dotcomwebdesign.com
Velkommen > Oversat litteratur > Oversættelser udgivet på russisklitteratur.dk > Vladimir Vysotskij: Til marv og ben

Vladimir Vysotskij: Til marv og ben


Vladimir Vysotskij - TIL MARV OG BEN
Oversat efter НЕРВ ("Nerve"), Moskva, 1982, samt diverse tidsskrifter.
Udgivet ifølge aftale med VAAP, Moskva.

Dansk udgave:
Copyright 1984 by Husets Forlag
Oversættelse: Helle Dalgaard & Lars Forchhammer
Illustrationsmateriale: Pavel Leonidov
Noder: Erik Schøtt

Indhold

Udvalget er hentet fra flere kilder. De digte/sange, som i indholdsfortegnelsen er mærket med (N) er taget fra den sovjetiske 1. udgave af samlingen NERVE (1982), mens resten er taget fra diverse vestligt udgivne tidskrifter og samlinger. Alle sangene er fra NERVE.

Dialog foran fjernsynet (N)
Dialog i sporvognen
Masker (N)
En tosset drøm (N)
Man kan ære... (N)
Jeg kan ikke lide (N)
Begravet i erindringen (N)
Ulykke (N)
Ballade om den korte lykke (N)
Om sjælevandring (N)
Jeg var sjælen
Vores snævre kreds var ikke for enhver
Den evige tugthuskandidat (recidivisten)
Misjka Larin
Straffeloven
En trist romance
Hvad kan der siges
Rødt, grønt, gult og lilla
Nul - syv
I min sjæl
Alt er relativt (N)
Til digterne
Den dampende badstue
Den hvidglødende badstue
Venner, skriv mig et brev...
Folk blev ved med at stå og knurre
En sang om den nye tid
Toppen (N)
Mod toppen (N)
Storkene (N)
Men jeg fortryder ikke
Magten udgår fra folket
Ulvejagten
Det er forbi med preludier og forspil
De lunefulde heste
Jeg nåede det ikke (N)
Det fremmede hjulspor
Det er for sent at tale, det er latterligt...
Min HAMLET (N)
Bella Achmadulina:
Til Vysotokij

Bulat Okudzjava:
Til minde om Vysotskij

Andrej Voznesenskij:
Til minde om Vysotskij

Sange

Han kom ikke tilbage fra slaget
Sangen om jorden
Fællesgravene
Vi drejer jorden
Nu er vor søn på vej i krig
Sang om en ven
Afsked med bjergene
Det sorte guld
Moskva - Odessa
Morgengymnastik
Lyrisk sang
Skibene

Dialog foran fjernsynet

-Altså, Vanj, sikke nogen klovner,
se munden, nej hvor er den stor.
Altså Vanj, hvor er de altså sminket,
og de snakker altså som sprittere.
Og ham der, Vanj, han ligner min bror,
og det sir jeg dig, han er skisme lisså fuld.
Jamen Vanj, så kig da efter Vanj,
for det er altså rigtigt, Vanj.

    -Så, så Zin, ikke et ord om svoger,
    han hører da trods alt med til familien.   
    Du maler dig og stinker godt af smøger,
    pas på det ikke ender galt!
    Hvorfor det ævl, Zin, du sku hellere ta
    og smutte til købmanden i pausen.
    Hva sir du, vil du ikke. Så går jeg selv,
    tag og flyt dig, Zin.

-Altså Vanj, se nu de der dværge,
og sikke noget tøj de har på,
selv på tekstilfabrikken, du ved nok nummer fem,
der syr de ikke den slags mer.
Men altså Vanj, det sir jeg dig,
dine venner, det er noget rak,
de drikker altså li fra morgenen af.
Og så det sprøjt!

    -Mine venner går ikke i sidste skrig,
    men de nasser heller ikke på familien,
    -De drikker dårlig sprut af sparegrunde.
    De starter tidligt, men for egne penge.
    Du havde selv, Zin, en fyr
    i halvfjerds, fra Grusien var han,
    han bællede ihvertfald benzin,
    husk på det, Zin.

-Altså Vanj, se nu de papagøjer!
Ved gud, jeg skriger altså snart.
Og hvem er det i den der lækre trøje,
sådan en, Vanj, må jeg ha i en fart.
Vanj, det sir jeg dig, sådan en skal du fikse,
når du får bonus, altså, næste gang.
Åh, hvorfor "hold op", altid "hold op",
det' tarveligt, Vanj!

    -Du sku ta, Zin, og holde din mund,
    der bliver ingen bonus denne gang.
    Hvem har skrevet klager til mit arbejde?
    Det har du! Jeg har selv læst dem.
    Og den der bluse, Zin, har du ingen skam i livet,
    den revner, hvis du tager den på.
    Til dig skal der bruges metervis af stof,
    hvor skal pengene komme fra, Zin?

-Altså Vanj, de akrobater, jeg tror jeg dør!
Se, hvor han snor sig, den frække karl.
Kammerat Satjukov, du ved ham fra vores sjakbejds,
sprang lissådan i klubben her for nylig.
Men du, Ivan, du kommer bare hjem,
og smider dig på sofaen, når du har spist,
og råber op, hvis du ikke er fuld.
Hva ligner det, Ivan?   

    -Hov, hov, Zin, nu bliver du temmelig grov,
    du prøver altid at fornærme, Zin.
    Man får jo pip i dagens løb,
    og så derhjemme - sådan en kvind!
    Selføli Zin, trækker det i mig.
    En tur til købmanden,
    hvor vennerne er... Zin, du ved jo,
    Jeg ikke drikker alene.

-Oho, sikke nu en lille springdulle,
se bare nogle lækre ben,
i "Svalen", du ve, vores afholdscafé,
gør servitricen lissådan.
Mens at dine veninder, Zin,
strikker huer til det bliver vinter,
og deres kedelige liv
gør dig dum, Zin.

    -Åh, Vanj, hva med Lilka Fedosejeva,
    kassedamen i Tivoli?
    Du var vild med hende til sidste fest,
    hun er da ikke værst.
    Men hvorfor skændes, det er bedre, Vanj,
    at ta på ferie til Jerevan,
    åh, hvorfor "hold op", altid "hold op"!
    Det' tarveligt, Vanj!
 

Dialog i sporvognen

Borgere, hvorfor det skubberi?
Vil I have skandale og skænderi?
I skal køre langt? En siddeplads?
Du godeste! Jeg rejser mig straks.

I skal ikke mukke, kære venner!
Vi er alle samfundets passagerer.
Alle skal leve, stemple billetter.
Alle et liv i sporvogn tilbringer.

Ingen plads - selvom De skælder ud?
Hvorfor går De ikke fremad i vognen?
At skændes med Dem er ikke rart.
Med Dem er jeg ikke kammerat!

Folks ben tramper som dyreklove.
Se, nu er der revet et hul i frakken.
Væk dog den mand, som sidder der,
hans banden i søvne er vulgær.

Borgere, livet slutter snart.
Samme tur tre gange uden at komme af.
Kammerat, vil De betale Deres bøde?
Nå ikke! Så får De en omgang til!
 

Masker

Jeg hulker af grin, som i et spejlkabinet,
de har vist taget fusen på mig:
krogede næser og store munde -
det er som et karneval i Venedig.

Hvad skal jeg gøre? Flygte i hast?
Eller slå mig løs med de andre?
Jeg håber, der under de dyriske masker
gemmer sig menneskelige træk.

Maske og paryk bærer alle som en,
fra æventyr og litteraturens verden.
Min sidemand til højre er en traurig Harlekin,
derhenne er en bøddel, hver tredje er en nar.

Jeg træder dansen under megen latter,
men desuagtet føler jeg en uro -
hvad nu om én får bøddelmasken kær,
så kær, at han den ikke mere slipper?

Hvad nu om Harlekin bliver evig traurig,
fordi han synes om sit triste åsyn?
Og hvad om narren ganske glemmer,
at under masken findes hans normale fjæs.

Rundt om mig snævres kredsen ind,
de griber mig og får mig med i dansen.
Ja, sådan er det, mit gode hverdagsansigt
har alle andre taget for en maske.

Fyrværkeri, konfetti! Men noget er galt...
Bebrejdende ser alle masker på mig.
De råber, jeg igen er ude af takt,
og at jeg træder på mine partnere.

De onde masker griner ad mig nu,
de muntre - de begynder at irriteres,
imens de skjuler, som bag en væg,
deres rigtige menneskeansigter.

Jeg løber i hælene på muserne,
men ber dog ingen af dem blotte sig:
for tænk hvis der bag masken gemmer sig
den samme slags halvmenneskeansigt!

Jeg har afsløret maskernes gåde.
Jeg ved min analyse er præcis:
for dem gør ligegyldighedens maske
at de for afsky og lussinger befries.

Hvordan kan jeg så skelne hvem der er god,
hvordan gætter jeg hvem der er de sanddru?
For også de har taget masker på,
så deres ansigt ikke knuses mod stenen!


En tosset drøm

En tosset drøm, hvor jeg slog løs
helt uden nåde.
Jeg var meget utydelig
og usympatisk-
i drømme løj jeg og forrådte,
hyklede uden besvær...
Aldrig havde jeg tiltroet mig selv
en sådan adfærd.

Jeg knyttede næverne
og slog af al kraft.
Men dog med den bløde side,
ikke med knoen.
Drømmesynet tågede ud,
men kom så tilbage.
Øjnene lukkede sig igen
alt startede forfra.

Jeg ikke gik, men trippede
den glatte planke ud.
Jeg skiftede slet ikke ben,
en kuet kujon.
Jeg smiskede for den stærke,
og krummede ryg.
Jeg var ækel mod mig selv,
men vågnede ikke.

Feberrsyner! Jeg hørte min
stønnen i søvne,
men det var mig der drømte
og ikke en anden.
Jeg kom til mig selv og forstod
en stump af min stønnen.
Mine øjenlåg jeg flænsede,
med smertelig lettelse.

Og drømmen hang under loftet,
den flød langsomt ud.
Havde den mon ramt i plet? Det
spørgsmål stod tilbage.
Jeg vaskede hænder - gysen
gled over min ryg.
Hvad var sandhed, hvad var løgn i
denne min drøm.

Hvis dette er et drømmesyn-
så er jeg heldig.
Men hvad hvis det jeg havde drømt
var klarsynethed?
Dagens tanke spejlet i drømmen?
Det er umuligt!
Men blot tanken derom - og mit
indre krymper sig.

Skal jeg da ende på bålet?
Jeg magter det ikke.
Jeg vil føle skam som i drømmen,
hvor jeg var en kujon.
Eller også: -Hyl med de andre,
gi' den hele armen!...
Og jeg vil forstå: det er en drøm,
som rammer i plet.


Man kan ære...

Man kan ære Faust eller Dorian Gray,
men sælge sin sjæl til djævelen - næh, nej!
Hvorfor fandt zigøjnerskerne på
en skønne dag i min hånd at spå?
De forudsagde hvad dag jeg skulle dø.
For Guds skyld, marker ej denne dato
i din kalender - eller vær så god
at ændre den i sidste øjeblik,
så jeg ikke skal vente, så ravne ikke svæver rundt,
eller engle bræger bitterligt
så folk ikke fniser bag min ryg -
forsvar mig hellere og gør mig tryg!
Det er min bøn. Thi de har fyldt min sjæl
med tvivl og megen frygt.
... I stedet for et evigt liv ønsker jeg kun
en landevej, en ven og så en hest.
Jeg bøjer ydmygt hovedet og ber,
at ingen tårer fælles ved min grav
i miskundhedens navn, det er mit krav!


Jeg kan ikke lide...

(1. variant - fra NERVE, 1 udg.)
Jeg kan ikke lide fatale udfald,
jeg bliver aldrig træt af livet.
Jeg kan ikke lide den tid på året,
hvor de muntre sange er fordrevet.

Jeg kan ikke lide kold kynisme,
nærer mistro til vild begejstring-
jeg kan ikke lide, at fremmede læser
mine breve over skulderen på mig.

Jeg kan ikke lide halve dialoger
eller samtaler, som brat brydes af.
Jeg kan ikke lide, at man skyder i ryggen,
men skal det være, skyder jeg selv i brystet.

Jeg hader sladderens sandhedsvarianter,
den nagende tvivl og brodden i en hyldest,
eller når der stryges kun mod håret,
eller når man støder jern mod glas.

Jeg kan ikke lide skråsikkerhed,
så hellere slå bremserne i.
Det ærgrer mig, hvor ofte ordet "ære" glemmes,
og hvor velset bagtalelse er.

Når jeg ser de strækkede vinger,
ynkes jeg ikke og det med rette:
jeg kan ikke lide magt eller afmagt,
kun med Kristus på korset føler jeg.

Jeg kan ikke lide mig selv, når jeg er fejg,
jeg kan ikke tåle, man slår uskyldige.
Jeg kan ikke lide, man snager i min sjæl
og endnu mindre, at man spytter på den.

Jeg kan ikke lide maneger og arenaer:
millioner lægger en rubel der-
lad store ændringer være i udsigt,
jeg kommer aldrig til at kunne lide det!

(2. variant - af strofe 1, 2, & 3, amerikansk udg.).

Jeg kan ikke lide fatale udfald,
derfor synger jeg ikke om den slags.
Jeg kan ikke lide den tid på året,
hvor jeg er syg og derfor ikke drikker.

Jeg kan ikke lide åbenlys kynisme,
nærer mistro til tillidsfuldhed -
jeg kan ikke lide, at fremmede læser
mine breve over skulderen på mig.

Jeg kan ikke lide halve dialoger
eller samtaler, som brat brydes af.
Jeg kan ikke lide, man skyder i ryggen,
jeg er imod, at man skyder i brystet.


Begravet i erindringen

Datoer, hændelser og mennesker
er gemt bort for evigt i hukommelsen,
og hukommelsen er dyb som en brønd -
Et blik derned - og du vil sikkert se
et ansigt som kun skelnes ganske svagt.

At afgøre hvad der er sandt eller løgn
det kan kun en uhildet domstol.
Forsigtig med fortiden, forsigtig,
slå den ikke itu som en lerskål.

Nogle roder op i den på doven vis,
andre mindes uden allermindste lyst,
mens enkelte slet ikke vil mindes,
og fortiden ligger som en gammel skat,
som aldrig vil komme frem i lyset.

Og årernes strøm har fjernet fra grænsen
de pile, der skulle vise vej,
man kan nemt fare vild i sin fortid
og ikke finde vej tilbage.

Anklag ikke i flugten - vent dog lidt!
Mennesker har gode grunde til alt.
Ikke at skjule, men glemme ønsker de:
for årenes lag lægger skygge over
de glemte miner, der er dækket af rust.

Kulegravning af fortidens minefelt
skal foretages med forsigtighed,
for tager man fejl i minefeltet,
kan man komme meget galt afsted.

Et skub - og viserne farer afsted,
men menneskenerver er ikke som trosser,
alt eksploderer, rebet slides over...
Kunne folk dog blot, før eksplosionen,
finde sprængmekanismen og få den væk.

Jorden sover roligt under blomster,
men finder man miner i dens skød
fjernes de af behændige hænder,
lamgt borte fra alt liv man dem sprænger.


Ulykke

Ulykke!
Jeg synes ikke mere, jeg kan følge
                            med mig selv -
altid
er det som sm jeg står i kø efter min skæbne.
Gøremål!
Jeg er udpint af gøremål - hvert nu, hver time,
                                    hver en dag.
Min tid
er ganske gået op i røg, og også jeg - er væk,
                                    er kun en skygge.
Du venter.
Måske er du nu gået, fordi du ikke gad vente,
                                    du sover.
Men hvad,
det kan jo være du i tanken snakker med mig.
Nuvel
én aften må du tilstå mig,
                    én aften -
tro mig,
vi vil ha nok at snakke om.
Igen
bestandig har jeg nye gøremål,
                        bestandig
indhente
eller finde, eller nå, nej atter
                        fandt jeg ikke.
Ulykke!
Jeg synes ikke mere, jeg kan følge
                            med mig selv.
Altid
er det som om jeg står i kø efter dig...
Nuvel
én aften må du tilstå mig,
                    én aften -
tro mig,
vi skal kun snakke sammen.
Veninder
ser jeg aldrig mere, så mange gøremål,
                                så mange...
Med ét
gik alting op i røg - ingen gøremål mere,
                                kun aske.
Et år
han vented, men så ikke mere,
                        det var sket,
og nu
er også mine gode gøremål forbi.
Nuvel
én aften må du tilstå mig,
                    én aften -
tro mig
vi skal slet ikke snakke.


Ballade om den korte lykke

Hornene gjalder:"Afsted, afsted!"
Og følget bryder op.
En jægers sjæl er uden kapricer,
som spundet af oksesener.

Hvad mennesker dog fornøjes ved:
at dræbe to hvide svaner!
Og falkene strøg afsted...
Et øvet øje har skytten...
Men de to svaner har netop
denne dag mødt hinanden.

Hun holdt til under solen - der,
hvor blående stjerner flokkes,
hvor kun de svaner kan nå hen,
hvis styrke ikke kan rokkes.

Svæv afsted på lette vinger
i det tætte, skælvende blå,
glid ad gudernes brinker
helt deroppe i de højder,
som kun engle og kun sukke
har mulighed for at nå.

Han nåede hende deroppe -
en lykkelig forening.
Men dette store øjeblik
blev deres svanesang.

Lig to bevingede engle,
de rettede kursen mod jorden,
en risikabel vane.
For skjult i krattet passer jo
jægerne på, at lykken
trækker det korteste strå.

Nu tørrer de sveden af panden,
de der var skyld i faldet:
den sidste bøn blev opfyldt -
bi lidt, oh øjeblik!

Så lød dette evige vers
i deres svanesangs klimaks -
to ofre for fælles lykke.
I tosomhed faldt de til jorden,
men forblev trods alt deroppe
i lykkens syvende himmel.


Om sjælevandring

Nogen tror på Muhammed, andre på Allah eller Jesus,
nogen tror ikke på noget som helst, på djævlen ikke engang.
Men inderne har fundet på en god religion -
at vi, når vi går bort, ikke dør definitivt.

    Om himmelstræber var sjælen din
    genfødes du med drømmen.
    men har du levet som et svin.
    må du blive i muddurpølen.

Lad andre blot se skævt til dig - væn dig til at bli' hakket på.
Det ærgrer - men hvad, du genfødes til at være spydig.
Og hvis du i dette liv har forudset din fjendes død,
du får i dit næste liv et blik, der vil se så utrolig tydeligt.

    Lev du nu bare pænt, normalt,
    der er grund til at være glad,
    thi det er muligt, at din sjæl
    tager bolig i et bedre blad.

Er man for eksempel vicevært, kan man genfødes som arbejdsleder,
og fra arbejdslederposten bliver man minister i næste liv.
Men er man tanketom som et træ - genfødes man som baobao,
og så er man baobao i tusind år, indtil man går hen og dør.

    Det ærgrer at leve som en papegøje eller
    leve længe som en giftig slange.
    Bedst er det vel imens man lever
    at være et ordentligt menneske.

Hvem der er hvem og hvem der var hvem, det får vi aldrig at vide.
Af gener og kromosomer har genetikerne fået pip.
Måske den pjuskede kat, du ser, før var en skidderik,
mens dette rare menneske før var en venlig hund.

    Jeg hopper og springer af fryd
    al fristelse vil jeg undgå.
    En behagelig religion
    har inderne fundet på.


Jeg var sjælen

Jeg var sjælen i et dårligt selskab,
og det kan jeg forsikre dig om:
Mit fornavn og mit efternavn med mere,
det havde de check på hos KGB.
Hele gaden elskede mig til døde,
ligesom banegårdens hob.
Jeg vidste godt man næred interesse,
men var dog skideligeglad.

Jeg faldt godt i hak med tyvepak,
jeg faldt i hak med lommetyve.
Og ham hr. overbetjent Tokarev,
ku ikke sove på grund af mig.

Aldrig i livet har jeg følt mig plaget,
heltegerninger var ikke mig.
Men så var der én som tog røven på mig,
et enkelt ord - og det var sket.

Overbetjenten var ikke så skrap.
men han indkaldte til forhør.
Jeg svarede ham altid høfligt
og overordentligt ydmygt:

"Jeg har ikke slået nogen ihjel,
jeg har ikke fristet skæbnen,
jeg har sovet roligt om natten,
til helved med alle strømere."

Men man henlagde ikke sagen,
og der blev til sidst afsagt dom.
De gav mig alt, hvad jeg ku bekomme...
plus fem år fra anklagerens hånd

Min forsvarer bad om nåde
fordi jeg var en munter karl.
Men anklageren bad om den strengeste straf,
og det synes jeg var for galt!

Fra da af falmede mit initiativ,
jeg blev et kedsommeligt subjekt.
Hvorfor dog være sjæl i et samfund,
når det ikke har nogen sjæl.


Vores snævre kreds var ikke for enhver

Vores snævre kreds var ikke åben for enhver.
Forbandet den dag da jeg engang
tog ham med og sagde til de andre:
-Han er min, kammerater, hæld på ham.

Han drak som de andre, og virkede tilfreds.
Og vi, ja vi tog mod ham som en bror.
Men han forrådte alle om en hals.
Kammerater, jeg tog fejl, I må tilgi.

Retssagen har jeg glemt, det var mer end jeg ku klare,
så kom barakken, kold som graven selv.
Det var som om, der kun var nat omkring os,
og det var faktisk osse hvad der var.

En smule styrke, det vil jeg gemme,
han tror, man ikke slipper ud herfra,
men alt for tidligt har han os begravet.
Han tog fejl, kammerater, tro mit ord.

Og dagen kommer, natten varer ikke evigt!
Det er min bøn, når hævnens time slår:
-Det var jo mig, der tog ham med den gang.
Så kammerater - lad mig ta' hånd om ham!


Den evige tugthuskandidat (recidivisten)

Det var søndag, og jeg havde ikke været i nogens lommer,
for søndag er hviledag - lyder min devise.
En fløjte lød, og nogen greb mig og kaldte mig for bølle,
og jeg var genkendt, der blev råbt: "Han er recidivist!"

"Stop, kammerat, ikke for grov. Jeg hedder altså Sergéjev.
Og hvem der er recidivist - det aner jeg virkelig ikke."

Det var jo søndag, men panserne, de holder ikke fri,
de har deres plan. De klør på til de dåner.
Og overopfylder de planen, får de udbetalt bonus.
For dem er en recidivist sin vægt værd i guld.

Respektfuldt sagde de til mig:"Sid ned!" -og de bød mig en smøg.
"Nåh, så du er recidivist? Skriv under på protokollen".

Det var søndag, og solen strålede, som én der har fri.
Og alle andre var sammen med slægt eller venner.
Mens jeg sad der og kedede mig, som var det en rådden mandag.
Jeg fik en betjent, som gik lige til sagen.

"Hvor mange domme har De?" - "Til at tælle er jeg ikke gæv."
"Men De er da recidivist?" - "Nej, nej, kammerat, jeg er Sergéjev."

Det var søndag, jeg svedte og gik ud af mit gode skind,
men betjenten var god til matematik.
Han lagde noget sammen, gangede op og lagde til
og sagde så, at jeg var dømt en halv snes gange.

Så gav han mig et ark papir, hvor jeg skrev under så godt jeg kunne,
jeg skrev:"Recidivisten med navnet Sergéjev."

Det var søndag, jeg var så træt, og jeg var blevet besejret.
Men én ting det ved jeg, én ting gør mig glad:
syvårsplanen for fangst af bøller og banditter
har jeg i al beskedenhed været med til at realisere.


Misjka Larin

Man siger, en flink fyr er arresteret for tre små ord,
man siger, Misjka Larin er arresteret for tre små ord.
Man siger, hans forsvarer slet ikke hjalp ham. Det passer sgu,
Misjka er stemplet som en farlig forbryder.
Og det er i hvert fald uretfærdigt.

Jeg siger jer, han er uskyldig, ikke ond, det var sprutten,
jeg siger jer, han er uskyldig, det er ren bagvaskelse.
Jeg siger jer, Misjka ville aldrig have slået den skid.
Kan I da ikke kautionere for Misjka - her er min hånd.
For det er i hvert fald uretfærdigt.

Man siger, han kommer hjem til brylluppet, til vielsen,
det var sgu jer som sku forvises og sku rådne op.
Det var sgu jer, der sku sendes afsted i lejr til Kamtjatka...
For det er i hvert fald uretfærdigt.

Jeg siger jer, I må forsvare ham, jeg gentager: kautionere.
Hvis I ikke vil betale, så kan I ellers vente jer.
Jeg skal gøre jer helvede så hedt, så hedt...
Min ven Misjka glemmer jeg ikke, og jer skal jeg nok ordne.
For det er i hvert fald uretfærdigt.


Straffeloven

Vi har ikke brug for temaer og intriger,
vi kender det hele, hvad man end kommer med.
Jeg mener nemlig, at verdens bedste bog,
det er såmænd vores straffelov.

Og hvis jeg har det skidt eller ikke kan sove,
eller hvis jeg er skæv af tømmermænd,
slår jeg op et tilfældigt sted i loven,
og så kan jeg ikke holde op igen.

Jeg har aldrig givet vennerne råd,
men jeg ved de sætter røverier højt.
Og om den slags har jeg netop læst noget:
"Kan straffes med fra tre til ti år".

Tænk blot over disse enkle linier,
hvad skal vi så med fede romaner?
Her er barakker, lange som straffen selv,
slagsmål, kortspil, bedrag og skandaler.

Om jeg ikke så disse linier i hundrede år,
ser jeg stadig bag hver af dem en skæbne.
Jeg frydes, når paragraffen ikke er for hård,
der er stadig nogen, som har heldet med sig.

Og hjertet flakser som en lille fugl,
når jeg læser paragraffen bag min egen dom,
i tindingen presser og larmer blodet,
som strømerne bag døren, dengang de kom.


En trist romance

En dag gik jeg en tur i hovedstaden
og tjatted til et par som gik forbi.
Betjenten tog mig med hen på stationen,
og der stod hun - så var det sket med mig!

Jeg vidste ikke, hvad hun sku derhenne,
hun skulle sikkert ha sit pas.
Hun var så ung og hvid og bare dejlig
og jeg bestemte hun sku være min.

Jeg sneg mig efter hende lige til døren,
hvad ku jeg sige - bisse som jeg er.
Jeg drak mig mod til og invitered damen
på restaurant i banegårdens nærhed.

Mænd som passered sendte hende smil,
til sidst blev det ligegodt for meget!
En fyr som blinkede åbenlyst
fik en ordentlig en på tuden.

Jeg smurte hende boller med kaviar,
mine penge de flød i strømme.
Musikken spilled på min bestilling,
til sidst fik vi det rigtig ømme.

Til den lyse morgen gav jeg hulde løfter
sagde det samme igen og igen.
Fem dage i træk - ej et eneste bræk,
det var kærlighed ved første blik.

Jeg sagde, at mit liv var helt forspildt.
Jeg snød næse og græd som en pisket.
Da var det hun sagde: "Jeg tror Dem min ven
og slår gerne af i prisen".

Så tævede jeg hende, den hvide fugl,
mit hede blod kom i kog.
Nu forstod jeg, hvad hun gjorde på stationen,
hun min kærlighed ved første blik.


Hvad kan der siges om vores møde?

Hvad kan der siges om vores møde,-
jeg ventede det, som man venter naturkatastrofer.
Men vi slog straks vores pjalter sammen
og frygtede ikke fordærvets følger.

Jeg snævrede straks din bekendtskabskreds ind,
gav dig tøj og hev dig op af skidtet,
men en lang, lang hale slæbte efter dig,
dine korte forbindelsers langstrakte hale.

Senere bankede jeg dine venner.
Jeg brød mig ikke rigtig om dem.
Selvom der vel nok i deres kreds
har været flinke fyre ind i mellem.

Hvad du end bad om, ordnede jeg straks.
Hver time skulle være som en bryllupsnat.
For din skyld sprang jeg ud foran toget,
men gudskelov, uden der skete noget.

Og hvis du havde ventet på mig det år,
hvor jeg blev sendt på en mindre "ferie”,
havde jeg stjålet himlens bue til dig,
og i tilgift to smukke stjerner fra Kreml.

Jeg sværger her - ellers var jeg en værre lort!
Lyv ikke, drik ikke - så tilgir' jeg hor.
Og jeg forærer dig Bolsjoj teatret,
med samt Den lille sportsarena.

Jeg er ikke længere klar til et møde:
frygter dig, frygter nætterne intime,
som de japanske byers indbyggere
frygter gentagelsen af Hiroshima.


Rødt, grønt, gult og lilla

Røde, grønne gule og lilla klude
kun det smukkeste skulle sidde på din krop.
Måske var det billigt, men altid nyt og smart.
Til mig var der kun vodka, en sjælden gang cognac.

Umættelige kvinde, du åbenlyse tæve!
Hvor ofte har jeg ikke spurgt:"Har du dog ikke fået nok?"
Men du var altid skideskæv, vital og ubesejret,
du gav mig vodka, mens du skreg: "Jeg vil have mer'."

Mammon dryssede på dig, slange, som fra himlen ned,
smukke gyldne værdipapirer og pengesedler som møg.
Men så en dag blev vi snuppet, vi ku intet gøre derved.
Alt var væk og borte med blæsten, som æbletræernes hvide røg.

Må gud være med dig, fordømte, og med dit troskabsord:
at du ville vente på mig i mange lange år.
Rend mig i røven, usling, med alt hvad der er dit.
Lev blot som du har lyst til, jeg er forsvundet for evigt.


Nul - syv

Jeg er hinsides loven i nat,
når jeg skriver om natten går det glat.
Og jeg går i krig med nummerskiven
og drejer det evige "nul-syv":

-Goddag, lille frøken, hvad hedder De? -Toma...
Nummer tooghalvfjerds, spændt holder jeg vejret.
Kan ikke passe, prøv igen, de er helt sikkert hjemme.
Se nu blev der svaret: "Hej med dig, det er mig."

Denne nat er jeg hinsides loven,
sover ikke, løfter stemmen til skrig.
Hvorfor pokker skal kontakten til de kære
registreres i et bogholderi.

-Frøken, hør nu her, nummer tooghalvfjerds,
jeg kan ikke vente, og mit ur er gået i stå.
Fanden ta' de linjer - i morgen skal jeg flyve.
For der blev jo svaret: "Hej med dig, det er mig."

Telefonen er for mig som en ikon,
telefonbogen er en altertavle.
Telefonistinden er Madonna selv,
på et øjeblik formindsker hun afstand.

-Kære frøken, vær nu sød, to minutter mere!
De er som en engel nu, bliv dog på alteret.
For det vigtigste, det venter, forstå mig dog...
Se nu blev der svaret: "Hej med dig, det er mig."

-Nåh, er der nu atter knas på linjen?
Har relæ og stik fået nærkontakt?
Jeg venter alligevel, og jeg er klar
til at starte hver aften helt fra nul.

-Nul-syv. Goddag, det er mig igen. Hvad vil De?
Nej ikke det. Nu skal jeg ha' Magadan.*
En ven er fornylig rejst derud igen,
og nu vil jeg vide, hvordan han har det, det skind.

Denne nat er jeg hinsides loven.
Natten er for mig ikke til søvn.
Men falder jeg i søvn, vil jeg drømme om Madonna.
Hun ligner en, som jeg har meget kær.

-Kære frøken, det er mig igen. Toma,
jeg kan simpelthen ikke holde ud at vente.
Ja, ja, det er mig, ja, der er klart jeg er hjemme!
-Der er nogen på tråden, De må svare: "Hej med dig, det er mig."

*Magadan - stor havneby i den fjernøstlige del af Sovjet (ved Okhotskoe more), hvortil folk blev sendt i forvisning i Stalintiden, hvorfor byen har en særlig status i sovjetisk bevidsthed.


I min sjæl

Hver aften brænder stearinlys hos mig,
dit billede hyldes i røgtåger blide...
Jeg vil ikke tro, at tiden læger sår,
heller ikke at den fjerner hver en kvide.

Jeg kan ikke bryde roens rammer mere,
de fremtidshåb, som var gemt i min sjæl,
tog hun med, hun ved det bare ikke,
da vi på kajen sagde vort farvel.

Min sjæl er nu som ørkenernes ørken,
dog vogter I min tomme sjæl, hvorfor?
Kun sangstumper finder I der - og spindelvæv,
alt andet tog hun med, da hun gik ombord.

Til sjælens mål findes ingen veje mere,
søg om I vil - I finder muligvis
to halve fraser - halve dialoger,
mens resten er i Frankrig, i Paris.

Hver aften brænder stearinlys hos mig,
dit billede hyldes i røgtåger blide...
Jeg vil ikke tro, at tiden læger sår,
den heler ikke, men gør vel hård,
thi med den svinder hver en kvide.


Alt er relativt

Der er tusind forskellige meninger om smag,
den lov har jeg sandelig følt på min krop.
Ja, selv en som Einstein, fysikkens geni,
opfattede alting ret så relativt.

    Er jeg klædt efter moden, sam tiden kræver,-
    så vil De udbryde:
    "Jamen, det er jo en ganske anden mand!"
    Men jeg er den samme.
    Så kan man virkelig se,
    at alt er relativt.
    Alt-alt-alt

Et panterskindsbælte, som hviler på hoften.
Javel, uanstændigt! Helt enig, o-lala,
men sådan gik alle klædt før vores tid,
og dengang vidste de bedre besked.

    Er jeg klædt på efter stenaldermode,
    Så vil De udbryde:
    "Jamen, det er jo en ganske anden mand!"
    Men jeg er den samme.
    Så kan man virkelig se,
    at alt er relativt.
    Alt-alt-alt.

Klædt på som en ridder efter turnering,
vennerne vil næppe kunne kende mig.
Og jeg brøler som Richard i Shakespeares drama:
"En hest! Et kongerige for en hest!"

    En stædig kender slår en hånlatter op
    og siger grinende:
    "Jamen, det er jo en ganske anden mand!"
    Men jeg er den samme.
    Så kan man virkelig se,
    at alt er relativt.
    Alt-alt-alt

Ligner jeg nu en Børs-mand, med fin hat og stok?
Bifald frabedes, gå dog ikke amok!
Ak, jeg blev genkendt i det antræk, men okay,
så tager jeg nu det sidste antræk på.

    Ingen hat og i stedet for stokken en pisk,
    straks damerne hvisker:
    "Jamen, det er jo en ganske anden mand!"
    Men jeg er den samme.
    Man skal være opmærksom,
    alt er relativt,
    alt-alt-alt.


Til Digterne

Afslutter man livet tragisk, er man rigtig digter.
Og gør man det før tiden - fortræffeligt.
Ved tallet 26 skred én ved hjælp af sin skyder,
en anden tog strikken på D'Angleterre.

Da Kristus var 33 - han var digter og sagde:
Slå ikke ihjel, hvis du gør bliver du straffet,-
blev han naglet til korset, slut var det med underne,
slut med at skrive og med at tænke.

Tallet 37 gør mig ædru med det samme,
som for eksempel nu, jeg mærker kolde vinde blæse,-
ved dette tal lod Pusjkin sig i duellen ramme.
Majakovskij lagde kinden mod kuglen.

Vi standser op ved tallet 37, Gud er snedig,
spørgsmålet lyser i neon: enten-eller...
Her gik også grænsen for Byron og Rimbaud...
mens nutidens digtere lissom springer over.

Ingen duel finder sted, eller den udskydes måske,
ved de 33 sker der næsten ingenting,
ved de 37 intet blod, hvad taler vi om,
kun lidt spredte grå stænk ses i en tinding.

Man magter ikke selvmord! Sjælen har vist gemt sig i hælen...
Tålmodighed, psykolater og besatte.
Knivens æg betræder digterne med deres hæle,
til blods de skærer deres nøgne sjæle.

I ordet "langhals-e-e-et" er der tre gange "e" -
digteren skal tæmmes, konklusionen er klar.
Stik en kniv i hans liv, han vil stønne af lykke,
stukket ned fordi han var farlig!

Jeg ynker jer, som tror så fast på skæbnetal og -dage,
I lider, som fangne kvinder i et harem.
Livets halvleg er forlænget, og det kan være, hvem ved,
at digternes endeligt er udskudt for en tid.


Den dampende badstue

Saml du bare dine rodode tanker, saml dem,
saml dem! Men fyr op så badstuen hylles i damp!
Hyl op! du forråder mig alligevel, hyl op!
Fyr op! Fyr min badstue op som du vil!
I dag er pinslerne sgu slut, jeg falder til,
men jeg betvivler, at jeg bliver ren.

Sov ikke. Hvor har du skaffet den skjorte til mig?
Fyr op! I dag vil jeg sgu vaske mig hvid som kridt.
Sprøjt vand på, sprøjt vand på de sodede vægge.
I dag er pinslerne sgu slut, jeg falder til,
men jeg betvivler, at jeg bliver ren.

Skrig op! Som en jaget elg er jeg trængt af sprutten.
Hold kæft! Mine tømmermænd er nemlig ovre nu.
Spar op, så du kan købe en af vagterne.
Fyr op, fyr badstuen tidligt op denne gang!
I dag er pinslerne sgu slut, jeg falder til,
men jeg betvivler, at jeg bliver ren.

Hold ud! Du har jo selv forrådt mig med din dårskab.
Fyr op! Så jeg ved aftentide er som en nyfødt hvalp.
Hyl op! Du forråder mig alligevel, hyl op!
Fyr op! Fyr min badstue op som du vil.
I dag er pinslerne sgu slut, jeg falder til,
men jeg betvivler, at jeg bliver ren.


Den hvidglødende badstue

Fyr op for mig, så badstuen gløder hvidt,
jeg har glemt den vide verden.
Jeg bliver bims og helt rundt på gulvet.
den hede damp løsner min tunge.

Fyr op i badstuen, værtinde,
jeg vil gløde, jeg vil svides nu,
og på bænkens alleryderste kant
vil jeg på tvivlen gøre ende.

Jeg vil smelte, så det er næsten uanstændigt,
en øse koldt vand - og alt er fortid.
Og tatoveringen fra personkultens tid
lyser blåt på det venstre bryst.

Fyr op, fyr op for mig, så badstuen gløder hvidt,
så jeg kan vænne mig til den vide verden.
Jeg bliver bims og helt rundt på gulvet,
den hede damp løsner min tunge.

Hvor megen tro og skov er ikke gået til grunde,
hvor megen sorg og slid er ikke udstået!
På mit venstre bryst har jeg Stalins profil,
på det højre - Marinka en face.

Hvor mange år har jeg ikke vegeteret i paradis,
for min selvforglemmende tro,
min gudsjammerlige dumhed udskiftede jeg
med et liv i håbløshed.

Fyr op, fyr op for mig, så badstuen gløder hvidt,
jeg har glemt den vide verden.
Jeg bliver bims og helt rundt på gulvet,
det hede damp løsner min tunge.

Jeg husker, hvordan jeg tidligt om morgenen
nåede at skrige "hjælp" til min bror.
Og to smukke vogtere førte mig så
fra en ende af Sibirien til en anden.

Sidenhen, var det i sumpen eller i et malmbrud,
mættet af tårer og af malmstøv,
prikkede vi Stalins profil tæt ved hjertet,
så han kunne høre vores hjerter slå.

Fyr ikke op til mig så badstuen gløder hvidt,
jeg har glemt den vide verden.
Jeg bliver bims og helt rundt på gulvet,
det hede damp løsner min tunge.

Uf, jeg gyser ved de kvalmende beretninnger,
dampen fortrænger forstandens tanker.
Fra fortidens kolde tåger jeg dykker
nu ned i badets glohede tåger.

Tanker begyndte at dunke bag min isse,
til ingen nytte blev jeg brændemærket...
Og jeg tæver løs med birkeriset
på min arv fra de dystre tider.

Fyr op til mig, så badstuen gløder hvidt,
jeg har glemt den vide verden.
Jeg bliver helt bims og helt rundt på gulvet,
det hede damp løsner min tunge.


Venner, skriv mig et brev...

Min første frist ku' jeg ikke klare,
jeg får et år til, måske fire.
Så, venner, skriv mig et brev,
hvordan står det til i den frie verden?

Hvad drikker I der? Vi drikker næsten ikke.
Her er der kun sne i solskinnet.
Venner skriv om det hele,
for her sker aldrig en skid!

Jeg savner jer, ja savner jer så meget,
jeg vil så gerne se jeres kære fjæs!
Hvordan har Nadja det? Hvor er hun nu?
Er hun alene? - Så må hun skrive.

Kun Dommedag kan være værre!
Et brev vil være min livline.
Måske vil de slet ikke give det til mig.
Men alligevel, kære venner, ta' og skriv...


Folk blev ved med at stå og knurre

Men folk blev ved med at stå og knurre,
for folk vil have retfærdighed:
"Vi stod ellers allerforrest i køen,
men de, som kom efter, de spiser nu".

Man forklarede for at undgå skænderi:
"I bedes forlade stedet venner!
De, som spiser kommer udenlands fra!
Men I, ja undskyld jeg spør, men hvem er I!?"

Men folk blev ved med at stå og knurre,
for folk vil have retfærdighed:
"Vi stod ellers allerforrest i køen,
men de, som kom efter, de spiser nu".

Atter forklarede administratoren:
"Jeg beder jer venner, forlad dette sted!
De, som spiser er skam delegerede!
Men I, ja undskyld jeg spør, men hvem er I!?"

Men folk blev ved med at stå og knurre,
for folk vil have retfærdighed:
"Vi stod ellers allerforrest i køen,
men de, som kom efter, de spiser nu!".


En sang om den nye tid

Som alarmsignal i den mørke nat lød de tunge skridt,-
altså skal også vi snart afsted og tage afsked i tavshed.
Ad de ubetrådte stier galoperede hest efter hest,
mod en uvis afslutning bar de rytterne afsted.

Vores tid er en anden, den er ond, men søg lykken som tilforn!
Vi forfølger de flygtende fjender i flyvende fart.
Blot så mister vi i den galop vore bedste kammerater,
og vi mærker ikke i farten sidemanden er væk.

Længe endnu vil vi tage et simpelt bål for en ildebrand.
Længe endnu vil støvlers knirken synes ildevarslende.
Vore børn vil lege krig og vil bruge de velkendte navne,
vi vil dele mennesker op i venner og fjender.

Og når bulder og brag og bedrøvelse til slut stilner af,
og når hestene ikke galoperer med os mere,
og når vores piger bytter feltfrakken ud med lette kjoler,
må vi ikke tilgive, ikke glemme og ikke tabe...


Toppen

Her er langt til sletten,
klimaet et andet -
lavinerne de ruller slag i slag,
og her
buldrer stenskred på stenskred.
Man kan dreje fra,
og gå uden om,
men vi vælger den sværeste vej,
den skrappe,
for vi er på krigsstien.

Den der ikke var her,
ikke ville risikere,
han har ikke
afprøvet sig selv,
om han så hented stjerner til jorden ned
fra himmelens hvælv.
Aldrig finder man nede i dalen,
hvor godt man end lever sit liv
en tiendedel
af bjergenes underskønhed.

Ingen røde roser,
ingen sørgebånd,
og så ulig
et monument
er den sten,
som har skænket dig endelig fred.
Om dagen skinner toppen som
den evige ild
af smaragdgrøn is,
som du ikke
nåede at betvinge.

Lad folk snakke, åh, ja, lad folk snakke,
men - nej,
ingen dør uden grund...
Det her er bedre
end at dø af vodka eller snue!
Andre kommer til,
sætter alting
på spil
og med umådeligt slid
klarer de turen, som du ikke magtede
at klare.

Lodrette sider...
Blot ikke måbe!
På heldet skal man ikke håbe.
I fjeldet ingen tillid til klippe, sten og is.
Vi kan kun håbe
på håndens styrke,
på vennehånd og pløkken i klippen
og bede til at vi ikke bliver snydt
af livlinen.

Vi hugger trin.
Det går aldrig bagud!
Af anspændelse skælver vores knæ.
Og hjertet er ved at sprænge vort bryst for at nå til tops.
Alverden for din fod!
Du er lykkelig og stum,
kun lidt misundelig er du på dem -
de andre -
for hvem toppen stadig er fremtid.


Mod toppen

Du bevæger dig på gletcherens kant,
flytter ikke blikket fra toppen.
Bjergene sover, ånder skyer ind
og udånder rullende laviner.

Dog fjerner de ikke blikket fra dig,
det er som de vogter på din vej,
de advarer gang efter gang
med stenskred og gabende spalter.

Bjergene ved det: ulykken er her,
passene er dækket af røg.
Du kunne ikke længere skelne
mellem bjergskred og eksplosioner.

Klipperne svarede med et højlydt ekko,
når du råbte om hjælp.
Bjergenes ekko førtes af vinden
som signaler gennem klippespalter.

Og da kampen om passet bølgede,
og du ikke måtte ses af fjenden,
dækkede hver en sten dig med sit bryst
og klipperne hjalp med deres skuldre.

Der er løgn den kloge ikke går i bjerge,
du troede ikke snakken og drog ud.
Granitten blev blød og isen smelted bort
for din fod lå tågen som en klud.

Og lægger du dig til hvile
for evigt i den evige sne, bøjer
bjergkammen hovedet for sin frænde,
en varig obelisk, som kun bliver få til del.


Storkene

Himmelen er i dag
    ganske klar,
men nu høres raslen
    af våben.
På vor jord er en fryg-
    telig larm,
triste træer græder
    harpiks-gråd.
Alle skilles og flygter
    i sorg.
Ingen sangfugl høres,
    kun krager!

Aks med farve som rav...
    Når vi det?
Nej. Vi har lagt vor sæd
    uden held.
Hva' dog det, der som rav
    lyser op?
Der er en mark, som hær-
    ges af brand.
Røg og aske ta'r form
    som af kors.
Ingen tage har storke-
    reder.

Træer dækket af støv -
    efterår.
De som ikke ku synge
    lod være.
Ingen kærlighed her -
    det er klart!...
Vi har nu meget mer
    brug for had!
Røg og aske ta'r form
    som af kors.
Ingen tage har storke-
    reder.

Jord og vand, overalt
    stønnende.
Dog har skoven som før
    kroner på.
Men et under så stort
    når det sker,
at i skoven vi hør'
    førkrigslyd.
Alle flygtede i sorg
    langt mod øst,
nu er sangfuglen væk,
    storken væk.

Luften holder på lyd
    længe, men
netop nu høres larm
    nærme sig.
Alle hovslag er nu
    trampende.
Når man skriger, sker det
    som hvisken.
Alle flygtede i sorg
    langt mod øst,
og fra taget forsvandt
    hver en stork...

Oversat af Lars Forchhammer


Men jeg fortryder ikke

Jeg har haft mindst fyrre efternavne,
jeg har haft syv forskellige pas,
elsket mig har halvfjerdsindstyve kvinder,
jeg har haft tohundrede fjender.

Men jeg fortryder ikke.

Hvor meget jeg end prøvede,
hvor meget jeg end forsøgte,
tilbød nogen sit selskab,
fyllede jeg mig med ham.

Jeg tror på alt det lyse i livet,
for eksempel vort sovjetiske folk,
men alligevel opstiller man ikke
et mindesmærke for mig på torvet.

Men jeg fortryder ikke.

Hvor meget jeg end prøvede,
hvor meget jeg end forsøgte,
gik jeg ikke af vejen
for et ordentligt slagsmål.

Kun om dramaer synger jeg sange,
alt fra lommetyvenes verden.
Og mit navn ser man ikke i reklamer,
der behandler popstjernernes færden.

Men jeg fortryder ikke.

Hvor meget jeg end prøvede,
hvor meget jeg end forsøgte,
gik jeg altid i fælden
og sad altid i brummen.

Og selvom min vej er end så lang,
og selvom jeg fortjente lovord,
bliver der ingen nekrolog om mig
på sidste side i nederste hjørne.

Men jeg fortryder ikke.

Hele livet har de plaget og såret mig-
det skulle blive min skæbne.
alligevel sætter de ikke mit portræt
på mønterne sammen med vort våben.

Men jeg fortryder ikke.


Magten udgår fra folket

Magten udgår fra folket,
men hvor går den hen,
og hvor er den opstået,
og hvad bliver den mon til?

Hvad venter I på? Ned fra piedestalen!
Nogen spørger os om et eller andet.
Nogen stiller spørgsmål,
hvorfor det, af hvilken grund?

Så sendte magten naturligvis
en maskingeværsalve afsted,
og en tilfældig blev fældet,
straks af en eller anden grund
dejsede en eller anden om.

Magten kommer hen ad vejen.
Hvem ligger mon der på vejen?
Nogen har stillet træskoene,
et enkelt lig ligger i vejen.
Tjah, det er såmænd folket!


Ulvejagten

Jeg kæmper af al kraft, så senerne spændes,
Men i dag er det helt som i går,
de har omklamret mig, de har lukket mig inde,
stillet fælder for mig, hvor jeg går og står.

Geværerne har travlt bag træerne,
der står jægerne skjult i skygge.
I sneen tumler ulvene rundt,
som skydeskiver er deres rygge.

Ulvejagten er gået ind, jagten på
unger, tæver og snedige hanner.
Jægrenes råb og hundenes gøen gør dig syg,
sneen er plettet af blod og røde bannere.

Mellem ulve og skytter står et ulige slag.
Ingen skytte ryster på hånden.
Vor frihed afgrænses med små røde flag,
og de skyder, det er sikkert som amen.

Men ulve bryder ikke traditioner,
vi har diet ulvinden i blindhed,
vi har fået det med modermælken:
"Man skal blive bag de røde flag."

Ulvejagten er gået ind, jagten på
unger, tæver og snedige hanner.
Jægrenes råb og hundenes gøen gør dig syg,
sneen er plettet af blod og røde bannere.

Vores fødder og kæber er rappe.
Så hvorfor - svar os dog, du vor fører, -
lader vi skuddet jage os rundt?
Ingen af os ved forbuddet rører.

Ulve kan ike handle på anden vis,
og mit timeglas rinder snart ud,
og den banemand skæbnen har valgt mig
løfter smilende bøssen til skud.

Ulvejagten er gået ind, jagten på
unger, tæver og snedige hanner.
Jægrenes råb og hundenes gøen gør dig syg,
sneen er plettet af blod og røde bannere.

Jeg var ulydig, gik uden for flagene,
min livstørst var alt for stor.
Fuld af fryd ku jeg høre folket
skrige bag mig i et undrende kor.

Jeg kæmper af al kraft, så senerne spændes.
Men i dag er ikke som i går.
De havde lukket mig inde, helt inde,
en lang næse er hvad de får.


Det er forbi med preludier og forspil

Det er forbi med preludier og forspil,
alt er i orden, det er ikke løgn.
Jeg inviteres af dem der har magten,
de vil høre mig synge "Ulvejagten".

Han havde måske hørt den gennem et vindu,
måske var der vrøvl med ungerne -
i hvert fald købte han et båndoptager,
denne vigtige samfundsborger.

Og mens han hengav sig til morgensnak
i standerlampens triste lys derhjemme,
han trykkede på båndoptagerens knap,
så stille, at ingen nabo ku det nemme.

Kolleger hade skaffet en dårlig kopi,
de sidste ord kunne han ikke forstå -
han sad nu og hørte "Ulvejagten",
og andet godt var der også derpå.

Han hørte det hele til sidste node,
og rasede over de manglende ord.
Han greb telefonen: Forfatteren til "Jagten"
skal stille i morgen på mit kontor!

Jeg tog ingen dram for at samle mod,
jeg undertrykte min heftige hikken,
og mens jeg på hans tærskel stod,
jeg skrålede "Jagten" i rummet ud.

Hans børn havde uden tvivl bedt ham
hele tiden at smile en kende,
og han lyttede til mig venligt stemt,
og han klappede da jeg holdt inde.

Fra reolen trak han en flaske frem,
den klirrede mod glasset, da han skænkede.
Så fyrede han løs:"Det handler jo om mig,
om os alle - hvorfor den snak om ulve?"

Og det var det, og noget må vel ske,
på tredie år ringes jeg op af folk ved magten -
fem gange daglig, det er minimum,
og de vil alle høre "Ulvejagten".


De lunefulde heste

Langs slugten alleryderst på kanten af den stejle afgrund
hudfletter jeg mine heste med piske, driver dem afsted.
Jeg kan ikke få luft, jeg drikker vinden og sluger tågen,
jeg aner med ødelæggende fryd: jeg går til grunde, til grunde.

Sæt farten lidt ned, mine heste, sæt farten lidt ned,
adlyd ikke den smældhårde pisk.
Jeg har fået nogle underligt lunefulde heste,
jeg fik ikke levet ud, jeg får ikke sunget ud.

Jeg vander mine heste, synger visen til ende,
her ved kanten vil jeg tøve endnu en kende...

Jeg skal dø, som et fnug på en hånd vil stormen feje mig bort,
og i slæden bliver jeg trukket over sneen i galop.
Mine heste, slå dog over i et mere roligt trav,
om end lidet, så forlænger I dog vejen til min grav.

Sæt farten lidt ned, mine heste, sæt farten lidt ned,
knut og pisk hersker ikke over jer.
Jeg har fået nogle underligt lunefulde heste,
jeg fik ikke levet ud, jeg får ikke sunget ud.

Jeg vander mine heste, synger visen til ende,
her ved kanten vil jeg tøve endnu en kende...

Vi nåede det, som gæst man kommer ikke for sent til gud.
Men hvorfor synger englene med så ondskabsfulde stemmer?
Er det mon klokken, der har mistet sin klang af den megen gråd?
Eller er det mit skrig til hestene om ej at strække ud?

Sæt farten lidt ned, mine heste, sæt farten lidt ned,
jeg ber jer, sæt ikke i galop.
Men jeg har fået nogle underligt lunefulde heste,
jeg fik ikke levet ud, jeg får ikke sunget ud.

Jeg vander mine heste, synger visen til ende,
her ved kanten vil jeg tøve endnu en kende...


Jeg nåede det ikke...

Den Nye Verden blev gradvis opdaged,
Den gamle - den var hakket i kvadrater.
Mens pyramiden sine gåder blev frataget,
til helved fór husarer og pirater.

Så kom de vise dumrianers tid,
alt blev placeret ind på række og geled.
For nye ideer betaltes mange penge,
til "Heureka" nærede ingen lid.

Mine klipper blev af vinden slidt så glatte,
jeg nåede ikke at blive knust imod dem.
Og i Klondyke de snuppd mine gyldne skatte,
og mit piratflag gik til tops helt uden vind.

Mens æventyrets bark rådnede i mudder,
blev den sidste mohikaner gjort tavs.
Og alle mine kontrabande-skuder
de tørrer ribben og går aldrig mere til havs.

I hjørnet hænger mine gode sværd
de er som vokset fast til deres skeder,
mit sidste håb, papyrusflådens hær,
blev knust af bølgen mod stejle klippebredder.

Mine fæller forsvandt fra kampens lag,
deres drømme var blevet til virkelighed.
De havde vundet alle store slag
og alle broer bag sig brændt ned.

Hasardspil er nu kun en sjældenhed,
og lykkejægere af enhver kaliber,
på præriens vidder vogter deres kvæg,
og lufter mustangen med megen iver.

Jeg har selv kæmpet de dueller, som jeg skulle,
var med der hvor min ære stod på spil.
Forstummet er nu skud såvel som ekko.
De kan ej gøres op - der var en del.

Og alle som havde hjulpet mig
behøved ingen hjælp, de klarede sig.
Men slyngerne som fik et par på frakken
forsvandt i glemselens rækker, det var takken.

Jeg fik ej sagt: "På barrikaden!"
Ej heller skudt en salve mod Dantés.
Hvad står tilbage? Hugge en kimære
fra Notre-Dame i tågernes Paris.

I andre sekler, i andre fjerne år
har alle mine kvinder levet livet,
har lagt beslag på mine senge når,
jeg ønskede at elske, det er givet.

Alle mine dødslejer blev indtaget af andre,
det være sig lagner, græs eller sne.
Forgrædte sygeplejersker i hvide gevandter
de vasked ikke mig, som man kunne forudse.

Vennerne forsvandt igennem evighedens sigte.
Leta og Prana fik de alle møde med.
Ingen af dem døde en naturlig død:
de gik bort som unge og uden at få fred.

Nogle tog roligt deres eget liv,
følte ingen skyld ved denne handling.
Tømte roligt bægeret til bunden,
der lød ingen eder, kun lovprisning.

Andre kendte alt, vidste alt og mere til,
havde sejlet ud, sunget ud og varslet ud,
da de nåede livets top og tiden var inde.
Jeg nåede det ikke. Forpassede mit startskud.


Det fremmede hjulspor

Jeg græder bitre tårer, det er min egen skyld:
Jeg faldt i et hjulspor, fremmed og meget dybt.
Jeg havde ellers sat mig mine egne mål,
men dette hjulspor kan jeg ikke komme op af.

Så stejle og så glatte er dette hjulspors sider,
jeg forbander dem der har skabt det, snart min tålmodighed brister.
Og jeg bøjer som en dårlig elev:
et spor, mere sporet, mest sporet!

Men hvorfor farer jeg op, jeg er en skidderik,
vilkårene er sådan set normale.
Ingen angir, intet gnaver, beklag dig ikke,
den der stræber har muligheder her.

De er nok af mad og drikke i dette hyggelige spor,
jeg har indset ganske klart: jeg er ikke alene.
Hold du bare kursen, hjul ved hjul,
og du ender hos alle de andre.

Een råbte ude af sig selv: "Jeg vil forbi!"
Og dumt begyndte han en strid med sporet.
I striden brugte han sin sjælevarme op,
og hjerteklapperne de fløj fra borde.

Han ødelagde kanterne og bredere blev sporet,
men pludselig forsvandt han helt -
man slæbte særlingen ud i rabatten,
så han ikke ku forhindre os andre
i at bruge det fremmede spor.

Også mig har ulykken ramt - starteren har sat sig fast,
ingen kørsel - kun bevægelse på stedet,
der skal skubbes - jeg har ingen kræfter,
Måske kommer nogen forbi og trækker mig op.

Forgæves venter jeg på hjælp -
det satans fremmede spor.

Man kan skændes med det fremmede, forbandede hjulspor,
så det flyver med ler og rust,
men fordi jeg selv havde uddybet det,
dræbte jeg håbet hos dem der kom efter.

Den kolde sved rystede mig til marv og ben,
men jeg gik lidt frem på et lille bræt.
Og se - forårsstrømme havde skyllet kanterne væk,
der er en åbning, der er en redning.

Jeg spytter skidt med mine dæk ud i det fremmede spor,
-Hej, I der bagved, gør ligesom jeg,
det vil sige, følg ikke efter mig.
Det spor her er mit alene,
prøv at lave jeres eget spor!


Det er for sent at tale, det er latterligt...

Det er for sent at tale, det er latterligt,
og jeg ville heller ikke...
Men hvorfor tie når trods alt,
det gjorte dog er gjort.
Man slog en krog i væggen,
satte ringen i bevægelse,
der kæmper jeg for at blive.
Men tilbage står, ved dag og ved nat,
de vingeløse drømme.
Fanden ta det,
man skal aldrig drikke vin om kap,
og aldrig la nøglen sidde i døren.
Tal ikke for højt,
hold dit blik for dig selv.
Vil du tænde din smøg - drop den spøg,
vil du give din sjæl - hold den for dig selv,
og slå slåen for!
Om du brænder - ingen jammer,
vil du til Paris - gem dine flammer.
Men selv i det ødeste øde skal du høre en ven,
selv i det ødeste øde.
En ven dukkede op i mit liv
ganske pludseligt.
Han byttede mig ud med en masse andre,
har man kendt mage!
En ven dukkede op,
da der ingen var
overhovedet-
det havde jeg vænnet mig til.
Ingen hellig sjæl,
selv ikke hende,
men han gav svar på mit råb.
Fanden ta det,
hvis du vil - så drik vin om kap,
og lad dristigt nøglen sidde i døren,
gem ikke dit blik
og tal bare højt!
Vil du tænde en smøg - gør det dog,
vil du give din sjæl bort - gør det blot!
Luk vinduerne op!
Hvis du brænder - så brug det,
vil du til Paris - tag afsted!
Er det muligt - så tag hende med!
God tur - og farvel!


Min Hamlet

Jeg kan kun lidet forklare i et digt,
for jeg har ikke nogen fuldmagt...
I synd blev jeg avlet, som det sig hører til,
i bryllupsnattens sved og nervedirren.

Jeg vidste, da jeg kappede min binding:
jo højere, des mere strengt og grusomt;
mod kongemagten stilede jeg støt,
som kongesøn af blodet førte jeg mig frem.

Jeg vidste, alt ville ske som jeg ønsked.
Jeg bed ikke i græsset, kom aldrig til kort.
Mine våbenfæller og venner fra skolen,
de tjente mig, som deres fædre kronen.

Jeg tænkte aldrig over, hvad jeg sagde,
med lethed kasted jeg mit ord for vinden.
Og adelsynglens tillid lod intet tilbage -
for dem var jeg den sande fører.

Selv nattevagten lod sig skræmme af os,
og tiden led, som var vi en slags pest.
Jeg sov på skind, jeg spiste kødet rådt,
med sporen plaged jeg den bidske hest.

Jeg vidste kravet ville lyde: "Hersk!"
Fra fødslen var min pande brændemærket.
I prægtigt seletøj berusede jeg mig,
mens ord og bøger lod mig uberørt.

Jeg kunne smile alene med munden,
mens hemmelige blikke, stolt og bitter,
jeg kunne skjule, som en affabel nar.
Narren er død... "Amen! Du stakkels Yorick!"

Jeg sagde nej til al form for hæder,
tog ikke mod bytte, gunst og privilegier:
med ét jeg ynkede min døde page...
og skånede græssets grønne spirer.

Jeg glemte pludselig jagtens galskab,
var fuld af had til mynde og til sætter,
drev hesten bort fra det anskudte dyr,
svang pisken over klappere og skytter.

Jeg indså, vore lege stadig mere
kom til at ligne simpelt hærværk.
Og hemmeligt i flodens strøm om natten
jeg rensede mig for dagens svineri.

Dårskaben voksed - og med den mit klarsyn,
af hjemlige intriger blev jeg træt.
I tidens ånd fandt jeg ikke behag,
og hengav mig derfor i bøgers lag.

Min hjerne hungrede glubsk efter viden,
alt fattede den: stilstand og strømning,
men videnskab og tænkning mangler mening,
når alt og alle reagerer imod.

Tråden til barndommens venner blev brudt.
Ariadnes tråd var blot et skema.
Skulle jeg “være eller ikke være" -
det blev mit uløselige dilemma.

Men evigt, evigt buldrer sorgens hav,
vi sigter mod det - og som når hirse sigtes
udskiller vi et illusorisk svar
på dette overspændte spørgsmål.

Forfædres råb gennem forstummet bragen,
jeg fulgte råbet - følte snigende tvivl,
de tunge tankers vægt trak mig til vejrs,
mens kødets vinger trak mig ned mod graven.

Dagene gjorde en dårlig legering af mig,
som næppe størknet begyndte at slå revner.
Jeg udgød blod som alle andre. Og som de
jeg ku ikke sige nej til hævnen.

Men begejstring for døden - ren fiasko.
Ophelia! Jeg accepterer ikke fordærv.
Men med mord jeg stillede mig lige
med den, jeg gik i graven med.

Jeg er Hamlet, jeg væmmedes ved vold.
Jeg spyttede på Den danske krone.
Men i deres øjne var tronen mit mål,
det var derfor jeg gjorde rivalen kold.

Det geniale indfald lighed har med vanvid.
Ved fødslen sender døden skæve blikke.
Vi giver ofte intrigante svar,
det nødvendige spørgsmål vi ikke har.



Bella Achmadulina

Til Vysotskij

Dit tilfælde er sådan, at disse steders og forstæders mænd strejfer
om mere blege end Ophelia med vanvid i blikket.
Du må svare os, vi der har set, som du svarede den fortryllede jom
fru:
At være? - Eller-hvad? Hvad har du besluttet i dit Helsingør?

Lad enhver i sit Helsingør beslutte som han nu kan.
Du har givet glæde, du er lidelsens gavmilde giver.
Men for ethvert Danmark, som er os overdraget, øger dén ryet,
som hæver folkesjælen til tårer, til gråd.

Redningen ligger i, at man kunne samles på torvet
ikke som den tilfældige hob, der kom styrtende for at glo på Nero,
men en rank forsamling af brødre, som afviser nedrighed.
Folket er uskadt, hvis sorgen over Sangeren er alt folkets.

Et folk der rejser sig - er ikke uvidende. Det vil- i dag og for evigt -
nægte at lytte til ævl og aftage tåbelige småting.
Vi ærer poeten - og brister i gråd. Festen for den døde er mere
ædel end muntre festligheder. Han levede så meget han kunne.
                                                Døm ham ikke.

Jeg priser og elsker det dødens bæger han indtog.
Vi går bort i omfavnelse -længere bort, vi stiger og renses.
Vi forlader jer. Vore hjerter brister.
Sådan er det retfærdigt. For hvis ikke vores, hvis da?
 

Bulat Okudzjava

Til minde om Vysotskij
Om Volodja Vysotskij besluttede jeg at
                                     digte...
Han var den næste, der ikke kom tilbage
                                     fra togtet.
Man siger, han havde syndet og slukkede
                                       sit lys før tiden -
Han levede som han kunne - skyldfri kender
                                          naturen ikke

Kun for kort tid vi skilles, kun et øjeblik
                                      senere
Skal også vi drage bort og følge hans spor,
                                      hans spor så hede.
Må blot hans hæse baryton svæve
                                  rundt over Moskva,
Så kan vi da le tilsammen med ham
                                og sammen græde.

Om Volodja Vysotskij ville jeg skrive en
                                       sang,
Men hånden skælvede og motivet kunne
                                     ikke finde sit rim.
Den hvide Moskvastork sig op i den hvide
                                      himmel svang,
Den sorte Moskvastork sænkede sig ned
                                      på den sorte jord.
    1980


Andrej Voznesenskij

Til minde om Vysotskij
Han bør ikke kaldes troubadour.
Han var jo digter af natur.
Vi har mistet vores bror -
folkets elskede Volodja.

Tilbage blev Vysotskij-gader,
tilbage blev en æt i "levi-strauss",
fra Sortehavet til fjerne stræder
et land med stof til flere sange.

Rundt om dig og din grønne grav
vokser nu folkemængdens hav.
Som du ønsked - ikke som skuespiller
men som digter husker de dig.

Til højre for porten til Vagankovo
gravede man en ledig grav.
Og spaden dækked Hamlet fra Taganka
under andre poeters jord.

Kerten blæses ud af den hårde vind...
alt hvad Vysotskij efterlod
bæres bort i færdige kasetter,
som levende gazebind.

Du levede, spillede og sang med smil-
du Ruslands kærlighed og sår.
Du kan ikke være i den sorte ramme.
Menneskerammer er trange for dig.

Med sjælfuld tyngde sang du
tyveviser og Shakespeare.
du talte om alt det russiske,
så det ku bide og dirre.

Skrivere forbliver skrivere
med papirer, som tæres op af mug,
Sangere forbiver sangere
med folkets millioner af suk...
    1980


Sange:

Han kom ikke tilbage fra slaget.



Hvorfor er alt forkert? Og alligevel som før?
Samme himmel, blå som sædvanlig,
samme skov, samme luft, og det helt samme vand,
Blot kom han ik' tilbage fra slaget.

Aldrig bli'r det nu klart, hvem af os der fik ret
i de heftige natlige trætter.
Først nu mangler jeg ham, hvor han ikke er her,
han kom ikke tilbage fra slaget.

Altid ude af takt, altid tavs helt forkert
altid talte han helt hen i vejret.
Han med solen stod op, lod mig ikke få søvn,
men i går kom han ikke tilbage.

Det at der nu er tomt, ikke det plager mig:
men jeg indser - at vi hørte sammen...
Og det var som om bålet med ét var blæst ud,
da han ik' kom tilbage fra slaget.

Våren sprang ud i dag, som af fangenskab,
og fejlagtigt kaldte jeg på ham:
-Lad os tage en smøg, - jeg fik stilhed som svar,
i går vendte han ikke tilbage.

Til elendighed bliver vi ej efterladt,
vore faldne de er som vagter...
Himlen spejler sig her, som om skoven var vand,
og rundt om lyser træerne blåt.

Under jordhyttens tag var der plads nok til to,
timeglasset det randt for os begge.
Alt er nu kun for én, dog har jeg det som om,
det var mig, der ikke kom tilbage.
 

Sangen om Jorden



Hvem har sagt: "Alt er nu udbrændt og goldt,
at der aldrig kan sås nu og siden?"
Hvem har sagt, at vor jord den er død?
Nej da, den har blot skjult sig for tiden.

Du kan ikke ta' moder fra jord,
du kan ikke ta' vandet fra havet.
Hvem kan tro, at vor jord er brændt ud?
Nej da, den er blot sortklædt i sorgen.

Se, en skyttegrav flænger dens krop
og dens sår, det er bombernes kratre.
Jordens nerver er blottede nu,
overjordiske er deres smerter.

Men den udholder alt, gir sig tid,
den er endnu slet ikke en krøbling.
Hvem har sagt, at dens sang er forbi,
at dens sang er forsvundet for altid?!

Nej! Dens klang overdøver hvert støn
fra hvert eneste sår, det har fået.
Husk på, jorden er menneskets sjæl,
og med magt kan en sjæl ikke knuses.

Hvem har sagt, at vor jord den er død?
Nej da, den har blot skjult sig for tiden...

Oversat af Lars Forchhammer
 

Fællesgravene



På fællesgravene stilles ingen kors,
ingen enker hulker nu på dem.
En og anden lægger en blomsterbuket
og tænder den evige flamme.

Førhen bølgede jorden på dette sted,
nu dækkos den helt af granit,
her findes ingen personlige skæbner,
alle deler den fælles skæbne.

I den evige ild ses den kvaste tank
og de brændende russiske hytter,
det brændende Smolensk og Rigsdagens brand
og soldatens flammende hjerte.

På fællesgravene ses ingen enker
for her hen kommer kun de barske.
: På fællesgravene stilles ingen kors,
: men bliver det lettere af det? :
 

Vi drejer jorden



Bagud trillede vi jorden, ved grænsen vi stod
(sådan var det i starten),
Men vor kommandant stødte fra med sin fod
og tvang den tilbage fra Ural.

Så til sidst kom da ordren:"Til angreb" det lød,
vi sku' tage lidt land og lidt "krummer",
men vi husker vor sol gik den modsatte vej,
den forsvandt næsten helt ovre østpå.

    Mens vi ublidt går hen over Jorden,
    gir vi formålsløst blomsten et knæk,
    og med støvlerne sparker vi til den-
    den skal væk, den skal væk.

Og af vinden fra øst fik vi høstakkes buk,
og en fårehjord smøg sig mod klippen.
Uden løftestang drejed' vi jorden en gang,
mens vi ændrede slagenes retning.

Frygt ikke solnedgang ovre i Øst,
Dommedag er en skrøne for gamle,
men vor jord kan vi dreje hvad retning vi vil,
i de skiftende march-kompagnier.

    Vi kravler, vi omfavner tuen,
    krammer knoldene, hader alt ondt,
    og med knæene sparker vi Jorden-
    den skal væk, den skal væk.

Her ku' ingen have fundet trods søgen og savn
hænder løftet mod himlen.
Alle levende føler den dækning, det gir,
når man bruger de faldnes kroppe.

Finder vaniddets bly alle mål lige straks,
hvor forgår man - i front eller bagland?
Nogen kasted' sig mod en maskingeværsgrav -
i et øjeblik stivnede jorden.

    Mine trin lod jeg blive tilbage,
    skænked' flygtigt de døde lidt sorg.
    Og med albuer drejer jeg Jorden -
    mod mig selv, mod mig selv.

Der var een, der fik rejst sig og fremført et buk,
han fik en kugle i halsen,
bataljonen den kravler bestandig mod vest,
for at solen kan stige i Østen.

Og med maven i dynd snuses sumpenes slam,
imens øjnene lukkes for lugten.
Nu går solen normalt over himmelens hvælv,
fordi vi farer fremad mod Vesten.

    Er mon hænder og fødder på plads nu,
    som ved bryllup vi nipper til dug,
    og med græsstrået trækker vi Jorden -
    mod os selv, mod os selv!

Oversat af Lars Forchhammer
 

Nu er vor søn på vej i krig



I dag høres ikke hjerternes slag
som hjemme på parkernes bænke.
Jeg falder og griber en kugle i flugt,
men når dog i faldet at tænke:
   
    "Så er det slut, nu er jeg færdig
    en anden kommer i mit sted.
    Det gik så hurtigt, alt for hurtigt, vi fik ikke set tilbage,
    nu er vor søn, nu er vor søn på vej i krig."

Det første tænkte, at alt var forbi
han gik ud af dækning mod "intet".
Da jeg gik ud af dækning, så var det fordi
jeg ikke ville ha' et "intet".

    Jeg mærker mine øjne lukkes
    og jorden ligger i min favn,
    Det gik så hurtigt, alt for hurtigt, vi fik ikke set tilbage,
    nu er vor søn, nu er vor søn på vej i krig."

Hvem afløser mig, hvem angriber nu,
hvem indta'r den vigtige stilling?
Jeg håber det bliver den mindste soldat,
som knap nok fylder uniformen.

    Jeg når at smile, for jeg ser ham
    den mand, der kommer efter mig
    Det gik så hurtigt, alt for hurtigt, vi fik ikke set tilbage,
    nu er vor søn, nu er vor søn på vej i krig."

Jeg mærker mine øjne lukkes
og jorden hviler i min favn.
Det gik så hurtigt, alt for hurtigt, vi fik ikke set tilbage,
nu er vor søn, nu er vor søn på vej i krig."

Oversat af Lars Forchhammer
 

Sang om en ven



Hvis en ven lige med ét ikke er
hverken ven eller fjende...
Hvis du straks ikke kan forstå
er han slet eller god:

Slæb ham med op i bjergene.
Lad ham ikke gå alene.
Lad ham hænge i linen med dig:
du forstår hvem han er.

Hvis det kokser for fyren der,
hvis han flipper og straks vil ned,
er en revne i isen nok,
til at fyren går amok:

Er det klart han har fremmed blod.
Skæld ej ud - jag ham hastigt bort.
Man tar ikke den slags med op
og besynger dem ej.

Hvis han ikke klynker barnligt,
men vred og sammenbidt går med,
og selv når du mister fæstet,
giver ondt, men ikke slip,

Hvis han følger dig som i kamp
op til toppen, som i en rus,
er det klart du kan stole på ham,
som du gør på dig selv!
 

Afsked med bjergene



Hjem mod storbyens jag og mod bilernes strøm
sætter vi vores kurs - ingen vej udenom.
Fra besejrede højder klatrer vi ned,
men på toppen, ja på toppen, blir vores hjerte.

omkvæd:
Og enhver diskussion kan I glemme,
for jeg ved med mig selv jeg har ret:
Over bjergene står kun de bjerge
hvor min fod jeg endnu ej har sat.

Hvem kan li' at være ene, når ulykken slår,
hvem fortrækker, når hjertet sir nej!
Men vi klatrer dog ned fra den top vi besteg,
tja, hvad gør man, selv guderne de gjorde det.

omkvæd

Mange ord, mange håb, mange sange og idéer,
vækker bjergene i os, og de lokker os bort,
men vi klatrer dog ned, for et år eller mer',
fordi altid, så må vi tilbage til byen.

omkvæd
 

Det sorte guld



Ikke kosmos - men kun jord er over mig!
I skakten står huen ej til festligt lag.
Vor profession er næsten overjordisk,
og samtidig så jordisk som vel no'et.
Enhver af os er som en troldmand her.
Fra jordens skød vi slæber kullet op.
Af djævles brændsel stjæler vi med fryd -
og ingenting har de at fyre op med!
Sprængt itu,
            dynget op,
                        hugget fri,
det sorte
            og det sikre,
                    det gode guld.

Selv er vi, som djævle små, støvet til.
Men vort tog afgår kun, når det er fyldt op.
Moder jord vi plager og vi martrer,
men jorden bliver varmere og bedre.
Se, tipvognen den glæder vor sjæl,
når den, som i en krimi, farer forbi.
Og joken:"Der er kul på drengen nu!"
den føler vi konstant i vores næver.
Sprængt itu,
            dynget op,
                        hugget fri,
det sorte
            og det sikre,
                    det gode guld.

De bomber, som har pløjet marken op
må ikke glemmes - så på dem med vrede!
Men tilgiv os, du gudsvelsignede jord,
for at vi sådan graver i dit indre.
Vær ikke bange selv om det er mørkt,
frygt ikke støvet - du er ikke ene.
Ned i dybet! Vi får sejren hjem nu!
Vi har selv gravet disse labyrinter.
Sprængt itu,
            dynget op,
                        hugget fri,
det sorte
            og det sikre,
                    det gode guld.
 

Moskva - Odessa



Nok engang skal jeg flyve Moskva-Odessa,
atter holdes maskinen tilbage.
Hov, der gik en blåklædt stewardesse, som en prinsesse,
troværdig som det ganske flyselskab.

Over Murmansk er der ikke nogen skyer,
hvis du vil, kan du flyv' til Asjchabad.
Kiev er åben, Kisjinjov og Kharkov lissådan,
Lvov er åben, der skal jeg ikke hen!

De sagde til mig: at i dag i Odessa
skal man ikke regne med himlen.
Der er stadig forsinkelse på flyet til Odessa,
landingsbanen er dækket helt af is!

Og i Leningrad drypper det fra tagene,
Sku' man tage en tur til Leningrad?
I Tblisi er der klart, der er det meget dejligt varmt,
der gror te, men der skal jeg ikke hen!

Jeg hører, at der nu er afgang til Rostov,
men jeg skal skynde mig til Odessa.
For jeg skal jo derhen, hvor ingen gider ta' imod mig,
og derfor er der ingen flyafgang.

Snedriver ligger der, hvor jeg skal lande,
de siger det bliver snestorm der igen!
Men andre steder er der lyst og varmt og meget dejligt.
Der er der godt, der skal jeg ikke hen!

Her flyves ikke, det ta'r man ikke imod,
en uretfærdig skæbne har mig ramt.
En stewardesse ber os tage plads i afgangshallen,
så trist, som selve vores flyselskab.

De har åbnet for de fjerneste udsteder,
hvor selv for penge ingen vil ta' hen,
Vladivostok, en lukket by, den meldes åben nu for fly,
Paris er åben, der skal jeg ikke hen!

Vi letter nu, der er ingen landingsforbud.
Maskinen dirrer. Turbiner larmer.
Men jeg tror ikke længere på, at man vil ta' imod mig,
de har undskyldninger i tusindvis.

Jeg skal derhen, hvor der er meget tåget,
hvor man i morgen venter sne igen.
De har åbnet for London, for Delhi og for Magadan,
de lukker op, hvor jeg ikke skal hen.

Og nu holder de igen vort fly tilbage,
sender os tilbage til vor fortid.
Den lækre stewardesse, Miss Odessa, går forbi nu,
utilgængelig som vores flyselskab.

Igen forsinkelse: ny afgang klokken ni,
og alle sover underdanigt ind.
Fanden ta' det, min tålmodighed er bristet, det er slut:
jeg ta'r derhen, hvor man vil ta' imod.
 

Morgengymnastik


Dyb indånding, arme spred,
skynd Dem ikke - tre og fire!
Livsmod, gratie og bevægelighed!
Det er almentstyrkende, kvikker om morgenen,
hvis du endnu er i live -
så gør gymnastik!

Er De hjemme, hvor De bor,
ned på gulvet - tre og fire!
Udfør alle øvelser helt korrekt.
Væk med ydre påvirkning, væn Dem til det nye liv!
Dyb indånding til De bliver
he-elt kørt træt!

Snottevirus har sig bredt
i vor verden - tre og fire!
Alskens sygdomme er i en hastig vækst.
Er man svag står kisten der, skån jert helbred mennesker!
Skrub De nu kun huden alt
hvad De har lært!

Hvis De er nu blevet træt,
-bøj og stræk og bøj og strække!
Selv Antarktis kan Dem ej forskrække nu!
Forskeren Joffe har bevist: Konjak/Kaffe-åh, jo vist,
kan erstattes af en god gang
he-elsesport.

De behøver ikke tale,
knæbøjninger til De dejser!
Vær nu ikke dyster eller mavesur!
Hvis De føler Dem lidt skidt, så frottér Dem bare lidt!
Og glem ikke vandets gode
vi-irkning!

Dårligt nyt forskrækker ikke,
løb på stedet er vores svar -
selv begynderen kan sagtens vinde.
Det er skønt - for dem der løber: ingen bagved, ingen foran.
Løb på stedet - det er alment-
tæmmende!
 

Lyrisk sang



Her sitrer granernes luftige grene
og fugle i ængstelig kvidren.
Du bor i den vilde, fortryllede skov,
hvorfra ingenting fører vidre.

    Lad hvidtjørnen tørre sit linned i vinden
    lad syrenerne falde som regnen.
    For alligevel ta'r jeg dig med mig en dag
    ud til slottet hvor fløjterne spiller.

Din verden har troldmænd i tusinde år
holdt skjult for mig og de andre.
Du tror vist, at du intet skønnere får
end den mystiske skov, hvor du vandrer.

    Lad blot duggen forsvinde fra græsset i gry,
    lad månen strides med himlen så sort.
    For jeg ta'r dig alligevel med mig i ly   
    til et hvidt tårn med vindue mod havet.

Hvornår vil du komme, hvornår vil du stå
her hos mig, vil det ske nogensinde?
Hvornår vil jeg med dig i armene gå
til stedet som ingen kan finde?

    Jeg røver dig - hvis du vil være mit bytte.
    Har jeg spildt al min kraft - er jeg blottet?
    : Tag til takke med paradis i min hytte,
    : hvis nogen har optaget slottet. :

Oversat af Lars Forchhammer
 

Skibene...



Skibe ligger i havn,
og så står de til søs.
Men de vender dog hjemad
selv gennem et uvejr...
Der går ikke et halvt år,
før jeg er her igen,
for på ny at ta bort, for på ny at ta bort
nok et halvt år.

Alle vender de hjem,
på nær din bedste ven,
og på nær de elskede,
og hengivne kvinder.
Ja, enhver vender hjem,
på nær de savnede.
Skæbnen tror jeg ej på, skæbnen tror jeg ej på,
på mig selv endnu mindre.

Men jeg ønsker at tro,
at det snart holder op,
Og at mennesket ikke
skal gør' vold på sit liv.
Vid, jeg kommer igen,
mellem venner, i drøm...
Jeg vil synge igen, jeg vil synge igen,
der går ikke et halvt år.

 

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD