dotcomwebdesign.com
Velkommen > Artikler > Efter 1985 > Fra én virkelighed til en anden  

Fra én virkelighed til en anden
 

- Et portræt af perioden 1986-1991 i russisk litteratur



Af Mads Thomsen


 


1986 - 1991 var en utrolig hæsblæsende periode i den sovjet-russiske litteratur, hvor grundstenene til den senere russiske litteratur blev lagt. Den officielle sovjet-russiske litteratur havde indtil denne femårsperiode været en gennemkontrolleret monolitisk masse, som ikke - i de officielle udgivelser - udviste nogen særlige tegn på sprækker. Ved siden af den officielle litteratur fandtes naturligvis den uofficielle, Samizdat-litteraturen (Samizdat betyder selvudgivelse), som var nye og gamle værker, der cirkulerede i køkkener og på værelser, og som ansås som uacceptabel eller skadelig af systemet.



I 1986 skete der noget, som vendte grundigt op og ned på alting i Sovjet og kastede litteraturen ud i den hvirvelstorm, som i de efterfølgende år fejede over det enorme land: Gorbatjov indledte perestrojka - ombygningen af det sovjetiske system, og i den forbindelse løsnedes censurens stramme tøjler. I de efterfølgende år fortabte litteraturen sig helt og aldeles i vild palimpsest, og nye litterære retninger opstod og blev nu udgivet i de indflydelsesrige sovjetiske litteraturtidsskrifter. Scenen og tiderne skiftede. I denne oversigtsartikel vil jeg forsøge at finde de lange linjer og beskrive nogle af de nye hovedretninger og strømninger, som dukkede op i den russiske litteratur i disse utroligt spændende og kaotiske år.



Perestrojkas kulturelle dimension

Perestrojka havde flere funktioner: Den var et nødvendigt forsøg på at reformere den sovjetiske økonomi og sætte gang i hjulene i det sovjetiske samfund, som var præget af voldsom stagnation. Og den var udmøntningen af Gorbatjovs ønske om at føre konservative kræfter ud på sidelinjen og fratage dem indflydelse i den sovjetiske top. Der skulle ryddes op, tidligere forbrydelser skulle frem i lyset, forbryderne straffes, kommunismen og systemet renses for urenheder. I forbindelse med sidstnævnte skulle kulturen i spil, og her kom den såkaldte intelligentsia til at spille en vigtig rolle.



I 80'erne bestod intelligentsiaen af forfattere som Evgenij Jevtusjenko, Andrej Sacharov, Marietta Tjudakova, Bulat Okudsjava, Valentin Rasputin, Andrej Bitov, Andrej Voznesenskij m.fl.. Gorbatjov flirtede med dem ved at kalde dem til Kreml, lade dem deltage i offentlige høringer sammen med generalsekretæren eller ved at lade sig fotografere sammen med dem. Gorbatjov ville ved at påvirke kunstnerne påvirke selve kunsten, da han udmærket kendte litteraturens, digtningens og kunstens effekt på borgerne. Fra 1988-89 mistede han dog kontrollen over kunstnerne, der hellere brugte møderne i Kreml til at kritisere den førte politik end til at støtte den.



Det var først i 1990, at ytrings- og trykkefriheden blev indført i Sovjet ved lov, men allerede fra midtfirserne begyndte de indflydelsesrige litteraturtidsskrifter at udgive ny, kontroversiel og gammel, hengemt litteratur, som censuren tidligere fandt uacceptabel. De mægtigste tidsskrifter var »Novyj Mir« (»Ny verden«), »Znamja« (»Fanen«), »Junost« (»Ungdommen«), »Drusjba Narodov« (»Folkenes venskab«) og »Neva«. Alle disse tidsskrifter blev omkring 1990 usandsynligt efterspurgte og blev nærmest flået ned fra hylderne. Det var i disse blade, mange af de nye navne i russisk litteratur blev udgivet første gang: f.eks. Viktor Pelevin, Valerija Narbikova, Tatjana Tolstaja og Zufar Gareev.



Man kan i perioden 1986-90 finde helt nye navne, noveller og romaner side om side med klassikere, som qua censuren ikke kunne udgives tidligere. I 1986 publiceredes bl.a. værker af Platonov og Bek. I 1987 kom kritiske værker af bl.a. Rybakov (f.eks. »Børn af Arbat«), Trifonov (f.eks. »Forsvinden«) og Grossman (»Liv og skæbne«). I 1988 blev Pasternaks »Doktor Zjivago« udgivet officielt for første gang. Samtidig begyndte man sågar at udgive værker af eksilerede forfattere: i 1990 blev der udgivet så mange værker af Aleksandr Solzjenitsyn, som siden 70'erne havde levet i USA, at året undertiden betegnedes »Solzjenitsyns år«. Også flere af de forfattere, som i 1979 enten var blevet sendt i eksil eller pålagt skriveforbud som følge af almanakken »Metropol« (mest kendt er nok Aksjonov og Vojnovitj), fik værker udgivet. Med andre ord var situationen i disse år, at dømme efter udgivelserne i de toneangivende litteraturtidsskrifter, at nyt og gammelt blev udgivet side om side. Stemmer fra fortiden blandede sig med stemmer fra nutiden og indgik i en dialog med læserne, som begejstredes dels over den nye åbenhed, dels over muligheden for endelig at få den litterære sult stillet. Man skal huske på, at mange af værkerne, som tidligere havde været forbudte, havde cirkuleret i tætte kredse i enten samizdat eller tamizdat (udgivet 'på den anden side' dvs. i udlandet), og at værkerne via mund til mund-metoden var blevet legendariske. Nu blev de omsider udgivet!



Nye litterære retninger og strømninger i perioden

Den nye litteratur, som udkom i denne periode, falder inden for en række retninger, som alle er særdeles interessante at beskæftige sig med. Her vil jeg nævne tre retninger: 'Kunstnerisk prosa', 'den anden prosa' og 'postmoderne prosa'. Ikke bare litteraturen er spændende; litteraturkritikken er også et interessant studie, så derfor vil jeg begynde med en kort ekskurs om denne.



Det er svært at sige, om det skyldes den hæsblæsende udvikling i litteraturen, eller om den sovjetiske litteraturkritik ganske enkelt manglede redskaberne til at behandle det nye i litteraturen, men faktum er, at litteraturkritikken vakler gevaldigt i omtalen og behandlingen af de nye retninger. Nogle af de førende kritikere og teoretikere i perioden var Mark Lipovetskij, Michail Epsjtejn, Natalja Ivanova, Sergej Tjuprinin og - senere i 90'erne - Andrej Nemzer. Flere af disse opstod sammen med den nye litteratur, og de brød selv - på linje med forfatterne - med en tradition inden for kritikken. En illustration af kritikkens vaklen er, at alle de tre retninger, jeg nævnte ovenfor, blev introduceret nærmest på én gang og alle anvendt på én gang på en række forfattere, som var endog meget forskellige i deres stil og udtryk. En forfatter som Gareev blev den ene dag regnet for postmodernist, den anden dag for værende et eksempel på 'den anden prosa'. Valerija Narbikova led samme skæbne. Tatjana Tolstaja blev anset for tilhørende snart 'den anden prosa', snart den 'kunstneriske prosa'. Forvirringen er noget nær komplet indtil et stykke op i 90'erne, hvor nogle af de gamle stil-betegnelser blev glemt og andre klarere definerede.



'Kunstnerisk prosa'


'Kunstnerisk prosa' (artistitjeskaja proza) er betegnelsen for en retning, som dukkede op omkring midten af 80'erne, og som har en vis lighed med den fantastiske genre. Betegnelsen stammer fra teoretikeren Mark Lipovetskij, og den beskriver en litteratur, som indgår i en litterær tradition, der forbinder sovjet-russisk litteratur med verdenslitteraturen og har dybe rødder i den russiske litteratur. Ifølge Lipovetskij er retningens mâitre Vladimir Nabokov, men der nævnes også andre kendte navne, for eksempel Michail Bulgakov, Isak Babel, Daniil Charms, Ilf og Petrov, Michail Zosjtjenko og Jurij Olesja, som repræsentanter for en tradition, der blev grundlagt af Gogol og Leskov. Karakteristisk for denne type litteratur er en leg med stilen og en slags ornamental outrerethed. Det er en retning, i hvilken historien og kulturen indgår som bærende elementer, og der bygges på en litterær tradition, som har udviklet sig igennem en lang periode. Jeg opfatter i denne retning en indirekte kulturkritik, som kunne formuleres med Bulgakovs ord: At der rives mere ned, end der genopbygges.

 Et eksempel fra 80'erne på denne retning er Tatjana Tolstajas novelle »Serafim«, som handler om en skikkelse, Serafim, der ser sig selv som en engel og lever efter et ideal om den allerhøjeste fysiske og psykiske renhed - hovedpersonens navn er derfor ikke valgt tilfældigt. Engleskikkelsen er omgivet af en beskidt, nedrig verden, der konstant truer med at forurene hans verden og forstyrre hans cirkler. Omgivelserne tvinger engleskikkelsen til at tage afstand til og udvikle en afsky mod alt og alle, og i den tvetydige afslutning viser det sig, at engleskikkelsen i virkeligheden er et uhyre.



'Den anden prosa'
Betegnelsen 'den anden prosa' (drugaja proza) blev i midtfirserne anvendt af kritikken om al ny litteratur, som enten var samfundskritisk, farlig, eksperimenterende eller på anden fundamental måde på tværs af den 'gode' sovjetiske smag. Benævnelsen var ment klart nedsættende og havde karakter af en rodekasse. Det nedsættende bestod i ordet 'drugaja' (den anden), hvilket skulle forstås som en antydning af, at denne slags litteratur ikke var rigtig litteratur, som overholdt præmisserne for en sådan, og at den var underlødig. Alene det, at man ikke kunne finde nogen opbyggelig eller i samfundsmæssig øjemed anvendelig funktion ved litteraturen, var med til at stemple den i kritikkens øjne. Denne litterære retning er ikke veludforsket, men det er min opfattelse, at det er en selvstændig retning og ikke kun en deklassificerende betegnelse.

 De forfattere, som hører hjemme i denne retning, er for eksempel Zufar Gareev - en i Danmark helt ukendt forfatter. Et meget klart eksempel på litteratur af typen 'den anden prosa' er hans novelle »Park«, som handler om livet i en sovjetisk kulturpark. Kulturparken er en størrelse, som ikke rigtig kendes i Danmark: det er en kombination af tivoli, sportsplads og permanent kulturfestival. Gorkij Park i Moskva var en sådan kulturpark.

Hos Gareev tjener kulturparken som et billede på livet i Sovjetunionen. Det er et sted, man tvinges til at gå hen for at more sig, blive underholdt, få en kulturel indsprøjtning og blive indoktrineret med den sande ideologi. Livet i kulturparken står i grel kontrast til virkeligheden uden for parken, der er grå, trist og mangel-præget, men inden for parkens mure fortsætter den evige fest, det uendelige karneval. Netop kontrasten mellem livet i parken og virkeligheden udenfor giver novellen en fuldstændig absurd drejning, hvilket ikke mindst skyldes et sprog, som er en blanding af den særlige russiske form for folkesprog, der kaldes blatnoj jazyk (som kan oversættes med slang eller forbrydersprog), almindeligt sprog og kommunistiske slagord og paroler. Alle tre elementer flyder ind og ud mellem hinanden.



 Natalja Ivanova har kaldt den nære forbindelse til den sovjetiske virkelighed for 'sovjetmenneske-tekst' (sovkovyj tekst), og det er efter min opfattelse det, der karakteriserer denne retning og adskiller den fra f.eks. postmodernismen. Andre forfattere, som jeg vil placere i denne strømning, er Vjatjeslav Petsukh og Venedikt Erofeev, der er kendt for værket »Moskva-Petusjki«, som blev skrevet i 1960'erne, men som først blev udgivet sidst i 80'erne.

'Postmoderne prosa'

Den 'postmoderne prosa' holdt sit indtog sidst i 80'erne. Man kan hævde, at en forfatter som Andrej Bitov også har skrevet postmodernistisk litteratur med f.eks. »Pusjkinhuset« fra 1978, men den rendyrkede postmodernistiske litteratur dukker efter min mening først op sidst i 80'erne.

Ét af de klareste eksempler på russisk postmodernisme er forfatteren Valerija Narbikova, som foruden litteraturen også beskæftiger sig med malerkunst. Hun debuterede i 1988 og udgav omkring 1990 en række noveller i tidsskrifter og i bogform. Især én af novellerne, »Ravnovesie sveta dnevnych i notjnych zvjozd« (»Ligevægten mellem dagens og nattens stjerner«) bragt i tidsskriftet »Junost« i 1988 skabte røre på grund af den indledende sætning: »Vi ved, hvad hun ville, og vi ved, med hvem hun ville det«, hvilket var en direkte hentydning til sex - et tabubelagt emne i sovjetisk litteratur. Men trykt blev det, hvilket måske skyldes indflydelse fra Andrej Bitov, der var hendes lærer på forfatterskolen.

 

Den russiske postmoderne litteratur minder meget om den vestlige. Men typisk for den sovjet-russiske postmodernisme er et element af en eksistens efter fremtiden - efter døden. Heri ligger der efter min mening en henvisning til den sovjetiske ideologis erklæringer om, hvornår man ville nå det kommunistiske samfund, fremtiden, utopien. De postmoderne forfattere lader ofte handlingen - i det omfang der er en sådan - foregå i det, der kunne være ruinerne efter det utopiske samfund, og i netop dén forbindelse finder jeg i den sovjet-russiske litteratur en rystende præcis beskrivelse af det russiske samfund efter den kommunistiske utopis død. Hos mange postmodernister spiller døden indirekte en rolle, idet man får det indtryk, at personerne i teksten er døde samtidig med utopiens undergang. Jeg vil derfor hævde, at man lige så vel kunne kalde den sovjet-russiske postmoderne litteratur for postutopisk.

 

Blandt periodens postmoderne forfattere regner jeg blandt andre Valerija Narbikova, Dmitrij Bakin, Jurij Budja og til dels Viktor Pelevin.

Afsluttende

Der forestår stadig et stort arbejde med at behandle litterære strømninger i perioden 1986-1991, med at analysere værkerne og med at indplacere litteraturen i en international kontekst. Perioden er meget spændende at beskæftige sig med, men eftersom størstedelen af dens værker endnu ikke er oversat fra russisk, er der ingen vej uden om at lære dette smukke sprog at kende. Alle store og små værker, som repræsenterer det nye i russisk litteratur i denne periode, ville jeg kalde for hovedværker. Der er nok at tage fat på!


Litterære værker

:
Dmitrij Bakin: »Strana proischosjdenija«. Sankt-Peterburg, 1996 (novellesamling)
Jurij Bujda: »Otdych na puti v Indiju«, in »Prusskaja nevesta«. Moskva, 1998 (novellesamling)


Zufar Gareev: »Park«. Egen samizdat-kopi. Findes også in »Drusjba Narodov« 7-1991 (formentlig forkortet version); »Multiproza. Povesti«. Moskva, 1992 (novellesamling)


Valerija Narbikova: »Izbrannoe ili sjopot sjuma«. Moskva 1994 (novellesamling). (Narbikovas noveller findes i engelsk og tysk oversættelse)


Tatjana Tolstaja: »Serafim«, in »Novyj Mir« 12-1986. (Dansk oversættelse findes i Institutbladet for Slavisk, Samizdat, 3. årgang nr. 1, Århus, 1996).
Flere af Tolstajas noveller er oversat til dansk



Artiklen har været bragt i tidsskriftet Standart (www.standart.nu) 

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD