dotcomwebdesign.com
Velkommen > Artikler > Efter 1985 > Et forfatterskabs hjemkomst

Et forfatterskabs hjemkomst

- om Nabokov Museet og den 'litterære' by Skt. Petersborg



Af Ole Nyegaard



Skt. Petersborg er uvirkelig på mere end én måde. Peter den Store grundlagde byen som det russiske imperiums moderne hovedstad efter europæisk forbillede. Derfor virker Skt. Petersborg urussisk på mange russere. Det umiskendeligt russiske islæt midt i det velkendt europæiske, den barokke arkitektur samt det fortravlede storbyliv, gør derimod byen fantasmagorisk for mange europæere. Dostojevskij kaldte Skt. Petersborg for den mest abstrakte by på kloden.



For en litterat bliver Skt. Petersborg uvirkelig på en anden måde, idet så mange hovedværker foregår her, at stedet nærmest synes overjordisk - befolket med personer fra Pusjkins, Gogols, Tolstojs, Dostojevskijs og Belyjs værker - og befinder sig i en udefinerbar grænsezone mellem fiktion og virkelighed.



Man kan for eksempel tage på en »Raskolnikov tour«. Guiden viser fornøjet rundt i det kvarter, hvor dramaet omkring øksemorderstudenten udspilledes. Ved hver en urindunstende portåbning vi passerer, udbryder hun i et begejstret »mmm, very Dostoevskian!«. Men selv om Dostojevskij har levet og arbejdet i det der en gang var byens mest elendige, snavsede og umenneskeligt fattige kvarter, så virker det i dag forholdsvis fredeligt og rent (elendigheden er i dag flyttet uden for bymidten, ud i de usle betonklodser som blev fabrikeret i Sovjettiden). Sennajapladsen, hvor turen starter, og hvor Raskolnikov til sidst bekender sin brøde og, »med en følelse af lykke og nydelse«, kysser den hestemøgsbestrøede jord, er nyrenoveret og ganske renskuret. Ikke meget Dostojevskij dér - men Coca Cola-reklamer og pizzabarer. Turen slutter ved pantelånersken. Porten er låst. Beboerne er forståeligt nok trætte af de evindelige Dostojevskijturister, der støjende samles i opgangen. Det lykkes os dog at snige os ind og få et kik. Væggene foran den afspærrede dør er overmalede med graffiti. Et sted har en spøgefugl skrevet: »Don't do it Rodion!«



Sådan er det hele tiden i Skt. Petersborg. På mange måder én stor litterær og politisk kulisse, hvor hvert sted har sin aura af fiktion og fortid. Selvom Raskolnikov aldrig har levet, og pantelånersken heller ikke, bliver deres skæbner alligevel taget som næsten lige så virkelige som alle de historiske dramaer, der vitterligt har fundet sted i byen - revolutioner, statskup, belejringer, hungersnød og meget andet.



Bolsjaja Morskaja 47

I 1922 sluttede en ung kvinde, Gerda Schönebeck, sig til sin mand, der var udstationeret af Store Nordiske Telegrafselskab som telegrafbestyrer i Petrograd, som byen hed den gang. Hun skrev hjem til sine forældre om stemningen i »den sørgelige by«, om tiggerne, og om sin benovelse over det overdådige hjem, man havde stillet til selskabets disposition. Om engelske klubmøbler i rødt skind, om rokokoornamenter på væggene: »Badeværelset er så stort som vores spisestue i København med mahognivægge og marmorbadekar. Til og med væggene på wc'et er af mahogni. Det har været en af Petrograds rigeste mænd, som har boet her. Nu er ejeren skudt, og familien lever i armod i Berlin«.



Ejeren var politikeren Vladimir Dmitrovitj Nabokov (1870-1922), forfatterens far. I Berlin, under et politisk møde i marts samme år, ville han forhindre et politisk attentat på en kollega, og blev følgelig selv skudt af en hjøreorienteret monarkist (der senere gjorde karriere under Hitler). Huset, som Gerda Schönebeck beskrev i sine breve hjem, var Vladimir Vladimirovitj Nabokovs (1899-1977) barndomshjem. Efter han i 1917 forlod Skt. Petersborg og dermed palæet på Bolsjaja Morskakaja 47 og familiens landsted, boede han udelukkende til leje; efter berømmelsen med »Lolita« flyttede Vladimir og Vera Nabokov ind på et hotel i Montreux. Huset i Skt. Petersborg forblev det eneste virkelige hus i Nabokovs liv.



Barndomshjemmet og sommerresidensen blev beskrevet i Nabokovs erindringer »Speak, Memory«. På første sal i Petersborgpalæet i moderens soveværelse blev Nabokov født. Fra palæet blev den unge Nabokov hver dag i vinterhalvåret kørt i automobil ud langs Nevskij Prospekt til den progressive Tjenisjev Skole, hvor også Mandelstam gik. I stueetagens store konferencerum med de sirligt udskårne trælofter og paneler afholdt faderen utallige møder ¬- udspioneret af en tjener der også arbejdede for Zarens hemmelige politi. Fra et karnapvindue på første sal havde Nabokov udsyn over forskellige gadekampe ved revolutionens udbrud. Hvert rum har en historie. Og som husene hvor Dostojevskij boede, og gaderne hvor Raskolnikov vandrede, er Bolsjaja Morskaja 47 nærmest blevet fiktion.



Under Sovjetstyret (1917-1991) interesserede man sig ikke synderligt for fordums aristokraters huse, og husets indre blev udsat for en del forandringer. I 1993 blev et enkelt værelse i huset åbnet som et lille uofficielt museum, og fra 1998 fungerede hele stueetagen officielt som Nabokov Museum. I 1999-2000 restaurerede man stueetagen, og i dag får man, trods de spor tiden har sat, et tydeligt indtryk af, hvordan huset så ud, da familien Nabokov boede der.



Husets andre etager bebos af en avisredaktion. Af og til kan man bese faderens kontor på overetagen - et overdådigt kontor med nøddetræspaneler hele vejen rundt og en fantastisk pejs. Men det sker kun efter aftale med redaktionen. I de sidste par år har museet kæmpet en kamp for, i lighed med andre af byens kulturelle organisationer, at slippe for at betale bystyrets eksorbitante huslejer. I 2004 lykkedes det. For at sikre museet en stabil indtægt ud over de minimale entréindtægter har Dmitri Nabokov, forfatterens søn, doneret sine indtægter fra de russiske udgaver af faderens værker til museet og andre venner af museet giver penge.



Der holdes løbende små kunstudstillinger, der kan ses sammen med effekter fra Nabokovs liv - signerede bøger, sommerfugle, en annoteret bog om Lepidoptera (med et »wrong!« i margen ud for en særligt graverende fejl), en pincenez, fotos, et scrabblespil, enkelte af Nabokovs blyanter og nogle af de kartotekskort, hvorpå han i de senere år skrev sine bøger. Der afholdes foredrag, og til ære for Joyce fejres Bloomsday hvert år. I 2002 holdt man et stort Nabokov Symposium med oplæg af Nabokov-forskere fra det meste af verden. En fast årlig begivenhed er »Nabokov-101«, en særlig sommerskole hvor studerende og andre interesserede har mulighed for at blive undervist af førende Nabokovspecialister.



Hjemvendt posthumt

Sovjetunionens sammenbrud har gjort det muligt for eksilerede forfattere at vende hjem, nogle endda posthumt, som Nabokov - 14 år efter hans død. Hans og andre emigrantforfatteres værker var ikke velsete under Sovjetstyret, ligeledes havde Nabokov ikke meget tilovers for proletariatets diktatur og dets provinsielle filisteri. I dag findes hverken Sovjetstyret eller de europæiske hovedstæders emigrantmiljøer, som dannedes i mellemkrigsårene. Dette giver anledning til nogle spørgsmål.



Er det hele egentlig ikke resultatet af nysgerrige litterært interesserede turister? Mange ser Nabokov som en verdensfjern aristokrat, der yndede det æstetisk forfinede og ikke gav en døjt for sin samtid, og man kunne få en mistanke om, at russere, der har gennemlevet Sovjetstyret, anser Nabokov for et fortidslevn, og spørge til hans russiske læserskare - til i hvor høj grad dette er et russisk projekt? Bortset fra nogle ungdommelige digte skrev og udgav Nabokov alle sine bøger i eksil. I USA er den engelsksprogede del af forfatterskabet udkommet i »American Library« udgaver, og man kan således argumentere for, at han hovedsagelig er en amerikansk forfatter. Og når hovedparten af forfatterskabet er skrevet og udspiller sig i eksil, hvordan har russerne så taget ham til sig?

 Hertil svarer museets direktør Tatyana Olegovna Ponomareva:



»Før Gorbatjov var Nabokov kun kendt blandt en snæver kreds af læsere, for det meste litterater i Moskva og Leningrad, som havde adgang til kopier, der blev smuglet ind fra udlandet. Nabokov blev ikke kopieret i samme udstrækning i samizdat (selvudgivelse (red.)) som de russiske 'martyrer' (selvom vi har en samling af samizdat udgaver af Nabokov i muséet). Så da hans værker blev masseudgivet, var det sand åbenbaring. I dag er det, som det er med så mange gamle forelskelser, ikke så intenst som i starten; men ulig mange andre forfattere, der først blev udgivet herhjemme i senfirserne, har Nabokovs ry holdt sig, og han bliver stadig udgivet og læst i stor stil.



Nabokov har helt sikkert en større læserskare i nutidens Rusland end f.eks. Mandelstam eller Pasternak. Bulgakov er lige så populær, men kun for »Mesteren og Margarita«. Det faktum, at Nabokov var eksileret, var vigtigt, da emigrantlitteraturen blev 'opdaget' for første gang i Rusland, og de russiske læsere og andre fandt endnu en klassiker på deres eget sprog. Hans eksilstatus gjorde hans kunst desto mere tiltrækkende (om end han manglede den 'martyrstatus', som var så udbredt blandt [sovjetiske] forfattere fra hans generation). Nu ændrer dette sig med de nye læsere, der kommer til. For yngre russere, som ikke har oplevet, hvordan det var at leve bag jerntæppet, betyder Nabokovs eksil ikke så meget, og den hjerteskærende tone i hans kunst går tabt. Hermed er deres præferencer også forandrede. Mens de ældre læsere foretrak hans erindringer, »Glory«, og »The Gift«, så ser det ud til, at de yngre mere nyder »Lolita«, »Pale Fire« og »Ada««, fortæller hun.



Pejlemærke
Som så meget andet ved Skt. Petersborg er Nabokovs tilstedeværelse i denne by nok spøgelsesagtig. Han ville sikkert ikke bryde sig om den prangende vulgaritet, man i dag ser nyrige russere paradere på Nevskij Prospekt, eller være synderligt begejstret for de nye ledere, der nok har afløst det gamle diktaturs identitetsløse frontfigurer, men som stadig kerer sig mere om magten end en egentlig løsning af landets kolossale problemer. Det Rusland, forfatteren forlod efter revolutionen, er væk sammen med aristokratiet og den klasseløse intelligentsia, der kæmpede for Zarstyrets afskaffelse.



På samme vis er den russiske diaspora, den kultur der voksede frem i emigrationskredse i Paris, Berlin, Prag og Riga - og som blev Nabokovs kulturkreds - i dag næsten glemt. Ikke desto mindre bliver Nabokov læst (både i kulørte kitschede piratudgaver og i den autoriserede Symposiumudgave af hans samlede værker) og fungerer som pejlemærke for forfattere så forskellige som Bitov, Tolstaja og Pelevin. Ligesom selve byen, der både er (og ikke er) russisk og europæisk, fiktion og virkelighed, og lige som Raskolnikov, der aldrig har levet men alligevel synes at have, således forbliver Nabokov - emigranten, aristokraten og amerikaneren - alligevel håndgribelig i Skt. Petersborg.




 


Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Standart (www.standart.nu)
 

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD