dotcomwebdesign.com
Velkommen > Artikler > Efter 1985 > Tilbage til fremtiden

Tilbage til fremtiden

- Ny russisk roman med voldsom regimekritik
af Tine Roesen

Artiklen trykt i det nu hedengangne BogMagasinet oktober 2007

 

I 2008 skal der vælges ny præsident i Rusland. Vladimir Putin kan ikke vælges for en tredje periode, og det har allerede længe givet befolkningen anledning til spekulationer om, hvad Putin mon så skal lave, hvem der kan tænkes at afløse ham, og hvad landets skæbne bliver i den nærmeste fremtid.

I disse spekulationer har fremtidsromanen En opritjniks dag af den produktive og omdiskuterede Vladimir Sorokin vist sig væsentlig. Romanen som op til sommerferien i år var med i opløbet til prisen National Bestseller har chancen for at vinde årets russiske Booker, som uddeles i december.

Sproget, kroppen og Den Store Vestmur
Sorokin (f. 1955) er kendt for sin omfattende brug af obskøne skældsord, som de fleste russere kendte men aldrig havde set på skrift før glasnost, og for sin udpensling af vold og anden frastødende omgang med menneskekroppe. De to ting, sproget og kroppen, hænger sammen hos Sorokin, hvis værker skal læses allegorisk frem for realistisk. Hans udgangspunkt er det totalitære sovjetstyres ideologiske inficering af alle områder af menneskelivet, herunder sproget, og hans primære interesse er at afsløre det ideologibefængte sprogs iboende vold. Derfor er der hos Sorokin chokerende kort fra tilsyneladende almindelige dialoger til voldsomme overgreb. Kroppen er samtidig menneskets sidste skanse, og skældsordene, som var ildesete i den bornerte sovjetkultur, det eneste frie sprog.

I den nye roman står det grelt til for menneskene, og Sorokin har med den endnu engang fremprovokeret en storm af læserreaktioner. Sproget er nu en slags middelalderrussisk, og kroppene tilfredsstilles, mishandles og skaffes af vejen i en institutionaliseret sado-masochisme. Genremæssigt læner romanen sig op ad Solzjenitsyns berømte lejrfange-roman En dag i Ivan Denisovitjs liv (1962), og som i den skildres livet inden for murene: I romanens 2027 har Rusland nemlig forskanset sig mod Europa ved hjælp af Den Store Vestmur og benhård kontrol med indbyggerne. Hovedpersonen Komjaga er “opritjnik,” dvs. medlem af den enevældige monarks specialtropper, hvis navn og funktion er overtaget fra tiden under Ivan den Grusomme, som abdicerede på skrømt for at kunne cementere sin magt så meget desto stærkere ved hjælp af undtagelsesområder og terror.

Hundehoved og kost – trofasthed og udrensning
Sorokins roman bliver ikke overraskende læst som en advarsel mod aktuelle tendenser til russisk isolationisme og magtkoncentration i præsidentembedet, hvor Putins “opritjnikker” hedder FSB. Hvis ikke vi passer på, regredierer vi til 1500-tallet, er Sorokins budskab til sine landsmænd, som hidtil har reageret på advarslen med skræmt eftertænksomhed, et demonstrativt ligegyldigt træk på skulderen eller irritation over den som sædvanligt overgearede Sorokin. Romanen har også brod mod den statslige russiske sprogpolitik, som bliver stadig mere regulerende med formaninger om, at det er nationens sikkerhed, der står på spil, hvis ikke sproget beskyttes mod forfald og låneord. Med den holdning til sproget, viser Sorokin, ender vi i et håbløst forældet, ufleksibelt russisk.

Det er et russisk, som gør romanen svær at læse men også meget morsom, for der er alskens moderne fænomener, som det middelalderlige sprog kun vanskeligt kan beskrive. På samme måde virker de oprindelige “opritjnikkers” våbenmærke – et hundehoved og en kost, som symbol på deres trofasthed og udrensningsopgaver – i Sorokins Rusland på en gang latterligt og skræmmende. Om russerne nogensinde bliver færdige med at diskutere denne både frastødende og fascinerende blanding af politisk dystopi og sprogleg, det vil fremtiden vise.

 

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD