dotcomwebdesign.com
Velkommen > Artikler > 1917-1985 > Woland – den nødvendige skygge i Mesteren og Margarita

Woland – den nødvendige skygge i Mesteren og Margarita

Af Johannes Nidam
 
I Mikhail Bulgakovs (1891-1940) Mesteren og Margarita fremstår Woland som en djævel med en tvetydig fremtoning, der kalder på stærkt varierende tolkninger. En kritiker som George Krugovoy ser Woland som en gennemført snedig og kynisk bedrager, mens flere kritikere betragter ham som en slags ”Satan med et hjerte af guld”(1). Mit ærinde er her ikke at afgøre om denne figur er overvejende god eller ond, men jeg vil i det følgende karakterisere Woland som djævleskikkelse sat i forhold til både det nye og det gamle testamentes billeder af Satan som figur samt forsøge at identificere, hvilken rolle Woland – i sin egenskab af djævel eller Satan - spiller i romanens opstillede metafysik.
 
Vi erfarer som læsere, at Woland er djævelen, Satan selv. Mesteren fortæller direkte Ivan ”Den Hjemløse”, at den herre, han tidligere mødte, var Satan, romanens treogtyvende kapitel bærer titlen ”Satan’s Grand Ball”, og sent i romanens handling benævnes Woland helt konkret med navnet Satan (2). Det er dog komplekst at afgøre, i hvilken grad denne Satan lever op til traditionelle teologiske beskrivelser af djævleskikkelsen. Hvordan forholder denne skikkelse sig til et billede af djævelen som fristeren, ondskabens ophav og Guds polære modstander? I det nye testamente (og den heraf følgende konventionelle kristne tradition) har skikkelsen Satan status af at være den inkarnerede ondskab, den onde i absolut forstand, Guds magtfulde modpol og oprørske modstander. Han er både Guds og menneskets fjende, der optræder som ”fristeren” (Satan frister selveste Kristus i ørkenen, og i Paulus’ første brev til Tessalonikerne udtrykkes frygt for at ”fristeren” har fjernet troen hos nogle(3)). Som en ”løgnens fader”(4) og ”en brølende løve” søger han ”hvem han kan opsluge”(5), og i Johannes Åbenbaringens apokalypse skildres denne Guds fjende endelig som ” dragen, den gamle slange”(6).
 
Woland afviger betragteligt fra dette nytestamentlige billede af Satan som værende Guds oprørske modstander og menneskets ultimative fjende. Woland synes ikke engang at være i opposition til Gud og hans orden, og han synes både at straffe og belønne, destruere og hjælpe. Woland udgør en udstillende instans, der gennem sine og sit slængs ved første øjekast arbitrære, absurde narrestreger og blodige eller skræmmende numre udstiller Moskvas borgeres i forvejen ”sataniske impulser”, som kritikeren Laura D. Weeks udtrykker det(7). Ved Woland og hans slængs skandaløse show i Varietéteatret er denne fremgang særlig tydelig. Den groteske, sorte magi afslører folks egoistiske grådighed ved regn af pengesedler, deres forfængelighed ved fremtrylleri af luksusmodevarer samt dobbeltmoral ved afsløringen af De Moskovitiske Teatres Akustiske Kommissions formands affære med en skuespillerinde. Wolands ubelejlige, men vigtige spørgsmål om hvorvidt Moskvas borgere har ændret sig i deres indre(8) besvares med pinagtig tydelighed via showets uanstændige løjer: uanset en ”avancering” ind i et sovjetisk samfund, hvor lighed og kammeratskab burde dominere, er mennesket stadig det samme egoistiske væsen på indersiden. Det sataniske i samfundet fremhæves af Woland, mere end det igangsættes af ham.
 
Man kan argumentere for, at Woland i ovenstående scene optræder som en nytestamentlig djævelsk frister, men her må man samtidig se på, hvem det er, han ”frister”. I Det Nye Testamente frister Djævelen i særdeleshed de fromme, gode mennesker. Djævelen lurer konstant på at lokke alle til fortabelse, lige fra den syndfri Jesus i ørkenen til den kristne i kamp for sin frelse. Mesteren og Margaritas djævel frister mere de allerede ”fristede” (det vil sige hovedparten af de mennesker, vi møder i 1930ernes Moskva): de korrupte, de forfængelige, de bestikkelige, de utro, de arrogante og selvretfærdige. Edward Ericson skriver, at Woland kun har ”lidt, hvis overhovedet noget” af fristeren over sig(9), mens Laura D. Weeks’ passende betegner Woland som en ”tester” af mennesker mere end en decideret ”frister”(10). Heltinden Margarita testes i særdeleshed, og ja, Woland ”frister” eller lokker Margarita til at agere værtinde ved Satans bal med løfter om belønning, men det skal her fremhæves, at Margarita ikke lokkes til evig fortabelse ved at ”sælge sin sjæl”. Den lovede belønning, som hun i kapitel XXII undlader at spørge Woland om (og dermed består endnu en test), udebliver heller ikke, hvad man ellers kunne forvente af djævelen, kaldet ”løgnens fader” i Det Nye Testamente.
 
I romanen udvises også en form for drilagtig ondskabsfuldhed, som ikke lever op til vores traditionelle forventninger om destruktiv, dæmonisk adfærd. Bulgakov iscenesætter et effektivt spil mellem læserens forventninger om djævelske ugerninger og så disse handlingers reelle konsekvenser. For eksempel beder Behemot Woland om lov til at kyle Stjopa ”ad helvede til”(11), hvorefter dette ”helvede”, Stjopa vågner op i, viser sig at være solbeskinnede Jalta, det i Sovjettiden yndede feriested i det sydlige Ukraine. Man kunne dog, som flere af romanens karakterer gør det, mene, at Woland direkte er skyld i Berlioz’ død – hvad der afgjort ville være en ”djævelsk” irreversibel handling, men det skinner frem i teksten, at Woland blot konstaterende gør den ellers selvsikre, ateistiske forfatter opmærksom på, hvad der allerede er skæbnebestemt (eller rettere planlagt af Gud formentlig). Woland hentyder til en allerede fastlagt, større plan for historiens gang og menneskets liv (som Berlioz skråsikkert mener selv at være herre over). Woland siger således gådefuldt:


”Annushka has already bought the sunflower oil and not just bought it, but spilled it as well. So the meeting won’t take place”(12)

Woland nævner her detaljer, der uundgåeligt vil føre til Berlioz’ død og dermed umuliggøre Berlioz’ planlagte møde. Woland hverken iværksætter eller modarbejder Berlioz’ død, og det synes her langt fra som om, at han som Det Nye Testamentes oprørske Satan modsætter sig Guds forudbestemte planer. At Woland måske endda er en del af en guddommelig orden og ikke dens fjende skinner tydeligt frem i romanens afsluttende kapitler. Woland modtager således ordrer fra Jeshua (romanens transformerede Jesus-skikkelse) om at give Mesteren, som ikke har gjort sig fortjent til ”lyset”, fred sammen med sin elskede Margarita. At Woland efter det store, sataniske bal lader Margarita udøve barmhjertighed over for Frida, men selv afviser at blande sig, eftersom barmhjertighed ikke er i hans ”afdeling”(13), understreger yderligere, at Woland er placeret i en form for ”himmelsk hierarki”, som Weeks udtrykker det(14). Woland indgår altså i et kosmologisk system, hvor Gud må ses som øverste instans – og er i Mesteren og Margarita altså ikke en hadsk trodser og fjende af Gud som det nye testamentes Satan er det. Wolands egne, berømte ord om nødvendigheden af mørkets eksistens underbygger, at Woland selv har en plads i et kosmologisk hierarki:
 

You pronounced your words as if you refuse to acknowledge the existence of either shadows or evil. But would you kindly ponder this question: What would your good do if evil didn’t exist, and what would the earth look like if all the shadows disappeared? After all, shadows are cast by things and people. Here is the shadow of my sword. But shadows also come trees and living beings. Do you want to strip the earth of all trees and living things just because of your fantasy of enjoying naked light?(15)

Skyggen, det onde er nødvendigt og en forudsætning for lysets trivsel, og dette motiv er tidligere antydet ved Satans bal i Wolands erklæring om, at den jord, hvori Baron Maigels blod er flydt allerede har klynger af druer groende(16). Baron Maigels abrupte død virker øjensynligt til en form for opretholdelse af balance i den universelle orden.
 
Laura Weeks har påpeget ligheden mellem Woland og det gamle testamentes Satan, som tjener som en slags skeptisk iagttager eller anklagende advokat i Guds orden:


In the Hebraic Old Testament tradition Satan is not yet the arch-villain, the source of all moral evil, and the enemy of God and man familiar from the New Testament. He is instead the earthly administrator of divine justice, the public prosecutor, so to speak.(17)

Woland, der har sin egen ”afdeling” kan forstås i tråd med det gamle testamentes tradition, hvor Satan er en “jordisk administrator af guddommelig retfærdighed”. I Zakarias Bog, tredje kapitel figurerer Satan som en anklager ved en guddommelig retssag, og i Jobs Bog har Satan i særdeleshed status af at tilhøre en form for hierarki under Gud:
 
Nu hændte det en dag, at Guds sønner kom og trådte frem for Herren, og iblandt dem kom også Satan. Herren spurgte Satan: ”Hvor kommer du fra?” Satan svarede Herren: ”Jeg har gennemvanket jorden på kryds og tværs.”(18)
 
Satan optræder her hverken som ondskabens ophav eller Guds ærkefjende. Satan aflægger så at sige rapport for Gud sammen med Guds andre engle, og hans efterfølgende afprøvning af Jobs fromhed sker kun efter tilladelse fra Gud. Satan er altså i det gamle testamentes tradition underlagt Guds orden ligesom Woland i Mesteren og Margarita er det og udfylder en rolle som en form for afprøver eller ”tester”, ligesom Woland, som vist, gør det over for Moskvas borgere og i særdeleshed Margarita. Satan tvivler på Jobs gode og gudfrygtige natur(19) og er dermed en skeptiker, når det kommer til godhedens dominans i menneskets natur, ligesom Woland, der eksempelvis ved forestillingen på Varietéteatret gennemskuer og udstiller folks grådighed og forfængelighed. Endvidere ses også en slående lighed mellem de to Satan-skikkelser i det faktum, at Satan i Jobs Bog er en omrejsende vandrer, ligesom ”udlændingen” Woland er det. Dog er sammenligningen med det gamle testamentes Satan ikke helt gennemført, eftersom Woland, som Weeks andetsteds også påpeger, ”synes lige tilpas med at udmåle belønning eller straf”(20). Woland er som en ”satan” ikke kun anklager eller straffeinstans. Han sørger eksempelvis for, at Mesterens roman ikke er brændt, men tilbyder Mesteren en mulighed for i efterlivet at frigøre sin helt, Pontius Pilatus, og dermed færdiggøre sin roman. Desuden belønner han Margarita med forening med Mesteren samt giver ikke mindst anledning til, at Margarita i sin midlertidige tilstand som heks kan få hævn over hendes og Mesterens værste fjender og hadeobjekter: det ondskabsfulde litterære etablissement, som har fordømt Mesterens værk.
 
Woland adskiller sig altså væsentligt fra det nye testamentes Satan samt vækker betragtelige minder om det gamle testamentes. Sammenhængen med den gammeltestamentlige Satan øger forståelsen af figuren Woland, som i sidste ende dog må siges at være en unik, sammensat figur fremmanet af Bulgakov i en dristig leg med teologiske konventioner. Satanfiguren får i Bulgakovs version sin eget komplekse symbolske og tematiske betydningsladning - som en djævleskikkelse, der udgør en nødvendig ”skygge” i romanens kosmologiske verdensorden.

 


Noter
(1) Weeks (red.), 1996: 85
(2) Bulgakov, 1995: 304
(3) Paulus første brev til Tessalonikerne 3, 5
(4) Johannes-Evangeliet 8, 44
(5) Peters første brev 5, 8
(6) Johannes’ Åbenbaring 20, 2
(7) Weeks (red.), 1996: 130
(8) Bulgakov, 1995: 101
(9) Weeks (red.), 1996: 87
(10) Weeks, 1984: 231
(11) Bulgakov, 1995: 70
(12) Ibid.: 10
(13) Ibid.: 242
(14) Weeks (red.), 1996: 43
(15) Bulgakov, 1995: 305
(16) Ibid.: 234
(17) Weeks, 1984: 226
(18) Jobs Bog 1, 6-7
(19) Jobs Bog 1, 9-11
(20) Weeks (red.), 1996: 43
 
Litteratur
Bibelen, Det danske bibelselskab, 1991
 
Bulgakov, Mikhail: The Master and Margarita, Vintage Books, New York, 1995.
 
Weeks, Laura D. (red.): The Master & Margarita – A Critical Companion, Northwestern University Press, Evanston, Illinois, 1996.
 
Weeks, Laura D.: “Hebraic Antecedents in the Master and Margarita: Woland and Company Revisited”, Slavic Review, Vol. 43, No. 2 (Summer, 1984), The American Association for the Advancement of Slavic Studies, 1984.

 

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD