dotcomwebdesign.com
Velkommen > Artikler > Tværgående > Dystopiens ærinde – en overdreven dommedagsprofeti?

Dystopiens ærinde – en overdreven dommedagsprofeti?

- En let indføring i dystopiens univers


Af Mette Bærbach

Denne artikel handler om den dystopiske tradition i russisk litteratur. Jeg bruger her ordet tradition bevidst. Traditioner repræsenterer værdier, som mennesker ønsker at bevare og videreføre, da de siger noget om, hvem menneskene er. Traditionerne er med andre ord bærere af menneskenes værdier gennem generationerne. Men hvad har det med dystopier og russisk litteratur at gøre? Jo, utopien og dens senere undergenre, dystopien, handler om menneskelige værdier mere end noget andet. Den er et redskab til bevidstgørelse af elementer i det samfund, som mennesker lever i. Det kan være tendenser i samfundet, som er på vej i den gale retning, eller det kan være bud på, hvordan vi kunne indrettet vores samfund endnu bedre.

Den bedste og den værst tænkelige af alle verdener
Peter Thielst skriver i Den bedste af alle verdener(1), at utopisk tænkning er svær at bestemme. Utopien kan ikke bestemmes som et politisk fænomen, da den i sin natur har for lidt relation med virkeligheden. Den indtager ingen bemærkelsesværdig position i filosofihistorien, men henvises til litteraturhistorien, hvor den dog heller ikke synes at høre helt hjemme. Ordet utopi bruges første gang af Thomas More i 1516, hvor han i sit værk Utopia giver sit bud på indretningen af et idealsamfund. Utopibegrebet er i sin bredeste definition et udtryk for stræben mod et endegyldigt ideal, ofte konkretiseret som en idealstat.

Med overgangen til det tyvende århundrede sker en markant ændring inden for utopisk tænkning. Dystopien træder ind på scene med den værst tænkelige af alle verdener, hvor mennesket er undertrykt, depraveret og lever under umenneskelige vilkår. Størstedelen af dystopierne skrives i England og har form af litterære fremtidsromaner, hvor den fremtidige by skildres fra negativ synsvinkel. H.G. Wells skriver i 1894 Time Machine, Anatole France følger i 1909 med Penguin Island. Så kommer Zamjatin med Vi, udgivet i 1929, og Huxley med Fagre Nye Verden fra 1932. Ayn Rand skrev i 1934 Anthem. Efterkrigstiden bringer os Franz Werfels roman The star of the Unborn i 1946. Huxley skriver endnu en dystopi i 1948, Ape and Essence, og Orwell udgiver i 1949 romanen 1984. I 1954 Skriver Ray Bradbury Fahrenheit 451, og i 1959 vender Huxley tilbage med nye iagttagelser i Gensyn med Fagre Nye Verden.

Richard Gerber udlægger i Utopian fantasy(2) en teori om, at det er videnskabens landvindinger og den store befolkningstilvækst i byerne sidst i det nittende århundrede, som har inspireret til ændringen fra utopi til dystopi. Ved at se nærmere på dystopierne i første halvdel af det tyvende århundrede opdager man, at videnskab og teknologi så at sige er uden restriktioner, og at de dominerer menneskeheden. Teknologien spiller en afgørende rolle for de sociale strukturer på den måde, at industrialismen medfører massebefolkning, som igen medfører social organisation. Denne organisation sørger for, at befolkningen stabiliseres kunstigt, hvorved det gælder, at jo større befolkningstal, jo mindre betydning har individet. Massen fungerer som et socialt organ, som udgør hele menneskeheden, mens det enkelte menneske er uden værdi.

Netop menneskets opløsning i masserne er kendetegnende for dystopierne, og her pointerer Gerber netop, at det er teknologiske fremskridt og de store befolkningsmasser, der adskiller moderne dystopier fra de klassiske utopier. Denne pointe illustreres af eksempelvis Zamjatins, Huxleys og Orwells dystopier, som alle omhandler storbyen og massebefolkningen. 
Dystopierne kan således kategoriseres som fremtidsbilleder på skadelige tendenser i samtiden. Hvor totalitære, kollektivistiske og socialistiske tendenser blot kan identificeres i den klassiske utopiske tradition, gør de sig i den grad gældende i dystopierne, at det kan konkluderes, at dystopiernes hovedærinde er at kritisere og advare mod tendenserne.

Både utopier og dystopier er tænkt og skrevet som kritikker af det eksisterende samfund. For at belyse dette kan vi tage to eksempler fra den russiske litteraturhistorie: Nikolaj Tjernysjevskijs Hvad bør der gøres? (skrevet i 1862) og Evgenij Zamjatins Vi (skrevet i 1920). I Hvad bør der gøres? lader Tjernysjevskij hovedpersonen drømme om et idéelt samfund. I drømmen udmales et samfund funderet i økonomiske kooperativer, som står som et alternativ til zarvældet i Tjernysjevskijs samtid. Ved eksemplets magt viser forfatteren, hvordan hovedpersonen, Vera Pavlovna, opretter et kooperativ for syersker, og hvordan romanens positive helt, Rakhetov, stiller sit liv til fuldstændig rådighed for revolutionen. Romanens virkningshistorie blev, at Dostojevskij og Lenin lod sig henholdsvis provokere og inspirere af Hvad bør der gøres? Når du læser Dostojevskijs Kældermennesket (1864), så hav Tjernysjevskij i tankerne. Inspireret af Tjernysjevskij forfattede Lenin sit politiske skrift kaldet Hvad bør der gøres? (1902), som opfordrede til dannelsen af et revolutionært parti til netop at styrke arbejderklassens indsats. Vi ser her, hvordan den litterære samfundsutopi kan være incitament til en revolutionær demokratisk bevægelse.

Hvor Tjernysjevskij har et positivt fremtidssyn og bruger sin utopi konstruktivt som det gode og inspirerende eksempel, bruger Zamjatin med Vi dystopien som et skræmmeeksempel. Også hans dystopi er udledt af tendenser, han ser i sin samtid, men her tjener eksemplet som advarsel. “Hvis vi fortsætter ad denne vej, får vi dette resultat,” synes Zamjatins hovedbudskab at være. Vi handler om et totalitært og på alle måder ensrettet samfund, hvor der er sket en omfattende atomisering og en reduktion af individet:

Vi er hensat i en fjern fremtid tusind år fra det tyvende århundrede. Den civiliserede verden regeres af et totalitært styre, som slet og ret kalder sig Den Ene Stat. Indbyggerne i Den Ene Stat har alle numre i stedet for navne, og deres hverdag er styret af en lovtavle, som regulerer alle numres bevægelser og handlinger. Alle numre står op og går i seng på samme klokkeslæt, som om millioner af mennesker var ét væsen.

I romanens univers har Den Ene Stat den totale magt over dens indbyggere. For ikke at numrene i staten skal slå sig sammen og skabe oprør, har den Ene Stat iværksat et omfattende system, som forebygger, at numrene danner sammenslutninger eller blot nære relationer, hvor oprørske tanker mod staten kan udveksles. De sociale relationer i Vi er karakteriseret ved en række elementer, der tilsammen har til formål at fremmedgøre individet fra dets omgivelser. Disse elementer er blandt andet statslig kontrol med reproduktionen og det seksuelle samliv og overvågning og gensidig angivelse blandt befolkningen. Der opfordres gennem propagandaen til at frasige sig sin individualitet og dyrke kollektiviteten.

Overvågning og kontrol og en stat, der fortæller, hvordan dens inbyggere skal tænke, leder tanken hen på befolkningens vilkår i de første årtier af sovjettiden. Der var i disse årtier en streng kontrol og censur af bl.a. forfatternes virke, som udmøntede sig i den socialistiske realisme i 1930'erne, hvor forfatterne blev pålagt at male glansbilleder af det sovjettiske samfund. Zamjatin så tendenserne allerede i regimets spæde år, og fremkomsten af Vi var et forsøg på at vise, hvor vejen, man valgte at følge, rent faktisk førte hen. Vi blev læst op på Forfatterkongressen i 1921, men faldt umiddelbart herefter for censuren. Den blev dog senere udgivet i Europa i 1929, hvor den kom i oversættelse før den russiske udgave.

Overdrivelse fremmer forståelsen

Belyst med Zamjatin ser vi, at dystopien ”går hele vejen” med en samfundstendens. Den viser os, hvor galt det kan gå, hvis tendenserne dyrkes kritikløst. Det er selvfølgelig en overdrivelse, men overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, og faktisk kan vi sige, at overdrivelsen er essentiel for dystopiens ærinde.

Overdrivelsen ser vi f.eks. i de to klassiske engelske dystopier: Aldous Huxleys Fagre Nye Verden (udgivet i 1932) og Geroge Orwells 1984 (udgivet i 1949). I Fagre Nye Verden føres samtidens dominerende idéer om racerenhed og perfekte mennesker ud i deres yderste konsekvens med reagensglasbørn inddelt i et kastesystem, og i 1984 bliver socialismens, fascismens og nazismens kontrol, ensretning og undertrykkelse af befolkningen illustreret i et overvågningssamfund, hvor Big Brother ser alt.
Men hvorfor er overdrivelsen essentiel netop i dystopien? Fordi selv om tendenserne er der lige foran os i vores samtid, ser vi dem ikke klart, for vi er midt i dem. Men når de blæses op og forvrænges i overdrivelsen, kan vi tale om dem på en måde, så vi ikke står midt i det. Overdrivelsen hjælper os til at træde et skridt tilbage, og i ly af fiktionen kan parallellerne til vores samfund diskuteres, uden det bliver for farligt eller kommer for tæt på. Netop i kraft af overdrivelsen kan dystopien fungere, som det wake up call, som det er tænkt som.

Samtidsromanen – nu med advarsel

Dystopien kan således kategoriseres som et forvrænget billede, hvor samtidens tendenser forstørres og dermed anskueliggøres. Et af de sidste skud på stammen er Vladimir Sorokins En opritjniks dag, som i 2009 udkom på dansk. Vi følger en højtstående embedsmand i et totalitært Rusland anno 2027 og præsenteres for en dagligdag gennemsyret af religiøse ritualer, kritikløs udførelse af ordrer og hengivelse til perverterede nydelser og afstumpede voldsorgier. Ikke lige det man ønsker for sine børn.

Samtidens tendenser ser vi klart hos Sorokin: Kina er den nye magtfaktor i verdensordenen, mens Europa ligger i ruiner. Imellem disse er Rusland, som i 2027 er blevet en politistat, som ledes af de ”ultranationalister”, som i vores samtid får mere og mere at skulle have sagt i Rusland. Ifølge Sorokin vil Ruslands aktuelle isolation fra Vesten føre til en samfundsmæssig degradering i form af et middelalderligt samfund fyldt med religiøse ritualer og en enevældig monark, blandet med det bedste fra det tyvende århundredes totalitære regimer. Vi ser blandt andet, hvordan en mere optimeret kommunikations-teknologi bruges til at fastholde isolationen og kontrollen. Sorokin er tydelig i sin advarsel, men formulerer ikke noget oprør, ikke noget alternativ. Det er en klarsynet forfatter, der har givet sit bud på konsekvensen af at følge samtidens tendenser.

Sorokin viser os, at dystopiens ærinde er lige så aktuelt i dag, som da hans kollega Zamjatin for snart 90 år siden læste sin dystopi højt og efterlod sig en larmende stilhed på Forfatterkongressen i 1921, fordi ingen rent faktisk vidste, hvad de skulle sige. Forfatterne fik hurtigt mæle, og det har forfatterne i vores samfund også fået. Dystopien lever og det samme gør dens ærinde: at overdrive samtidstendenser og holde dem op som et spejl for læserne.
 


Noter:
(1) Thielst, 2001 s. 7-8.

(2) Gerber, 1955 s. 61-62.

Litteratur:
Gerber, Richard: Utopian Fantasy. Routledge & Kegan Paul ltd. London 1955

Huxley, Aldous: Fagre Nye Verden. Aschehoug, København 1986

Orwell, George: 1984. Gyldendal, København, 1984

Thielst, Peter: Den bedste af alle verdener. Tiderne skifter, København 2001
Zamjatin, Evgenij: Vi. Reitzels Forlag, Christiansfeld 1959
 

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD