dotcomwebdesign.com
Velkommen > Oversat litteratur > Oversættelser udgivet på russisklitteratur.dk > Jekaterina Sadur: Gamle Apollonskij

Jekaterina Sadur: Gamle Apollonskij

Oversat af Jevgenia Karg og Else_Marie Vig 1)

Når vi gik ud i gården, sad Gamle Apollonskij næsten altid sammen med de andre gamle mænd - dog ikke, hvis det var vinter. Om vinteren kom de ikke ret meget ud. Kun på de varme dage. Jeg lagde straks mærke til den Gamle: Han var noget særligt blandt de andre gamle. Han var den ældste og svarede altid helt hen i vejret. Alle kaldte ham for Gamle Timkin og kun vi - Apollonskij. Man fik lyst til at kalde ham ved et eller andet højtideligt ord, et betydningsfuldt ord, for umiddelbart at huske det blandt de andre ord. Gamle Apollonskij - det var det.

I skolen fik vi besked på, at vi altid skulle hilse pænt på bekendte, især på de voksne og de gamle, for det er høfligt. Og jeg hilste på ham ved at give hånd, men også på de andre gamle, fordi ingen skulle blive fornærmet ... Jeg fik øje på ham på lang afstand, og så gik jeg sådan og tørrede hånden i min kjole eller tog luffen af, hvis det var vinter. Gamle Apollonskij rakte først sin rødfregnede hånd frem, og derpå rakte jeg ham min hånd, og så rystede vi hinandens hænder i lang tid; den Gamles hånd var let, som var den af gult pap, tænkte jeg, han var indtørret af ælde, og ved siden af ventede de andre gamle på, at det blev deres tur.

Jeg havde en veninde - Zoja Galkina, hun sagde også, at den Gamle, selvfølgelig var noget særligt; hun kom altid løbende og råbte på lang afstand: ”Go´dav du gamle!”, og alle de gamle nikkede som svar og rakte hænderne frem - for at hilse.

Vi hilste især på ham, flere gange om dagen.

Først legede vi lidt, og så sagde jeg til Zoja: ”Lad os gå hen til den Gamle”, og vi gik. De gamle sad på en utrolig ubekvem bænk - uden ryglæn. Dér lavede de store drenge tit brændemærker. En gang kom jeg hen til dem, og jeg så: De sad og holdt et buet glas, der tilhørte Kostja Zeljonkin - hans bror gik i vores klasse, og så sagde denne Kostja Zeljonkin til mig, at man skulle fange solen med dette glas, og hvis man holdt det stille i lang tid, så kunne man brænde hele bænken af, og hvis man flyttede det en lille smule, kunne man skrive alt muligt ...

De gamle sad på denne bænk, og det var hårdt for dem at sidde der; de havde krøllede frakker med ”kruset” pels - persianerpels hedder det. De røg mange hjemmerullede cigaretter, og Gamle Apollonskij hostede af røgen, men han gik alligevel ikke væk derfra; han havde lyst til at være sammen med de andre. De snakkede om sygdomme og om pensionen, fordi de kedede sig af alderdom. De ventede på, at vi styrtede hen til dem for at råbe: ”Go´dav du gamle!”, for ud over os var der ingen, der kom hen til dem, sandt at sige, var der dog en gammel kone, Lena, der kom hen til dem, men hende talte de ikke med, hun var også meget gammel. Os ventede de på, det ved jeg.


Dengang boede jeg sammen med min mormor, men kun fordi mor var i en anden by; men hun ringede tit, næsten hver aften. Og min mormor forbød mig at bide negle, hun sagde, at sådan noget er ukultiveret. Det lagde jeg slet ikke mærke til, men mormor sagde til Ljudmila, vores klasselærer: ”Hold øje med, at Olga ikke bider negle”, og Ljudmila sagde: ”Godt! Hvis jeg ser det, så slår jeg hende over fingrene med linealen”, men mormor sagde: ”Det er nu ikke nødvendigt!"

Hun var også tit syg. Hun sagde så til mig, at jeg skulle ringe ”112” efter ambulancen, og jeg skulle sige, at hun havde forhøjet blodtryk. Jeg tudede altid, men jeg havde ikke lyst til, at mormor skulle se det, for ikke at gøre hende ked af det, så derfor gemte jeg mig i entreen. Så kom lægerne med en jernkuffert, de hang deres pelse i skabet og gik ind i værelset - for at give en indsprøjtning. Så tudede jeg i deres pelse, lige ind i hårene, for at man ikke skulle høre mig. Men engang kom en sygeplejerske ud fra værelset - for at vaske hænder - hun så mig og sagde: ”Pige, du skal ikke græde i vore pelse og ikke bide negle!” De målte altid mormors blodtryk med et specielt sort bælte, de bandt det rundt om hendes tykke arm og pustede luft i det og lyttede, indtil det sagde knæk. Når det sagde knæk - så var blodtrykket sådant. Og så efterlod de ampuller fra hendes medicin på en underkop. Jeg viste altid Zoja dem, og hun bad mig om dem. Og jeg sagde: ”Det må jeg ikke, det er ikke mine, det er mormors!”.

Min mormor vækkede mig altid tidligt, lidt tidligere end man vækker andre børn. De sov muligvis stadigvæk, når hun fik mig ud af sengen. Ikke fordi hun var bange for, at jeg skulle komme for sent i skole. Det var for noget andet ...

Det var stadig mørkt, vi måtte endog tænde lyset i entreen ligesom om aftenen, og jeg havde ikke engang vasket mig i ansigtet - så tidlig morgen var det. Mormor gik ud i køkkenet for at lave mad, og jeg gik ind i hendes værelse. Hun stillede altid en lille ikon på en stol, men om dagen gemte hun den i skabet, for at ingen skulle få øje på den. Hun lagde også en sofapude til mig, for at jeg kunne knæle blødt. Jeg kom ind igen - og i underkoppen på bordet lå ampullerne med et hvidt lag på efter medicinen. Det tørrede ind på den måde i løbet af natten. Jeg huskede natten med det samme, begyndte at bide negle - mormor så det alligevel ikke - og jeg sagde: ”Gud! Gør det sådan, at mormor aldrig får forhøjet blodtryk igen! Gør det sådan, at mor ringer fra Moskva! Og sådan, at Zoja Galkina ikke lægger mærke til mit kors i idrætstimerne og ikke fortæller det til Ljudmila!”

Og så læste jeg i bogen, men sandt at sige havde jeg kunnet huske det udenad længe. Denne bog havde en ejendommelig kvinde, Lena, foræret min mormor i kirken. Engang mormor kom der, kom kvinden hen til hende og gav hende en bønnebog og to æbler. Mormor sagde: ”Nej - nej - nej til æblerne! Det skal De ikke, det skal De ikke!”. Men denne kvinde overtalte hende til at tage imod dem. Så tog mormor dem med til mig, fordi vi i byen havde svært ved at få frugt.

Og mens jeg læste i bogen, blev det rigtig morgen, uden mørke. Selv luften blev lysere. Hver morgen fik jeg spejlæg, og kun om sommeren en tomat med en lille revne i. Og i vores køkken havde vi altså løg i syltetøjsglas under vindueskarmen. De stod der, og stod der, indtil der kom spirer, og vandet blev gult. Og de grønne haler førte sig frem, voksede og blev hvide. Mormor klippede dem af til spejlæggene.

 

En gang var Zoja og jeg på vej i skole, netop da alt tøede, og Zoja havde sådan nogle skinnende, små støvler på, af gummi. Men hun havde alligevel fået besked på, at hun ikke måtte gå i vandpytterne, og jeg havde stadigvæk vinterfiltstøvler med gummigalocher på, og jeg havde fået den samme besked. Zoja gik lige hen gennem vandpytterne, og vandet nåede helt op til hendes ankler. Jeg kikkede på hendes røde støvler med små bjørne på siderne, og jeg gik kun der, hvor det var tørt. Men inde i filtstøvlerne var der blevet vådt for længe siden. Så sagde jeg til Zoja:

- Til sommer rejser jeg til Moskva til min mor. For altid!

Og Zoja sagde:

 - Du rejser ingen steder! Det har du allerede sagt i tre år, og du er stadigvæk ikke rejst. Der er ingen, der har brug for dig dér!

 - Det er der, sagde jeg. - Min mor er der. Min mormor og jeg har ikke rejst i al den tid, fordi hun havde nogle ærinder. Hun kunne ikke, hendes blodtryk steg.

 - Det er løgn, sagde Zoja. - Skal jeg så blive her alene? Alene med min far?

Zoja var rent ud sagt meget bange for sin far. Han var en af de rige - professor Galkin - professor i øjne. Han slog Zoja, han blev ligefrem helt hvid i ansigtet og tævede hende med et sjippetov. Han slog hende, slog og bagefter gav han hende en eller anden gave, hun var trods alt hans datter. Jeg tænkte, men sagde det ikke, for ikke at fornærme Zoja, at han muligvis havde slået hende igen, før han havde givet hende støvlerne, og det var derfor, hun var trist, og hun havde oven i købet et blåt mærke på armen ... Men det vigtigste var, at jeg havde lyst til at fortælle om den Gamle.

Pludselig fik jeg øje på vore gamle mænd, ikke forfra, men fra ryggen. De har nogle meget svage rygge. Det var kedeligt for dem bare at sidde dér.

Og jeg sagde:

- Lad os forskrække dem!

Zoja sagde:

- Ja, lad os det!

Vi løb. Sneen sjappede under mine filtstøvler. Zoja løb lidt foran mig, hendes skoletaske hoppede op og ned på hendes skuldre, og i tasken buldrede hendes plastikpenalhus, og derfor undertrykte jeg en latter. Vi sprang op på ryggen af Gamle Apollonskij og skreg: ”Go´dav!”. Vi ville forskrække de gamle, bare for sjov, for at de ikke skulle være så tungsindige. Men det gik ikke, som vi troede. Gamle Apollonskij tabte sin stok i sølet og hostede. Han kiggede på os, men han kunne ikke sige noget på grund af hosten. Jeg tænkte, nu dør han af forskrækkelse. De andre gamle begyndte at dunke ham i ryggen og råbe efter os, men han hostede og stampede med foden. Så jog de gamle os væk.

Så sagde Zoja til mig:

- Det må man åbenbart aldrig gøre med de gamle, de har trods alt været med i krigen!

Jeg svarede ikke, men tænkte, at Zoja nok alligevel havde ret.

Den Gamle havde briller med virkelig tykke glas. De forstørrede alt omkring ham. Og når jeg, helt forstørret, gik hen til den Gamle for at hilse på, så kiggede jeg jo også på ham gennem hans briller. Hans øjne blev så store af dem - ja, hundrede gange større end i virkeligheden. Han havde sådan nogle rosefarvede blodkar i øjnene. For os var den Gamles anatomi spændende.

Da vi var på vej til skole, sagde Zoja til mig:

- Har du set, at han har sådan nogle specielle røde streger i øjnene?

- Ja, - sagde jeg.

- Det har han fået, fordi han tit græder.

I det hele taget huskede vi ikke på Gamle Apollonskij i lang tid. Vi kom kun i tanke om ham, når vi så ham.

Ljudmila, botaniklærerinden, sagde så:

- Børn, i morgen kommer professor Galkin i timen og fortæller os om øjne. Zoja Galkina rejs dig op!

Men hele klassen kendte udmærket Zoja Galkina og hendes fader. Alligevel blev Zoja nødt til at rejse sig, og vi stirrede alle på hende.

- Og en ting til, kære børn, sagde Ljudmila, - Zoja Galkina, sæt dig ned. På vores skole har vi aldrig haft - lad os kalde det - en studiegruppe. Vi bliver de første! Vi vil finde alle veteranerne fra Den store Fædrelandskrig i vores bydel. Vi vil invitere dem til vores skole, for at de kan holde foredrag og fortælle om sig selv ... Vi vil synge for dem den 9. maj. Vi vil ...- alt dette sagde Ljudmila.

Hos os, i vores biologiklasseværelse, var alt interessant: de forskellige bøger på reolerne handlede ikke om dyr, men ...; der stod glaskolber med orme og blomster, der var døde, i herbariet, der lå farverige frugter af paraffin, og jeg forvekslede dem ikke længere med ægte. Og i en af glaskolberne var en rotte parteret med numre på indvoldene. Jeg var bange for at kigge på den i starten, men så vænnede jeg mig til det, og så var det lige meget. I dette hjørne stod alt det uhyggelige: blod i små glaskrukker, jeg troede, at det var menneskeblod, en helt normal globus og et kranium. Ljudmila sagde: ”Det er lavet af plastik”, men Zoja sagde: ”Det er fra et lighus!”. Og jeg troede da naturligvis på Zoja, og alle troede på Zoja. Og når Ljudmila forlod klassen, rørte vi alle én efter én ved tænderne på kraniet. Og engang havde Dima Zeljonkin besluttet at forskrække os alle og havde puttet jord i kraniets øjne, og duksene vandede det så ved en fejl, og ud af de tomme øjenhuler voksede der så to små plantespirer. Ljudmila blev så overrasket.

Vi ventede alle til slutningen af timen og smilede drilsk til Ljudmila. I slutningen sagde hun altid:

- Lig kuglepennene på bordet!

For vi vidste jo alle, at man siger ”læg”. Mig havde bedstemor for eksempel lært det. Men der var ingen, der havde lært Ljudmila det, fordi hun kom fra en landsby, fra et lærerseminarium. Hun forstod ikke grunden til vores smil og blev urolig.

Bagefter havde vi idræt. Idrætstimen plagede mig altid. Jeg var langsom til løb.

I løb fik jeg altid 4 med pil nedad(2), men det var lige meget. Kæden fra mit kors kom nemlig altid frem i idrætstimen.

Engang spurgte Zoja Galkina mig:

- Hvad er det for en kæde, du har dinglende om halsen?

Og jeg svarede:

- Det er bare sådan en kæde. Til pynt.

Men da sagde hun til mig:

- Det er et lille kors, du har, jeg ved det.

- Nej, - sagde jeg, - på ære ...

Men hun sagde til mig:

- Vis det ...Jeg kan se på dine øjne, at det er et lille kors.

Så blev jeg bange for, at hun ville fortælle det til Ljudmila og til alle de andre.

- Du går måske selv med et lille kors, - sagde jeg, - men giver os andre skylden ...

Så, når vi havde idræt, tog jeg ubemærket korset af og gemte det i min strømpe. Men det var sådan, at i starten var det blåt, og da jeg begyndte at gemme det i strømpen, forsvandt malingen.

 

Om veteranerne sagde jeg til Zoja:

- Lad os gå hen til Apollonskij! Hvis han er så gammel, betyder det, at han var med i krigen.

 Zoja sagde:

- Ja, lad os det, men hvad, hvis han lyver.

 Men jeg sagde, at han ikke ville lyve, fordi alle veteraner har ordner. Vi beder ham bare om at vise os dem.

Gamle Apollonskij boede i stueetagen. Engang om vinteren så jeg, at han boede der. Han sad og pustede på vinduet: pust - pust, og så tørrede han det af med hånden, og så pustede han igen, indtil det blev klart. Han kiggede ud af den lille lysning, ud i gården. Og jeg råbte til ham: ”Go´dav, du gamle!”, men han pegede på sine ører, fordi han ikke kunne høre mig, så begyndte jeg at vinke, men så frøs vinduet til, og det blev svært at se den Gamle.

Jeg tænkte, at han måske ville jage os bort, fordi vi havde skræmt ham, men vi skræmte ham jo, fordi vi ville muntre ham op, det måtte han da kunne forstå.

Zoja Galkina løftede mig op til ringeklokken, og jeg var bange, indtil den Gamle åbnede for os. Men lige da han åbnede for os, kunne jeg ikke straks fortælle ham om veteranerne. Zoja og jeg trippede lidt, da vi ikke vidste, hvordan vi skulle begynde. Og den Gamle ventede. Så sagde jeg:

- Vi leder efter alle gamle mennesker for at hjælpe!

- Veteraner, - tilføjede Zoja stille.

- Ja, sagde jeg, - alle veteraner fra Tjeljuskingade . For at hjælpe ...

Den Gamle virrede med hovedet, og jeg ventede stadig på det tidspunkt, hvor han ville begynde at skælde os ud, men så så pludselig, at han var glad for os. Han tav og bevægede bare læberne, det var sådan, næsten som om han tænkte med en hvisken, før han kunne spørge os.

Zoja og jeg havde jo kun set ham på gaden, hjemme var han anderledes. Altså, han hostede, dunkede med stokken, han lugtede af medicin og af sild fra de dér flade dåser - alt var som det plejer. Men nu havde han ingen hue på, og hans hår var sådan - dunet, og skjorten var uden knapper, desuden stak kraven fra undertrøjen ud, og hjemmeskoene på hans fødder var af voksdug - for at de kunne lave en slæbelyd. Den gamle begyndte ikke at skælde os ud. Så sagde Zoja:

- Kan De komme hen til vores skole?

Og den Gamle sagde straks:

- Det kan jeg godt!

Men jeg blev nervøs, jeg begyndte at tænke: ”Hvordan kom Zoja til at sige sådan noget! Hvordan kan vi nu tjekke ham? Hvordan får vi spurgt om hans medaljer?” Men Zoja blev så glad for, at han ikke skældte os ud, og så fortsatte hun:

- Vil De også fortælle om Deres liv?

Og den Gamle sagde til hende:

- Det skal jeg nok, det skal jeg nok, - og han rystede på sit dunede hoved. Jeg stod og blev nervøs: vi må tjekke det for at undgå fejl. Jeg sagde til den Gamle:

- Det er svært at tro, at De har medaljer. De er alt for ung til at have været med i krigen!

Og Zoja nev mig lidt, altså, det er da klart. Den Gamle grinede pludselig og gik ind i et værelse. Jeg kunne høre, hvordan han slæbte med sine fødder, da han gik ude i gangen. Han kom tilbage med en brun jakke. Denne jakke raslede af medaljer. Vi blev forbavsede.

Zoja sagde:

- Er de alle fra krigen?

Den Gamle nikkede. Så rørte vi ved medaljerne, og Zoja kom spyt på én for at sikre sig. Zoja hviskede til mig: ”Han snød ikke. Han er ægte nok!”. Og den Gamle sagde, at han ville komme hen til os i skolen, og så ville han selvfølgelig komme med medaljerne på.

Zoja og jeg trådte ud på gaden og trak den kolde luft så dybt ind, at det gjorde ondt i lungerne for at få lugten af medicin og sild til at fordufte for altid. Jeg var så tilfreds, og Zoja var også tilfreds. Og pludselig fik vi øje på Kukla og Tobik. Jeg råbte straks:

- Kukla, kom her!

Og Zoja Galkina råbte:

- Kukla, på plads!

Kukla kastede sig hen mod os og logrede med halen. Den tænkte, at vi havde kaldt på den for at fodre den, men vi kaldte på den for at klappe den. Så løb den tilbage.

Zoja og jeg gav i det hele taget altid Kukla mad: Vi kom med kødpølse og suppeben. En gang gav jeg den også paté fra en sandwich, det var kvinden fra kirken, Lena, som kom med den. I starten gav vi den mad uden at stille betingelser, men så sagde Zoja:

- Lad os dressere den. Jeg har læst i en eller anden bog, at når man giver en hund mad, skal man give den forskellige ordrer, og så vil den gøre det som tak for mad, og derefter vænner den sig så til ordrer og begynder ubetinget at gøre alt.

Så begyndte Zoja og jeg at give Kukla pølse og råbte: ”Sit!”. Kukla begyndte rigtigt nok at sætte sig, for sådan var det også mere behageligt at spise. Zoja og jeg kaldte den Kukla, fordi blandt alle gadekrydsene i vores gård var dén den eneste skødehund.

Alle andre ordrer tog Kukla ikke til sig, men vi fortalte til alle, at vi var i gang med at dressere den, men ærligt talt gik det ikke så godt lige da, men den var dygtig, og vi ville snart få den lært at danse.

I det øjeblik kom Dima Zeljonkin cyklende på sin juniorcykel forbi os, han klemtede med cykelklokken. Kukla kastede sig gøende efter ham, og Tobik ligeså. Tobik var snavset, og pelsen hang i totter. Så råbte Zoja efter ham: ”På plads!”, men de kiggede ikke engang i retningen af os.

Om morgenen gik jeg i skole i mit vintertøj, selvom det var forår. Alle fra klassen havde i lang tid haft en let påklædning på, kun jeg fik ikke lov til det. Men jeg havde lyst. Jeg havde en lidt for stor frakke på, så derfor skulle jeg hele tiden stramme taljen ind for ikke at se tyk ud og så for skønhedens skyld. Og Dima Zeljonkin overhalede mig, raslende med sin lette jakke og råbte:

- Fryser du ikke, tyksak?

Og jeg råbte:

- Hvad med dig selv!

Og han sagde så til mig:

- Du skal nok komme til at betale i dag, tyksak!

Da han drejede omkring hjørnet, strammede jeg mit bælte endnu hårdere. Og jeg blev meget trist, ligesom de gamle på bænken uden ryglæn. Når jeg faldt i dybe tanker på gaden, begyndte jeg altid at bide lidt i min frakkekrave. Derfor var den fyldt med en masse små istapper om vinteren. Jeg standsede for at kigge på byggeriarbejderne og begyndte at tænke, men så kom en gammel kone fra vores hus gående forbi, hun gik næsten ikke, hun humpede. Og da hun fik øje på mig, sagde hun: - Og hvorfor står du midt på vejen?

Så tænkte jeg, at hun helt sikkert ikke havde været med i krigen, og hvis Zoja og jeg var kommet hen til hende, ville hun garanteret have løjet.

På Ljudmilas bord stod tre nelliker i et sylteglas.

Vi var netop i gang med at lære om myggenes anatomi i zoologitimen, da døren pludselig blev åbnet, og Gamle Apollonskij trådte ind, ligesom jeg - i vintertøj, bare med stok. Ljudmila sagde straks:

- Børn, hvis bedstefar er kommet?

Og jeg sagde til hende, at hun ikke skulle smide ham ud:

- Han er ikke nogens! Det er en veteran! Zoja Galkina og jeg fandt ham, sådan som De sagde:

- Børn, rejs jer!, råbte Ljudmila. - God dag, kammerat veteran!

Og jeg tænkte: ”Dette er kun begyndelsen! Nu viser han sine medaljer!”

- Ærede ... ah ... æh ..., sagde Ljudmila.

- Boris Anastasjevitj, sagde Gamle Apollonskij.

- Ja! Boris Anastasjevitj!, fortsatte Ljudmila. - I vores skole har vi for første gang dannet en studiegruppe. Kom op til tavlen. Lad bare alle børnene se Dem.

Gamle Apollonskij stod og tog sin frakke med persianerkrave af, og under frakken havde han et eller andet, der raslede. Alle begyndte at lytte efter, men Zoja og jeg vidste, at det var medaljerne.

Den Gamle gik hen til tavlen, han glimtede over det hele af medaljer, og han begyndte at se sig om og prøvede at få øje på os. Vi nikkede til ham.

- Vi leder efter alle veteranerne fra vores bydel, - sagde Ljudmila. - De er den første, vi har fundet frem til. Vi vil hjælpe alle de veteraner, vi finder, og De, Boris Anastasjevitj, vil være den første, vi vil hjælpe. Og nu, fortæl børnene om, hvordan De var med i krigen ... Stille, børn! Alle kigger på veteranen!

Og vil gloede alle på Apollonskij.

- Jeg deltog i krigen ..., begyndte han, - Jeg deltog i krigen for meget længe siden. Her er mine medaljer ... men så begyndte han at hoste.

Alle kunne se gennem hans tykke briller, at hans øjne blev røde. Alle i klassen begyndte at hviske, fordi den Gamle hostede længe. Han så, at vi hviskede, at han ikke var så interessant for os, og han blev nervøs og forsøgte at dæmpe hosten med sine ord. Ljudmila råbte til os:

- Stille, børn! Nu lytter I til Boris Anastasjevitj!

Så holdt vi op med at snakke og begyndte at lytte til hans hosten. Og Ljudmila råbte til os igen; hun råbte, fordi man ikke kunne høre noget for den Gamle:

- Zoja Galkina! Kom op til tavlen og hils på Boris Anastasjevitj! Hun tog de tre mørkerøde nelliker fra sylteglasset. Hos os var det altid sådan, at lige så snart man skulle møde nogen eller skælde nogen ud på pionermøderne, så var det Zoja, som skulle forberede talen. Og det var altid mig, som fik skæld ud på pionermøderne. Zoja stod ved tavlen mellem Gamle Apollonskij og mygge- planchen.

- Kære Boris Anastasjevitj! Femte b´s studiegruppe takker Dem hjerteligt for deres deltagelse i krigen og giver Dem disse blomster, - sagde Zoja, og hendes pionertørklæde glødede orangerødt.

Den gamle blev urolig og råbte, mens han hostede, om krigen og rakte hænderne ud mod de våde nelliker.

 

Zoja og jeg gik hjem. Hun drejede af ved børnehaven, det var kortere for hende, og jeg fortsatte som sædvanligt. Hen imod mig kom Dima Zeljonkin, Drossel og Sergej Sjadrin. Gutterne var alle et hoved mindre end jeg, men jeg var alligevel bange for dem. Dima Zeljonkin sagde:

- Vi står og venter på dig, din skyskraber. Er du på vej hjem?

- Ja, sagde jeg.

- Hjem til din bedste? spurgte Drossel.

- Det rager ikke dig, svarede jeg.

Så sagde Drossel til mig:

- Din bedste er noget tilbagestående.

- Vi har set jer følges ad i kirke.

- Jeg går ikke i kirke, sagde jeg.

Så sagde Dima Zeljonkin til mig:

- Hold op med at lyve, din tyksak, alle ved, at du har et kors om halsen.

- Det har jeg ikke, sagde jeg, - det er jer, der har det, og så giver I mig skylden.

 - Du lyver for meget, din tyksak. I idrætstimen kiggede vi i smug ind i jeres omklædningsrum, vi så alt, hvordan du listede til side og gemte dit kors i strømpen.

- Det er løgn det hele, sagde jeg, - det er ikke sket. Og jeg er slet ikke nogen tyksak. Og jeg har for resten et navn!

Jeg havde rigtig meget lyst til at gå hjem, men de slap mig ikke. Især Zeljonkin og Drossel, mens Sergej Sjadrin var mere stille og kiggede væk. Nok fordi jeg engang så ham og hans mor i kirken. Han stod foran mig, og jeg kiggede på hans nakke og hans tynde hals, og jeg sagde intet til ham, men han vidste, at jeg havde set ham, og han vidste, hvor vi befandt os.

Der var mange andre ting, de sagde til mig, men jeg vil ikke fortælle om det.

 

Jeg kom hjem og sagde til bedste:

- Du er noget tilbagestående ...

Hun kiggede overrasket på mig og sagde:

- Kom og spis. Din mor har ringet fra Moskva, men du var ikke hjemme. Hun vil ringe i aften.

Vi skulle have kogte kartofler med smør og klippet løg.

Jeg spurgte:

- Rejser vi til sommer?

- Vi rejser, sagde bedste.

Jeg spurgte:

- For altid?

Men hun svarede ikke.

Så gik jeg hen til Zoja. Jeg hørte allerede i opgangen, hvordan de råbte. Zoja råbte til ham:

- Far! Slå mig ikke!

Så ringede jeg hurtigt på døren, for at de skulle stoppe. Hendes far åbnede for mig. Han var helt bleg i ansigtet, næsten blå, med sjippetovet i hånden. Jeg var bange, men spurgte alligevel:

- Kommer Zoja ikke ud?

Han råbte ind i rummet et sted:

- Det er til dig!

Og så gik han.

Zoja kom hen til mig med tårer i øjnene, hun tog sine støvler med bamser på, og vi gik ud. Hun tudede hele vejen, og jeg tudede også, og så sagde jeg til hende:

- Lad os flygte til Moskva. Min mor er der. Hun er teaterskuespiller. Hun tager imod os.

Men Zoja sagde:

- Hvor får vi togbilletter fra?

I vores by, på Narymskajagaden, boede der nogle sigøjnere. Og jeg besluttede, at man kunne tage Kukla med og sammen med sigøjnerne tage til Moskva uden billetter. Undervejs ville Kukla danse, og sigøjnerne ville sælge læbestifter og spå i kort. Det ville være godt at tage Gamle Apollonskij med. Han kunne fortælle om krigen, og derefter ville vi sammen med mor og Gamle Apollonskij hente bedste ... Zoja var enig med mig, men på Narymskajagaden fandt vi ikke én eneste sigøjner, og derfor gik vi direkte hen til banegården. Kukla gik ikke med os ...

På banegården var der mennesker med kufferter og trækvogne, og gamle kvinder solgte bundter med mælkebøtter - 20 kopek stykket, men Zoja og jeg havde ikke brug for dem, dem kunne vi selv plukke. Og sigøjnerne befandt sig for enden af banegården henne ved lokomotivet. De sad på asfalten og råbte, og sigøjnerungerne løb barfodede rundt, de rullede skodder i fingrene og bad alle om fem kopek. Vi havde ingen penge, og sigøjnerne jagede os hurtigt bort. Og Zoja og jeg stod alene på perronen, og forbi os kørte togene til Moskva.

 

Jeg kom hjem om aftenen, det var allerede blevet mørkt. Bedstemor skældte mig ikke ud.

Hun havde stegt kartofler fra frokosten, og til teen tog hun et stykke chokolade frem. Jeg blev overrasket ... Pludselig ringede telefonen. Jeg forstod med det samme, at det var mor. Der er altid lange ringetoner fra Moskva. Jeg råbte ind i røret:

- Moar! Tager du os ikke hjem til dig?

Men jeg fik aldrig at vide, hvad hun svarede: Det var meget svært at høre noget, og så kom de lange toner, og hun ringede ikke igen.

 


Zoja og jeg gik hen til den Gamle for at hjælpe ham for første gang. Efter at have været ude lugtede hans lejlighed surt. Ved siden af vinduet stod et lakeret bord med pletter fra noget varmt. Han havde ingen voksdug på bordet, og på en avis stod der en dåse med fiskehoveder og et glas med te på bunden.

- Vi er kommet for at hjælpe, som vi har lovet, sagde Zoja.

Dengang troede vi, at de gamle virkelig havde brug for vores hjælp, vi troede at hjælpe - betød at læse avisen højt.

Den Gamle var meget glad for at se os. I den ene hånd holdt han en ske med rester af kvark, i den anden hånd - en lille åbnet smøreost.

- Alle gamle har brug for hjælp, sagde jeg, - især veteraner.

En sådan tåbelighed ville jeg normalt aldrig sige, men jeg skulle sige noget, og jeg var genert. Det var ikke ligesom ”Go´dav, du gamle!” på gaden.

Den gamle var streng over for os. Han gav os fisk med vådt kvark og te og forbød os at snakke, mens vi spiste. Men jeg råbte alligevel:

- Bedstefar, fortæl os om krigen!

Og Zoja råbte, at han ikke var bedstefar til mig, han var Boris Anastasjevitj. Og den Gamle råbte, at alle samtaler foregår efter maden. Jeg vidste i det hele taget ikke, hvorfor vi råbte til ham. Den Gamle havde en god hørelse.

Han sad i lænestolen under et tæppe. Under et sådant groft, stikkende tæppe. Zoja hviskede til mig: ”Så, nu har vi spist, lad os nu komme i gang med at hjælpe!” Jeg sagde: ”Lad os det!”, og vi åbnede vore skoletasker og larmede med aviserne. Bag efter begyndte Zoja at råbe overskrifterne højt, og jeg begyndte at kigge på den Gamles briller: Han tog dem af og lagde dem på bordet. Blandt alle briller kan jeg altid genkende gamle menneskers briller, de har altid tykke brillestel, og glassene for oven er altid smurt ind i noget klistret, og den ene brillestang er i stykker, og den hænger i en tynd metaltråd eller i en sytråd. Jeg kiggede gennem hans brilleglas, og avisens bogstaver voksede ...

Jeg afbrød Zojas oplæsning:

- Og fortæl om Deres medaljer.

Den Gamle sagde:

- Jeg har et ar i ansigtet ...

 Så gik Zoja og jeg hen for at kigge, vi kunne dårligt nok se dette ar. Det forsvandt i ansigtets rynker.

- Det er utydeligt, sagde vi.

- Det er tydeligt! - svarede den Gamle - og tidligere var det endnu tydeligere. Det er fra krigen. Jeg stod vagt, jeg var lidt ældre end jer, og pludselig faldt jeg i søvn. Men om aftenen kom en oberst på besøg. Han så mig og råbte: ”Rejs Dem op!” Jeg sprang op, og hvad der var galt, forstod jeg ikke. Jeg ville bare sove. Så tog han sin sabel frem og slog mig med den, men ikke hårdt, ikke for at dræbe. ”Dette for du ikke skal sove på din vagt”, sagde han. Den Gamle grinede, da han mindedes obersten, men derefter hostede han og stampede med foden. Og vi smilede også, af høflighed.

Jeg mindedes, at Zoja sagde til mig, at den Gamle ofte havde grædt, og jeg tænkte meget over hvorfor. ”Måske fordi at krigen er slut , besluttede jeg, og for at alt er blevet uinteressant for ham”. Men den Gamle græd af en anden grund. Vi fik grunden til det at vide. Det var ikke krigen. Nøglen drejede i låsen, den Gamle tog sine briller på og trak tæppet op omkring sig, og hvis vi ikke havde været der, ville han måske have trukket tæppet op over hovedet. Zoja og jeg hørte kort en raslen i nøglehullet, vi ventede. Hvem ville komme ind? Vi hørte, hvordan gulvet i entreen knirkede under tunge skridt, den Gamles gulvbrædder var løse; vi hørte den samme hosten, som Gamle Apollonskij havde, bare lidt yngre. Det var hans søn, der kom. Gamle Apollonskijs søn - Apollonskij junior. I krøllet jakke og filtstøvler. De var gennemblødte af søle. Han satte pletter overalt ... Hans ansigt var som et stykke papir, der var opløst af regnen, ligesom Gamle Apollonskijs, kun var hans rynker anderledes. Zoja og jeg sagde:

- Go´dav!

Og han sagde til den Gamle:

- Giv mig nogen penge!

Han så os ikke engang. Han skubbede dåsen med sildehoveder ned fra bordet, og olien strømmede ud på avisen. Han åbnede skuffen under bordet, og Zoja og jeg ventede på, hvad den Gamle ville sige, men den Gamle tav, og da sønnen havde åbnet skuffen under bordet, så jeg, at hans hænder rystede meget, og jeg tænkte, at han skammede sig. Han lugtede af noget sødt og ubehageligt. Han trådte i oliepølen og på sildehovederne med sine filtstøvler. Hans øjne var nøjagtig som sildenes, og jeg tænkte, at han ville plette endnu mere. Han råbte underligt utydeligt til den Gamle og havde en sjov måde at udtale ordene på:

- Hvor er pengene? Hvor ligger de?

Og den Gamle sagde, at der ingen penge var. Han var så bange. Og han havde et dækketøjsskab, i det bag ved glasset stod der nogle fotografier, hvor han bar sine medaljer, og der lå nogle stykker sæbe i smukke æsker. Det var meget dyre sæber. Jeg kender den slags. Og det var tydeligt, at de lå der, fordi han var stolt af dem. Og ham, hans søn, åbnede dækketøjsskabet med en sådan kraft, at glassene klirrede, og fotografierne faldt ned på gulvet, men heller ikke det så han. Han trådte på det ene med sine gennemblødte filtstøvler, og det klistrede til hans sål, og man kunne se halvdelen af den Gamles ansigt og skulderen, og så kom filtstøvlen. Zoja og jeg forstod, at sådan skulle det ikke være, men vi vidste ikke, hvordan vi skulle sige det til den Gamle.

- Hvor er pengene? råbte han, hans søn, og begyndte at kaste sæbestykkerne ned på gulvet. Og Gamle Apollonskij sad tavs i sin lænestol og så hverken på os eller på sønnen. Han sad og lod, som om han læste i sin avis, og på hans brilleglas samledes der tårer.

Og pludselig råbte Zoja:

- Så ka´ det være nok!

Men det var ikke til at forstå, hvem hun råbte til, om det var til sønnen eller til den Gamle, hun råbte, for at han skulle sige noget.

Og jeg råbte:

- I burde skamme jer! Men det var altså kun til sønnen.

Men han hørte os heller ikke denne gang, det var, som om vi ikke var i rummet.

- Jeg taler til Dem, sagde Zoja.

Så kiggede han sløret på hende og svarede:

- Jeg ka´ mase dig, din snotunge!

- Det gør ikke noget, sagde Zoja, - min far slår endnu hårdere!

Og jeg tilføjede:

- Hun er ikke nogen snotunge! Og hvis De maser hende, så kommer De i fængsel.

Og så råbte Zoja til ham:

- Det er ikke pænt, at komme hen til et ældre menneske og smide rundt med alle hans ting!

Og jeg begyndte at bide negle.

Og så sagde Gamle Apollonskij:

- Sådan gør han altid. Han tager hele min pension - til sidste kopek, og der slet ikke noget tilbage til mig ...Af og til vil jeg så gerne ...

Så råbte hans søn til ham:

- Lad nu være med at blande dig, din olding! Vi finder ud af det uden dig!

Så sagde Zoja:

- Vi har taget den Gamle under vore vinger! Han kan ikke give Dem penge! Hans pension er brugt ... i dag ...

- Ja, sagde jeg, - jeg så også, hvordan hans pension blev brugt.

Gamle Apollonskij nikkede, det var blevet ham forbudt at deltage i samtalen.

- Hold nu op med at lyve, sagde hans søn til os, - han modtager altid sin pension sidst på

måneden. Og hvad har vi i dag? ... Det er sidst på måneden!

Og derefter begyndte han at mumle et eller andet usammenhængende, men det kunne vi ikke finde rundt i.

- Det er lige meget, sagde Zoja, - vi giver Dem ikke lov til at være fræk over for ham!

Så begyndte han at trampe rundt fra det ene ben til det andet, og jeg kunne slet ikke lide, at han havde fotografiet under sin sål. Han kiggede sløret på os, han forstod muligvis slet ikke alt, hvad vi råbte til ham. Zoja nåede ham til albuen, og han kiggede ned på hende og kneb sine øjne sammen, som om hun var så lillebitte, at han ikke kunne få øje på hende.

- De skal gå! råbte jeg med forurettet stemme. - De har ... Og så så jeg igen halvdelen af den Gamles ansigt under filtstøvlen, - De har plettet nok her!

Og så blev Zoja helt overmodig: Hun begyndte at skubbe ham ganske forsigtigt, hun viftede sådan let med armene med de hvide skolemanchetter og hurtigt - hurtigt mumlede hun: ”Gå De så - gå!” Først kunne jeg ikke høre, hvad hun mumlede. Hendes manchetter for så hurtigt op og ned, som fløj der dun fra en pude. Jeg begyndte også, ligesom Zoja, at vifte med mine manchetter og mumlede, sådan som hun. Og Gamle Apollonskijs søn gik først baglæns, og så standsede han og råbte til os:

- Hvad står I og basker for - ligesom to høns? Jeg er jo kommet hen til min far og ikke til jer! Jeg bor her, for øvrigt! Jeg har måske slet ikke brug for den pension!

Men vi stod fast. Så kiggede han hen mod den Gamle, om han ville forsvare ham, men den Gamle gjorde som os, han baskede med armene og begyndte at sige: ”Gå De så - gå!” Zoja signalerede til ham, at han skulle tie stille. Og sønnen begyndte at gynge kraftigt af vore skub, og han sagde til den Gamle:

- Ja, jeg går selv, din gamle partisan!

 Alt i alt: han tog af sted, og idet han gik ud i entreen, klistrede fotografiet under hans sål sig fast til gulvet for hvert skridt, han tog, og så blev det revet af med et svup.

Så samlede vi hurtigt alle sæbestykkerne op og stillede dem smukt tilbage i dækketøjsskabet: De grønne æsker ved de hvide, de gule ved de lyserøde, og ved siden af stillede vi fotografierne. Men det muntrede ikke den Gamle op.

- Han tager altid mine penge fra mig, sagde den Gamle til os, - det er første gang, han ikke fik dem ... Ellers er det altid sådan, at lige så snart jeg modtager min pension, kommer han og tager alt - lige til sidste kopek. Jeg køber aldrig noget til mig selv, kun brød og kvark. Og så køber jeg de her, og han pegede på en-rubels sæberne i dækketøjsskabet, - jeg køber dem, fordi de er smukke, jeg elsker alt, der er smukt ... Men han, han drikker det hele op! Han kom, smed det hele på gulvet, satte pletter overalt ... Jeg havde lagt noget til side til min begravelse et sted. Jeg havde tænkt, at jeg ikke ville fortælle det til nogen, men så fandt han dem og tog det hele med sig - alt til sidste kopek. Jeg sagde til ham: ”Lad nu være! Jeg har brug for det hele” Men han sagde til mig: ”Dig, din olding, begraver staten gratis!” Men hvem begraver mig uden penge. Jeg har skaffet mig en ny skjorte og alt sådan noget ... men jeg er bange for, at min søn skal finde det og tage det med sig for at drikke det op! Og hvad skal jeg så gøre, når jeg dør, skal jeg ligge i alt mit gamle tøj? ... - og hans tårer trillede ned og ud under hans plastikbrillestel, og dråberne hang på hans hage ...

 

Det var Forældrenes Lørdag(3). Kvinden Lena sagde til min bedstemor, at alle tog direkte fra kirken til kirkegården. Bedstemor og jeg ville også gøre det, men jeg vidste ikke, hvem vi skulle besøge. Det viste sig, at det var bedstemors mor. Hun døde under krigen. Tante Toma bad os om at tage hende med. Hun kom hen til os klokken seks om morgenen med hvide og blå syrener. Hun kom tit hen til os med sin datter Alla. Alla var køn, men tavs. De kiggede begge på mig ved at knibe øjnene sammen, og tante sagde til bedstemor: ”Vokser hun stadig, den lille Olga?” Og bedstemor sagde, at i dag er alle høje, og tante Toma sagde, alle og alle, men Alla var ikke sådan ...

Tante Tomas ben var dårlige, så når hun kom hen til bedstemor, strakte hun dem ud på en taburet og lagde en forbinding om dem. Hun havde bind - flere hundrede meter. En gang så jeg, hvordan tante Toma lagde en forbinding, og så sagde jeg: ”De, tante Toma har brug for et par bukser!” ”Jeg, det ved jeg godt selv”, - sagde tante Toma. Så sagde bedstemor: ”Gå ind på dit værelse!”

 Jeg gik og begyndte at tænke på, hvorfor tante Toma kneb øjnene sammen, men så kom Alla ind til mig og sagde: ”Mor tørrer sine bind på jeres radiator ... De sagde til mig, at jeg skulle gå ind til dig!” Vi sad og tav. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle snakke med hende om, så besluttede jeg at fortælle hende om min mor:

- Hun er i Moskva - hun er skuespiller! Hun elsker mig meget højt og sender mig altid pakker! Se, for nylig var det støvler, hun sendte, gummistøvler med bamser på og en kjole - helt ned til gulvet ... Hun ringer hver dag, og bedstemor og jeg rejser snart hen til hende for altid! Allerede sidste vinter var vi hos hende, vi var inde og se Kreml. Hun kan se Kreml hver dag ...

Og jeg troede, at vi så skulle diskutere hende - eller i det mindste Kreml, men Alla sagde ingenting. Så kom jeg i tanke om en bog om samtaler. Deri stod: at hvis samtalepartneren taler modvilligt med Dem, eller i det hele taget trækker sig ind i sig selv og ikke svarer på Deres spørgsmål, så betyder det, at han ikke er interesseret i samtalen; prøv da at gøre ham interesseret. Tal så meget som muligt om ham selv. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige om Alla, så jeg besluttede mig til at synge for hende, noget Zoja havde lært mig for længe siden:

I en by der var et par:

Tolv børn: en mor - en far,

De havde en datter - Alla,

Og kønnest var hun af dem alle!


Jeg forsøgte at synge ordet ”kønnest” særligt tydeligt for at gøre Alla interesseret, men Alla tav alligevel og kneb øjnene sammen.

 

Og vi tog sporvognen gennem hele byen ud til kirkegården. Og vi kørte gennem så smalle gader, at bladene rørte sporvognens vinduer på begge sider, og på min side stod vinduet netop åbent, og et blad - ups! - ramte mig i ansigtet, og jeg rev det af. Det var sådan et stort et med hul fra insekter, og jeg begyndte at kigge gennem hullet på tante Tomas ben. Tante Toma kiggede træt på mig, og Alla stod dér og lod sine øjenvipper synke ned i syrenerne. Så kom stoppestedet ”Zoo”, der lugtede altid af forskellige dyr, og jeg kiggede på bedstemor: måske ville tante Toma stå af bussen, bare fordi hun havde boet her før, men bedstemor kiggede til siden.

Ved kirkegården var der en muret væg, og bag ved den begyndte de døde. Og lige ved væggen sad nogle gamle koner og solgte syrener og kornblomster af pap på ståltråd, og de forekom mig smukkere end de ægte. Og den ene af de gamle koner viftede myggene væk med en papirkornblomst, men hun så ikke humlebien, og så satte den sig på hendes ansigt - helt velouragtig.

- Jeg kan ikke huske, Toma, hvor hun ligger, - sagde bedstemor, - tidligere besøgte jeg hende ofte, men - muligvis - findes gravstedet ikke længere, måske er der kun en lille forhøjning tilbage.

Og tante Toma sagde, at der, hvor de engang for længe siden havde gået, var der et birketræ med røde hak, men hvordan skulle man kunne finde det, kirkegården er jo meget stor.

- Større end vores by, - sagde jeg, men heldigvis hørte ingen det.

Og der var en allé, sådan en hel vej med mindesmærker af marmor, de stod der som en lige kolonne - helte-piloter, kosmonauter; fra dem løb der stier ud til alle sider.

Vi skulle ind på en sti. Og da alle disse mindesmærker var bag os, kom der jernstakitter, og bedstemor sagde til mig, at jeg skulle se mig for, så jeg ikke snublede. Jeg begyndte at kigge ned i græsset, der kunne man møde gråbrune birkeblade, stadigvæk, fra sidste forår, og pludselig så jeg et grønt plastikblad, som tilfældigt var faldet af en krans. Og så var der mange myg, de satte sig direkte på ansigtet, og Alla piskede dovent på kinden med en syrenkvist. Og bedstemor tog eau de colognen ”Gvozdika”(4) frem og beordrede alle til at smøre deres ben ind i den, selv tante Toma smurte sine bind ind i det.

Og vi var allerede kommet langt, og da jeg så mig tilbage, så jeg kun birketræer og kors og ikke marmormindesmærkerne langs med vejen. Og vi kunne endog se borde og bænke bag stakitterne, og på bordene lå der altid honningkager og brød til fuglene og til de fattige. Tante Toma satte sig altid på hvert eneste bord og smurte sine indbundne ben med eau de colognen ”Gvozdika”, og alle hendes bind blev våde, og hun tog honningkagerne fra bordene. Så sagde bedstemor til hende:

- Du Toma, kan du ikke lade være med at sætte dig på de andres!

 Men tante Toma sagde, at honningkagerne var til alle. Og bedstemor kiggede på den tomme flakon med eau de cologne og sagde:

- Du Toma, spild nu ikke eau de colognen til ingen nytte. En myg kan nu engang ikke bide igennem et bind!

Så fortalte tante Toma os om, hvordan en kvinde var gået ind på en kirkegård sammen med en mand, og han havde revet hendes guldtand ud og havde taget en ring af hende finger. Men jeg betragtede nøje fotografierne på gravstenene, og de var næsten alle sammen slidte, fordi det var meget gamle gravsten, og dengang fandtes der ikke fotografier - kun daguerreotypier. Derfor var der kun en skygge af ansigterne tilbage. Sådan gik jeg og kiggede til siderne, og pludselig så jeg et birketræ med tre røde hak, og fra dets blade hang der et bånd med solbleget guld: ”Til evig minde ... fra ...”

Jeg råbte:

- Bedstemor, kom her!

Og jeg tog ikke fejl.

 

Og på Forældrenes Lørdag spiste vi fisk derhjemme, og jeg kom i tanke om, at vi også spiste fisk sammen med den Gamle, og det forekom mig, at det betød noget, men jeg kunne bare ikke udtrykke det i ord.


En gang kom jeg ud i gården - for at hilse på de gamle. De sad alle sammen rundt om Gamle Apollonskij og talte om, at kisterne var blevet dyrere. Og da jeg kom nærmere, blev de alle stille og begyndte at kigge på mig, og så kunne jeg se, at alles frakker var knappet op, som på grund af hede, sådan lidt skødesløst, og under alles frakker var der brune jakker med medaljer. Og jeg forstod alt med det samme, men tænkte: ”De har, selvfølgelig, alle været med i krigen, men vi havde allerede Gamle Apollonskij, og det betød, at vi ikke havde brug for de andre gamle” - derfor kiggede jeg på deres medaljer, men sagde ikke noget.

Vi nærmede os 9. maj - den Gamles festdag. Vi repeterede digte og sange om krigen efter timerne. Det var så varmt, at vore pionertørklæder glødede, og de brændte gennem uniformerne. Zoja og jeg havde smøget ærmerne op. Vi sang i pionertørklædernes stråleglans om barndommen og om freden, og vi kunne ikke forstå, hvorfor Ljudmila smilede så bevæget til os. Vi smilede fornærmet tilbage.

Vi besøgte Gamle Apollonskij, og vi havde efterhånden vænnet os til lugten af sild og medicin. Vi købte den mad, han bad os om, mælk og brød, for de penge, der blev gemt for sønnen, vi tørrede støv af bordet, og vi roste de små stykker sæbe i dækketøjsskabet for den gode duft og det farverige indpakningspapir. Vi maste os - en ti til femten pionerer - ind i hans værelse, vi stillede os i en rundkreds og bad ham om at gentage historien om hans ar. Vi råbte avisoverskrifterne én efter én til ham. Jeg råbte for eksempel:

- ”Vi vil høres”.

Og den Gamle - til mig:

- Og hvad så?

Og jeg - til ham:

- Det, der kommer, står med småt. Skal jeg læse det?

Og han - til mig:

- Det med småt behøver du ikke! Det kan du ikke tyde!

Han rettede på sine briller.

Den Gamle sagde til os, at han snart skulle dø, men han havde ingen penge, og det ville være rart, hvis begravelsen ville blive på statens regning, og vi råbte:

- De skal nok leve meget længe endnu!

Vi spurgte den Gamle om krigen, og han os om skolen. Om krigen fortalte han næsten intet, mest om sønnen ...

En gang rakte han mig et postkort; der var gnister fra fyrværkeri med Kreml som baggrund. Jeg sagde til den Gamle og til alle:

- Jeg skal rejse dertil!

Men den Gamle sagde:

- Det er Kreml!

Han troede vist ikke på det. Så begyndte jeg at læse:

- ”Ærede Boris Anastasjevitj! Hjerteligt tillykke med Befrielsesdagen og med forårets komme! Vi ønsker Dem et godt helbred og alt det bedste! Gid De må leve, til De bliver 100 år - uden bekymringer!

Lad ej dine veje krydse

Bekymringerne ej kyse!

Lad ikke sorg og ulykke krydse dine veje

Lad glæde og lykke i livet blive!

Vi er glade - at du er i live!

Pjotr og Vasilij Tisjkovy, fra Vjatka.”


Det var fra hans krigskammerater, tilføjede jeg.

Den Gamle nikkede. Han græd ikke længere i vores nærvær.

 

Og så kom foråret for alvor, uden nogen sne. Zoja havde lærredsnederdel og lodne strømper på, men jeg havde en tyk flonelskjole og mamelukker på. Hjemme havde jeg sagt:

- Jeg vil ikke have de mamelukker på!

Bedstemor sagde:

- Det vil du! De er kinesiske, af bomuld! Der står ”Venskab” på dem, og der er to ringe, desuden har jeg ikke lyst til, at du bliver forkølet dernede!


Jeg vågnede meget tidligt og gik ud på balkonen. Jeg kiggede ned fra fjerde sal, men gården kunne man slet ikke se. Blot et hav af grønne blade, hvor vrangen blev vendt ud af vinden, og så lyste de. Jeg kunne kun høre, at der i gården lød en knagen af grene. Det betød, at syrenerne blomstrede, og at Drossel og Dima Zeljonkin knækkede dem, fordi Ljudmila havde sagt, at det at knække grene af syrenen var godt for syrener.

Om natten havde jeg mareridt: Det var, som om det igen var Forældrenes Lørdag, og jeg var blevet væk ved kirkegårdsmuren, og så gik jeg langs med muren og spurgte alle, hvor er bedstemor og tante Toma? Og ingen vidste det. De gamle koner ved muren med deres papirkornblomster vidste det heller ikke. Jeg gik og stirrede på deres ansigter, og de gav mig igen og igen papirblomster, og pludselig lagde den ene af dem en levende syrengren i min hånd. Jeg så på hendes ansigt - og hun var død, og bag hende sad alle de gamle koner døde med levende blomster i hænderne, og alle de levende gamle koner sad på den anden side med de kunstige kornblomster. Så råbte jeg: ”Lad alt blive levende! Og gid alt dødt ikke fandtes!” Og på murstensvæggen stod der skrevet på et sort bånd: ”Til evigt ...minde fra ...” Og ligeså snart jeg havde læst dette, blev alle de gamle koner - både de døde og de levende - til syrenbuske ...

Normalt har jeg ikke mareridt. Jeg beder altid om aftenen for ikke at drømme sådan noget. Jeg husker kun, at for lang tid siden, da jeg var fire år, havde jeg set en kæmpestor kniv med et plastikhåndtag i køkkenet. Det var grønt med hvide pletter. Bedstemor skar kød med denne kniv, og på bladet var der stadig blod. Jeg løb ind i på mit værelse og gemte mig under bordet. Om natten drømte jeg om denne kniv, og det var, som om nogle mennesker løb efter mig med den.

 Hele morgenen havde jeg lyst til syrener - de blå og de hvide.

 

Jeg gik i skole, på gangen stødte jeg ind i Ljudmila. Hun havde en hvid bluse på, og gennem den skinnede en bh med røde prikker. Da de andre fra klassen så det, revnede de af grin, lige dér på gangen. Og Ljudmila hørte det og blev genert over at træde ind i klassen. Hun vendte sig om mod vinduet på gangen, og der var allerede gået fem minutter af timen. Så begyndte alle fra klassen at løbe ud på gangen én efter én og spørge:

- Ljudmila Kirillovna! Fortæl os om biernes anatomi!

Og så gloede de på bh-en.

Ingen havde medlidenhed med hende, for hun var så tynd og rødhåret, og hendes bh havde røde prikker ...

 

Og da maj måned gik mod hæld, holdt vi op med at besøge den Gamle, fordi det blev varmt. Ind imellem bragte vi mælk, men kom ikke ind i lejligheden og rakte den ind over dørtrinet. Den Gamle sagde til os: ”Ingen kommer og besøger mig, heller ikke min søn ...”, og så sagde han, at han havde fået en pensionsforhøjelse på 10 rubler ... Jeg husker, at om vinteren fik jeg altid mælk - gennemsigtig med en blå kant, som afsatte en rand i koppen, og nu var mælken tyk ...

Zoja og jeg hoppede ofte i elastik i gården. Gamle Apollonskij kom ikke ud i gården for at sidde sammen med de gamle, derfor var det ikke sjovt at hilse. Zoja og jeg hoppede i elastik under hans vinduer. Vi havde også Tanja Afonasik med. Den tykke. Hun var et år yngre end os. Når hun hoppede, rystede hendes ben. Jeg lagde ikke mærke til det i starten, Zoja fortalte mig om det. Jeg troede hende ikke, men så sagde hun:

- Lad hende nu være med. Hendes ben ryster af hoppene. Det vil du få at se.

Tanja Afonasik var netop i gang med at hoppe, hun trampede med sine sko, så signalerede Zoja til mig med øjnene, for at jeg skulle kigge, men jeg havde andet at tage mig af. Jeg tænkte sørgmodigt, at nu blev det min tur til at hoppe, og hvordan skulle jeg kunne hoppe, når jeg havde de gule mamelukker med tykke elastikker på. Da det blev min tur, begyndte jeg at hoppe, og jeg strammede min nederdel ind omkring mine knæ, for at Zoja og Tanja ikke skulle give sig til at grine, og så sagde Zoja til mig:

- Olga, Olga, hvad er det, har du mamelukker på?

Jeg skulle lige til at svare: nej, men pludselig vendte jeg mig om. Ved vinduet stod Gamle Apollonskij og kiggede på, hvordan vi hoppede. Han så, at jeg kiggede på ham, og han begyndte at ryste på hovedet og rakte hen mod vinduesrammen for at åbne.

Jeg råbte:

- Go´dav, du gamle!

Men han begyndte, som før, at pege på sine ører, at han ikke kunne høre, og åbnede vinduet med et brag. Han råbte til mig:

- Hvad sagde du?

- Go´dav, du gamle!

- Nå, sagde han, og jeg så altså på jer, og kunne se, at I talte til mig, men kunne ikke høre noget.

- Vi sagde ikke noget til Dem, sagde jeg. - Vi hoppede bare. Det var noget, De troede!

Den Gamle sagde så til os, at ingen besøgte ham, og at han snart skulle dø, og at han nok ikke ville blive begravet på statens regning. Vi tav som svar. Den gang kunne vi ikke lyve om, at vi ikke ville komme på besøg. Den Gamle vidste ikke, hvad han ellers skulle sige til os, og derfor begyndte vi at hoppe videre.

 

Min bedstemor havde engang købt kartofler ved stoppestedet ”Zoo”. Det var sådan nogle sorte med jordklumper på. Hun sad i køkkenet og gjorde dem rene, og hendes hænder blev helt sorte, og kartoflerne, som blev helt hvide, smed hun ned i vandet. Hun sagde til mig:

- Dér i tasken ... Jeg har købt to abrikoser til dig.

Jeg tog dem fra tasken - de lå i en plasticpose, og til den klistrede der lidt jord ... Der var to af dem. To gule, porøse abrikoser, og hver af dem - to halvdele. Den ene havde en lyserød side - lidt mast, sådan, at den ene halvdel var gledet lidt ud til siden, den anden mere fast, med brune prikker på. Jeg spiste dem begge to. Med grådighed. Jeg slikkede endda de let bitre sten, og derefter tørrede jeg mine hænder af på klinkerne i køkkenet. Bag efter så bedstemor de gule mærker på væggen, og hun skældte mig meget ud. Denne abrikosduft trængte sig ind i mine fingre, og bedstemor sagde til mig:

- I juni tager vi sydpå. Til Sotji. Der er der mange af dem.

Jeg begyndte nu at vente på, at det skulle blive juni. Jeg sagde dog ikke noget til Zoja.

 

Jeg kan godt huske den dag. Det var en hed majdag. De sidste dage før juni. Zoja og jeg knækkede nogle syrener af i gården og bragte en buket hjem hver. Vi fik skældud. De truede os med at straffe os. Min bedstemor satte de blå grene i et syltetøjsglas med vand - i køkkenet - i vindueskarmen - hen til abrikosstenene og løgene i syltetøjsglassene.

Zoja sagde til mig:

- Nu kører de med den Gamle, og så pegede hun på en bus ved indgangen.

- Hvem?

 - Altså vores ... Apollonskij ...

- Kører, hvorhen? - spurgte jeg og tænkte straks, at det var sydpå. - Og jeg skal til Sotji i juni. Der er meget af alt ...

- Skal du så ikke længere til Moskva?

- Også til Moskva, senere ...

- Nu, nu kommer de med ham, sagde Zoja.

- Kommer med hvem? Spurgte jeg.

- Hvem, hvem! Vores Gamle, altså! Forstår du? Apollonskij! Han er død for nylig ... Har du ikke lyst til at se det tættere på.

Jeg troede ikke på det i starten, men vi løb ned til den lille bus ved indgangen. Jeg kiggede ind: Dér stod en krans af papirblomster, det lugtede af hede og af syrener. Da stod det hele klart for mig. Så blev indgangsdøren åbnet, og to små mænd i habitter bar den gamle ud i en kiste. Jeg kneb mine øjne lidt sammen for bedre at overskue, hvilken af dem der var hans søn, men ingen af dem lignede sønnen, ikke engang tilnærmelsesvis. Jeg ville gerne, at alt skulle være som den Gamle havde drømt om, og jeg besluttede at undersøge det. Jeg spurgte dem, som bar kisten ud, om det var på statens regning, Gamle Apollonskij blev begravet. Men de jog Zoja og mig væk og råbte, at vi ingen samvittighed havde. Og vi blev meget bange. Og da de bar den Gamle tæt forbi os, så så jeg, at han slet ikke var forandret, kun hans øjne var lukkede, og at han ingen briller havde på. Og derefter kom de gamle i habitterne ud af indgangen. Men ikke dem, der sad på bænken, nogle andre, dem her kendte jeg ikke. De bar den Gamles medaljer på små puder. Selv den medalje, som Zoja havde vædet med spyt. Den lå også på en pude. Og så kom musikerne ud og folk med syrener. Der var ikke andre blomster. Kun syrener. De voksede på det tidspunkt overalt. Og alle knækkede grene af dem. De voksede den gang overalt, tog du blot én gren og endnu én og en helt tredje - så var der helt sikkert syrener. De fyldte hele den ophedede bus, og der var slet ikke plads til alle de mennesker med syrener. Og musikerne var der heller ikke plads til. Men man kunne alligevel se den Gamle under låget, derfor havde man jo ikke lyst til at græde. Og de gamle lagde puderne med medaljerne på deres knæ, som om det var deres medaljer. Og da bussen langsomt begyndte at køre, fulgte musikerne langsomt efter, de spillede langsomt, menneskene med syrenerne fulgte langsomt efter, imens tabte de nogle af syrenerne.

Jeg var stadig bange, jeg spurgte Zoja:

- Hvordan bliver han så begravet? Bliver det så på statens regning?

- Ja, sagde Zoja, også bange, - det bliver vi nødt til at undersøge!

Og så sagde hun:

- Der var mange blomster!

Og vi gik sammen, vi samlede syrener op fra maj-støvet ...

 

6 april - 31 maj 1992.


1) Fra samlingen ”De gamle koners fest ved havet”, 1998, OCR: Nikita 791, www.lib.ru/NEWPROSA/SADUR_E/s1.txt, printet juni 2005

2) Karakterskalaen i Sovjetunionen gik fra 1 til 5, hvor 5 var højeste karakter.

3) Roditelskaja Subbota: Iflg. Russisk ortodoks religion ærer man sine forældre før alle helligdage ved at aflægge besøg på deres gravsteder.

4) Navnet ”Gvozdika” betyder Nellike, hvilket var proletariatets blomst. Denne eau de Cologne er kendt af enhver sovjetborger og blev brugt til andet end parfume. 

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD