dotcomwebdesign.com
Velkommen > Oversat litteratur > Oversættelser udgivet på russisklitteratur.dk > Anton Tjekhov: Tragikeren

Anton Tjekhov: Tragikeren

Oversat af Else-Marie Vig (1)

 

 Der var benefice-forestilling for tragikeren Fenogenov.

 De opførte ”Fyrst Serebrjanyj”. Beneficianten selv spillede Vjazemskyj, teaterdirektør Limonadov var Morozovs livvagt, og fru Beobakhtova spillede Jelena ... Skuespillet gjorde lykke. Tragikeren gjorde bogstaveligt talt underværker. Han kidnappede Jelena med én arm og løftede hende op over hovedet, da han bar hende hen over scenen. Han skreg, hvæsede, stampede med fødderne og flåede sin kaftan væk fra brystet. Da han nægtede at tage imod Morozovs udfordring til duel, rystede han med hele sin krop, som ingen i virkeligheden havde rystet nogensinde før, og han udåndede med et brøl. Teatret rystede af bifald. Fremkaldelserne ville ingen ende tage. Fenogenov fik overrakt et cigaretui af sølv og en langstilket buket. Damerne vinkede med deres lommetørklæder og fik mændene til at applaudere, og mange græd ... Men den, der blev allermest begejstret og oprørt over skuespillet, var Masja, politimesterens datter. Hun sad på første stolerække ved siden af sin elskede fader og fjernede end ikke blikket fra scenen i mellemakterne, hun var fuldkommen begejstret. Hendes slanke hænder og pusselanker rystede, hendes øjne var fulde af tårer, og hendes ansigt blev blegere og blegere. Og det var ikke så underligt: Hun var i teatret for første gang i sit liv!

- Hvor optræder de godt! Hvor fantastisk! sagde hun til sin far, panserbassen, hver gang tæppet gik ned. - Hvor er denne Fenogenov god!

Hvis faderen havde været i stand til at læse et ansigtsudtryk, ville han på sin datters blege ansigt have kunnet læse en henrykkelse, der gik over i  lidelse. Hun led under både skuespillet, stykket og omgivelserne. Når regimentsorkestret i mellemakterne begyndte at spille sin musik, lukkede hun afkræftet sine øjne.

- Far! sagde hun henvendt til faderen før sidste akt. - Gå bag scenen og sig til dem alle, at de skal komme til middag i morgen hjemme hos os!

Politimesteren gik om bag scenen, dér roste han alle for deres gode optræden og gav fru Beobakhtova sit kompliment.

- Deres smukke ansigt er som skabt til et lærred. Oh, hvorfor kan jeg ikke føre en pensel!

Han gjorde skrabud med benet, og inviterede derpå skuespillerne hjem til middag.

- Alle er velkomne, dog ikke kvindekønnet, hviskede han. - Skuespillerinder behøver vi ikke, for jeg har en datter.

Næste dag var skuespillerne til middag ved politimesteren. Kun teaterdirektør Limonadov, tragikeren Fenogenov og komikeren Vodolazov kom; de resterende henviste til manglende tid og kom ikke. Middagen gik ikke kedeligt for sig. Limonadov forsikrede til stadighed politimesteren om, at han ærede ham og i det hele taget respekterede enhver øvrighed, Vodolazov forestillede en fordrukken købmand og armenier, og Fenogenov - en høj, kraftig lillerusser (i passet hed han Knysj) med sorte øjne og dyster pande - proklamerede ”Ved hovedtrappen”(2)  og ”At være eller ikke at være?”. Limonadov fortalte med tårer i øjnene om et møde med sin tidligere generalguvernør Kanjutjin. Politimesteren lyttede, kedede sig og smilede hjerteligt. Selv om Limonadov lugtede kraftigt af brændte fjer, og Fenogenov bar et fremmedartet jakkesæt og støvler med skæve hæle, var han tilfreds. Hans datter syntes om dem, de gjorde hende glad, og det rakte for ham! Og Masja kiggede på skuespillerne uden at fjerne blikket et eneste øjeblik. Aldrig tidligere havde hun set sådanne kloge og usædvanlige mennesker!

Om aftenen var politimesteren og Masja atter i teatret. Efter en uge var skuespillerne igen til middag ved øvrigheden, og fra da af kom de næsten hver eneste dag, snart til middag snart til frokost, i politimesterens hjem, og Masja blev endnu stærkere knyttet til teatret, og hun begyndte at komme der dagligt.

Hun forelskede sig i tragikeren Fenogenov. Og så en skønne morgen, da politimesteren var taget af sted for at mødes med biskoppen, stak hun af med Limonadovs trup, og undervejs blev hun så gift med sin elskede. Da brylluppet var blevet fejret, opdigtede og afsendte skuespillerne et langt og følelsesladet brev  til politimesteren. Alle havde de digtet med samtidig.

- Du, giv ham motiverne, motiver skal han have, du! sagde Limonadov, der dikterede til Vodolazov. - Lad ham få noget ærbødighed ... De bureaukrater elsker det. Tilføj et eller andet ... så han bliver rørt til tårer ...

Svaret på dette brev var særdeles sørgeligt. Politimesteren gav afkald på sin datter, der, som han skrev: ”havde giftet sig med en dagdriver af en ukrainer uden nogen form for beskæftigelse”.

På den anden dag, efter at dette svar  var kommet, skrev Masja til sin far: ”Far, han slår mig! Tilgiv mig!”  

Han slog hende, han slog hende bag kulisserne i Limonadovs, en vaskekones og to lampeføreres nærvær! Han huskede, hvordan han, om aftenen fire dage efter brylluppet, havde siddet sammen med alle i truppen på traktørstedet ”London”; alle havde talt om Masja, og truppen havde rådet ham til ”at løbe risikoen”, men Limonadov var løbet derfra med tårer i øjnene:

- Det er dumt og irrationelt at give afkald på en sådan mulighed! Ja, for sådanne penge ville jeg ikke blot gifte mig, men ville sågar rejse til Sibirien! Du gifter dig, opbygger dit helt eget teater, og tager til den tid mig med i truppen. Så er det ikke længere mig, som leder teatret, men dig.

Fenogenov huskede dette, knyttede næverne og brummede så:

- Hvis han ikke sender penge, så hakker jeg hende i småstykker. Jeg tillader ikke, at man bedrager mig, fanden flå mig!

I en eller anden guvernementsby ville truppen at rejse fra Masja i al hemmelighed, men Masja havde fundet ud af det og løb ind på banegården efter anden indkaldelse, da skuespillerne allerede sad i togvognen.

- Jeg er blevet krænket af Deres fader! sagde tragikeren til hende. - Alt er forbi mellem os!

Men på trods af at der sad folk i vognen, bøjede hun sine små pusselanker, faldt på knæ for ham og rakte ham sine hænder i bøn.

- Jeg elsker Dem! sagde hun bedende. - Jag mig ikke bort, Kondratij Ivanytj! Jeg kan ikke leve uden Dem!

Han bønhørte hende og anbefalede, at hun blev optaget i truppen i partiet som ”grevinden i folkemængden”, som man kaldte den yngste skuespillerinde, der sædvanligvis kommer på scenen i en gruppe af folk, og som spiller en rolle uden replikker ... I begyndelsen spillede Masja en stuepige og en page, men senere, da fru Beobakhtova, blomsten i Limonadovs trup, stak af, forfremmede de hende til ingénue (3). Hun spillede dårligt, pylrende og blev forfjamsket. Snart havde hun ikke desto mindre vænnet sig til det, og publikum var begyndt at kunne lide hende. Fenogenov var meget utilfreds.

- Skulle det være en skuespillerinde? sagde han, - uden figur eller manerer, den rene dumhed ...

I en eller anden guvernementsby opførte Limonadovs trup ”Røverne” af Schiller(4). Fenogenov spillede Frantz, Masja - Amalie. Tragikeren skreg og rystede, Masja spillede sin rolle som lektier, hun havde lært udenad, og stykket ville da også være gået, som stykker i det hele taget skal gå, hvis der ikke var sket en lille skandale. Alt gik fremragende indtil det sted i stykket, hvor Frantz erklærer Amalie sin kærlighed, og hun griber efter hans kårde. Lillerusseren råbte op, begyndte at hvæse og gav sig til at ryste og knuge Masja i sit jernhårde favntag. Men i stedet for at skubbe ham væk og skrige: ”Skrub af!”, begyndte Masja at ryste som en fugleunge i hans favntag og lå helt uden at bevæge sig ... Det var, som om hun stivnede.

- Trøst mig! hviskede hun ham i øret. - Åh, trøst mig! Jeg er så ulykkelig!

- Du kan ikke din rolle! Lyt til suffløren! hviskede tragikeren og stak hende i armen med sin kårde.

Efter stykket sad Limonadov og Fenogenov ved kassen og førte en samtale.

- Din kone lærer ikke sine roller, og det siger du god for ... - Hun kender ikke sin funktion ... Ethvert menneske har sin funktion ... Det er, som om hun dér ikke kender sin ...

Fenogenov lyttede, pustede ud og anlagde en dyster mine, en meget dyster mine.

Næste dags morgen sad Masja i den lille krambod og skrev:

”Far, han slår mig! Tilgiv mig! Send os nogle penge!”  

(1883)
 


(1) Polnoe sobranie sotjinenij i pisem v tridtsaet tomakh, sotjinenija tom tretij 1884-1855, Moskva 1983
(2) Razmysjlenija u paradnogo podjezda” af N. A. Nekrasov, fra 1858, udgivet i 1860 i London og 1863 i Rusland.  
(3) Fransk for ”troskyldig”, en naiv, uskyldig ung pige.
(4) Johan C. F. Schiller (1759-1805), “Die Reuber”  fra 1781.

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD