dotcomwebdesign.com
Velkommen > Oversat litteratur > Oversættelser udgivet på russisklitteratur.dk > Jekaterina Sadur: Drengen med tændstikkerne

Jekaterina Sadur: Drengen med tændstikkerne

Oversat af Jevgenia Karg og Else-Marie Vig 1)


 Vi vidste ikke, at vi var onde, og hvis nogen havde sagt det til os, var der ikke én af os, der ikke samtykkende havde slået en latter op: ”Ja, jeg er ond. Og hvad så?” Omvendt kunne vi entusiastisk have forsøgt at påvise: ”Jeg er god, fordi ...”, men vi ville ikke være i stand til at sige hvorfor.

 Vi hadede drenge. De ældste var vi afsindigt bange for: De kunne indhente os i to spring og slog os så gule og blå. De små pinte og plagede vi: De var svagere end os og uden magt over os.

 Den af dem alle, der var farligst for os, var den tiårige Roman, og vi drømte om at fange ham og give ham en ordentlig omgang pisk med brændenælder.

 - Vi skulle egentlig banke ham sønder og sammen, indtil han gav sig til at tude, sagde Natasja Glybina. Hun havde et dukkeansigt med gennemborende øjne og regelmæssige mælketænder.

 - Vi kan jo ikke indhente ham, indvendte jeg. - Han løber alt for hurtigt.

 - Der er da ingen, der behøver at løbe efter ham, svarede Natasja. - Vi kunne lokke ham. Du siger bare, at I har købt en ny bil, én, hvor dørene kan åbnes. Han vil så komme og bede om at få den at se, og så fører du ham hen til os. Og så venter vi der med et bundt brændenælder. Forstået?

 - Forstået, lo jeg. - Men vi er nødt til at have handsker på, når vi plukker dem, for ellers brænder vi selv fingrene.

En god plan, blev vi enige om, og så glemte vi alt om Roman.

 - Bag ved vores hus er der en død rotteunge, sagde Natasja. - I morges så jeg, den lå under en busk.

 - Lad os begrave den, svarede jeg. - Lad os gå hen og lave en lille grav til den.

 Vi gik hen bag ved huset. Undervejs tørrede Natasja sine gennemborende øjne, men tårerne løb alligevel ned ad hendes ansigt og blev hængende som ubevægelige dråber på hendes hage.

 - Jeg kan ikke holde ud, når dyr dør!

 Jeg tav.

 Fra opgangen kom lille Tanja Afonasik gående hen mod os. Hun bar på bogen ”Mojdodyr”. 2)

 - Hvor skal I hen? spurgte Tanja.

 Vi standsede og kiggede på hende.

 - Bag ved huset er der en død rotteunge, sagde jeg. - Vi vil begrave den.

 - Må jeg komme med? Bad lille Tanja og rakte os bogen ”Mojdodyr”. Vi kiggede de kulørte billeder igennem og stavede os igennem nogle få linier.

 - En god bog, sagde jeg

 - Vil I rive den i stykker? spurgte Tanja.

 - Må vi det? sagde vi samstemmende

 Vi rev hurtigt nogle sider ud og kastede bogen ind i buskene. Kulørte stumper blev hængende på grenene. Vinden blæste og bladede i de uskadte sider.

 Vi drejede ind i blomsterhaven bag Natasjas hus, og hun førte os ind mellem de lige rækker af birketræer. Vi var små af vækst, og bladene fra de nederste grene og det høje græs stod i fuld flor lige i vores øjenhøjde. Jeg så tydeligt ridserne på væggen. Det var mig, der havde lavet dem med en mursten, specielt til Tanja Afonasik, da vi legede gemmeleg med de store børn. Disse ridser gjorde, at hun kunne løbe direkte hen til mig. Jeg tegnede dem langt nede med vilje, for at hun kunne få øje på dem, når hun kiggede ned. Men de store børn fik ikke øje på noget, fordi ridserne var på højde med deres albuer.

 - Det er her, pegede Natasja og trykkede sin finger ind i et dybt kors, der var ridset med et glasskår i træstammen. De tykke rødder trådte frem af jorden, og mellem dem var der dannet en hulning. I den lå rotteungen dækket helt op til øjnene af et skræppeblad.

 - Foreløbigt har jeg har lavet et lille tæppe til den, forklarede Natasja os.

 - Vi begraver den lige her, forslog lille Tanja og fjernede skræppebladet med en lille gren.

 - Så vil vi altid vide, at dens grav er her ved dette birketræ.

 Vi kiggede op: Birketræet strakte sig uendeligt op i vejret, og på den nystrøgne himmel var bladene trykt med den lyse vrangside nedad. Vinden blæste, og bladene drejede sig og viste den mørke overflade.

 - Var det ikke bedre under hyldebusken, foreslog jeg.

 Hyldebusken var lav, men voksede bredt, og dens øverste grene var filtret sammen i en bue. Den lille Tanja Afonasik formede en lille båd med håndfladerne og holdt rotteungen i den. Hun nåede mig til skuldrene. Hun havde bløde albuer og bløde knæ. Man skulle tro, at hendes arme kunne bøjes ikke kun i albuerne, men også midtimellem albuen og håndleddet, og at benene let kunne bøjes under knæene.

 - Gid mine øjne ville briste, sagde Tanja Afonasik, - dens hjerte banker.

 - Det har jeg også set, sagde Natasja Glybina, - den bevægede sin pote.

 - Vi udskyder begravelsen, sagde jeg.

 Pludselig skælvede de røde hyldebær, de gyngede med hovederne på de tynde, små nakker, og busken gled til side med en knagen. Vi fik øje på et smilende ansigt med en tjavset pandelok helt ned i øjnene. På kinden rødmede en rift fra en kvist.

 - Hvad laver I? spurgte ansigtet. Med runde knapper var hans bukser knappet til de blå seler.

 Natasja Glybina så gennemborende på os, og vi udvekslede et langt blik: En dreng!

 Han var et år yngre end mig og et par år ældre end Tanja. I hånden holdt han den iturevne bog ”Mojdodyr”.

 - Hvad laver I? spurgte han igen, men denne gang mindre venligt.

 - Vi leger, svarede lille Tanja og brækkede kvisten.

 - Hvad leger I? sagde han og kiggede skræmt hen på Natasja. Natasja smilede tavs og gik om bag hans ryg.

 - Det ved vi ikke endnu, sagde Tanja og skrællede kvisten, for at den skulle blive til en pisk. Hvorfor har du taget vores bog?

 - Den lå og flød under træet, svarede drengen og trådte et skridt tilbage. Men bag hans ryg stod Natasja.

 - Det var med vilje, vi lagde den under træet, sagde jeg, og vi kiggede på hinanden igen. Hans baghoved nåede op til Natasjas hage, og hun kiggede hen over hovedet på ham.

 - Du trådte mig over foden, sagde hun, og vi grinede.

 Drengen grinede lige efter og efterlignede vores latter, og vi standsede med det samme. I den opståede stilhed blev hans forskrækkede grin ynkeligt afbrudt.

 - Sikke glad du er, sagde jeg.

 - Og derfor straffer vi dig, fortsatte Tanja og svingede sin afskrællede kvist flere gange op og ned. Vi tav, så han kunne høre, hvordan kvisten flængede luften.

 - Og hvad hedder du? sagde han og vendte sig forknyt mod Natasja, parat til at græde.

 - Det rager ikke dig, grinede Natasja og viste ham sine regelmæssige tænder.

 - Jeg giver jer bogen tilbage, bønfaldt han og rakte Tanja de iturevne blade.

 - Jeg har ikke brug for den ødelagte bog, svarede Tanja og svingede kvisten igen, denne gang tæt ved hans hånd.

 - Og hvad hedder du, vendte han sig mod mig, og hans læber bævede, og han undertrykte et hulk. Og over hans hoved var Natasjas indtrængende øjne med de udvidede pupiller. I pupillerne spejlede bladene sig. Hvordan ... - begyndte han igen og kunne ikke tale færdig.

 Han slog ud med armene, som om, han ville omfavne en eller anden, men der var ikke nogen at omfavne, og han kiggede fortabt på os.

 - Katja, sagde jeg pludseligt, jeg hedder Katja.

 Så gik han mig et skridt i møde og lagde sine arme omkring mig, som om han fangede mig og gav sig så til at græde. Han stak sit ansigt helt ned til min krave, og jeg blev varm.

 Natasja og Tanja udvekslede blikke og kiggede foragteligt på mig. Jeg så ned. Tanja lagde sin runde hånd på hans skulder og slog ham let med grenen.

 - Jeg hedder Mitja, hviskede han bønfaldende og løftede sine øjne op mod mig. Jeg var lige ved at skubbe ham væk for at vise, at jeg var på deres side igen, men pludselig sagde Natasja.

 - Lad ham gå ...

 - Tanja tog sin hånd væk fra hans skulder og kastede kvisten fra sig.

 

 Næste morgen sad jeg på reckens nederste barre og holdt fast i den øverste barre med hænderne. På nabo-recken lå et tæppe og et par knickers med stramme elastikker til tørre. Mitja kom gående hen over gården sammen med sin mor. Han holdt hende i hånden.

 - Det er Katja, sagde han begejstret til sin mor. Hans mor kiggede på mig og nikkede. Jeg slap med hænderne og kastede mig bag over, og med hovedet ned ad hang jeg i recken.

 Om aftenen kom Tanja og Natasja ud. De svingede med sjippetovet, og jeg hoppede. Først svingede de langsomt og så hurtigere og hurtigere, og jeg kunne næsten ikke nå at følge med.

 - Klokken slår fire, sagde de i kor, og i kor begyndte de at tælle: - Og en, to, tre ... - - men de talte ikke til ende. Mitja kom hen til os. Han havde det samme tøj på som i går: blå bukser med brede seler, der var krydset på ryggen. Hans tjavsede pandelok var friseret glat. I hånden holdt han en blomst. En gul tulipan.

 - Det er til dig Katja, sagde han og rakte mig blomsten, men så blev han forlegen og tilføjede: - Det er fra min mor.

 Jeg havde allerede rakt hånden ud mod blomsten, men pludselig mærkede jeg de ubevægelige, hånende blikke fra lille Tanja og Natasja Glybina. De smilede til hinanden og dømte mig ude for altid. Jeg skammede mig over, at han var glat- friseret.

 - Tak, svarede jeg, - men jeg har ikke brug for blomster.

 I tankerne sagde jeg ”dine blomster” for at forblive tro overfor Tanja og Natasja til det sidste, men jeg var bange for at sige det højt.

 Pigerne grinede, og Tanja sagde:

 - Er det ikke bedre, at jeg tager dem?

 Mitja kiggede opmærksomt på mig, som om han nok skulle huske mig, og rakte hende tulipanen, og derefter hoppede han sorgløst i sjippetov sammen med os hele aftenen.


 I nogle dage kom han ikke hen til os.

 - De lavede vandkamp til Sankt Hans, sagde Natasja hen mod slutningen af ugen. - De kom cyklende, og så kunne jeg ikke løbe fra dem. De gjorde mig våd fra top til tå. De gjorde hele kjolen våd.

 - Hvem? spurgte jeg.

 - Roman og hans brødre.

 - Uslinge, sagde lille Tanja iltert, og vi gik hen for at lege gemmeleg.

 Jeg var den. Jeg vendte mig om mod væggen og begyndte at tælle.

 - Vi hævner os på dem, hviskede Tanja til Natasja, da de løb for at gemme sig, men hvad Natasja svarede, kunne jeg ikke høre.

 - Ti! råbte jeg. Jeg kommer nu! Den, der ikke har gemt sig, er den ...

 Jeg vendte mig om: Gården var tom, og kun buskenes grene gyngede og skælvede, fordi Tanja og Natasja havde ramt dem, da de løb. Og pludselig så jeg Mitja på bagagebæreren af en cykel. En uopnåelig voksen dreng på ca. tolv år med brune rande under øjnene kom cyklende med ham. Han trådte langsomt i cyklens pedaler og kiggede fra side til side. De cyklede i tavshed.

 - Brems, sagde Mitja pludselig og skævede ondt. - Der er hun!

 Teenageren bremsede.

 - Katja! råbte han til mig. - Nu kan du blusse som en raket! Og han kastede en brændende tændstik på min kjole.


Berlin 13.-16. Juli 1996


1) Uddrag fra samlingen De gamle koners fest ved havet OSR: Nikita 791, www.lib.ru

2) Mojdodyr er en af ethvert russisk barn velkendt børnebog af K. Tjukovskij. Oversat betyder titlen ”Vask til der bliver hul”. 

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD