som fortæller forfatterens eget vidnesbyrd, og på denne måde kan værket nærmest ses som en art dannelsesroman. Men det bliver ikke en dannelsesroman i traditionel forstand, hvor hovedpersonens indre konflikt løses, og han tilpasser sig omverdenen, men i stedet en omvendt proces, hvor det først tilpassede element i samfundet gennem forskellige prøvelser bliver bevidst om sit konfliktforhold til omverdenen.

Desuden vækker ovenstående beskrivelse en klar association til en kristus eller frelserfigur, hvilket også understreger det håb, Soljenitsyn nærede til, at når først vidnernes skjulte viden blev afsløret, og folk først læste og forstod disse beretninger, så ville det resultere i, at den sovjetmagt, som han anså som så undertrykkende, i sidste ende ville bryde sammen.

 


1) Gulag er et akronym, og står for Glavnoe upravlenie lagerej, som betyder centralstyrelsen for arbejdslejre. Det blev brugt bredt om de arbejds- og straffelejre som eksisterede i Sovjetunionen.

2) Solsjenitsyn, Aleksandr: Gulag Øhavet, 1.bd. s. 15

3) Solsjenitsyn, Aleksandr: Gulag øhavet, 4.bd. S.266.
 

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD