dotcomwebdesign.com
Velkommen > Artikler > 1917-1985 > Sovjetlitteratur i perioden 1917-1985

Sovjetlitteratur i perioden 1917-1985

Af Loa Brix



Årstallene 1917 og 1985 markerer den historiske ramme for en meget splittet sovjetisk litteratur. Splittelsen var markeret ved to poler i form af en officiel og en uofficiel litteratur. Den officielle litteratur var den, der slap gennem censuren og blev udgivet på normal vis, mens den uofficiel litteratur omfatter alt det, der ikke levede op til forfatterforeningens forskrifter og derfor blev udgivet gennem alternative kanaler. Den officielle litteratur var bl.a. kendetegnet ved den socialistisk realistiske genre, som forfattere benyttede sig af i varierende grad gennem perioden. Den havde en række forløbere bl.a. i organisationen Proletkults initiativer fra 1917 til 1920’erne.



Den socialistisk realistiske genredoktrin blev først fastlagt på den alsovjetiske Forfatterkongres i 1934, men havde været efterstræbt i praksis lang tid forinden  således er to af genrens mest kendte eksemplarer i form af Maksim Gorkijs Moderen og Fjodor Gladkovs Cement skrevet i henholdsvis 1907 og 1925. Ifølge retningslinierne skulle litteraturen benytte en realistisk metode, kendt fra bl.a. Tolstoj og Tjekov, kombineret med et folkepædagogisk sigte. I oplægget til forfatterkongressen hed det således, at litteraturen skulle stå for den: ”ideologiske formning og opdragelse af det arbejdende folk i socialismens ånd.” (citeret fra Eigil Steffensens Nyere russisk litteraturkritik). Udover Gorkij og Gladkov er forfattere som Jurij Libendinskij, Nikolaj Ostrovskij, Valentin Katajev og Iilja Ehrenburg også med til at forme profilen af den officielle sovjetiske litteratur.



Selvom den socialistisk realistiske genredoktrin blev forsøgt efterstræbt af en lang række forfattere, var den i realiteten umulig, hvorfor den aldrig rigtig kom til at fungere i praksis. Det folkepædagogiske sigte indebar en fremstilling af de visioner, der skulle være med til at forme det fremtidige kommunistiske samfund, mens realismen krævede en troværdig fremstilling af virkeligheden. Det visionære og det realistisk  det fremtidige og det nutidige  var umulige at inkorporere side om side i det enkelte værk. Realismen gav derfor plads for en vis grad af skepsis som kom til at forstyrre optimismen og folkepædagogikken.



Og ligesom den officielle litteratur indeholdt andet end partipropaganda, bar den uofficielle litteratur også præg af andet end systemkritik. Generelt favner undergrundslitteraturen alt fra æstetiske eksperimenter og avantgarde over politisk agitation og samfundskritik til grotesk og fantastisk litteratur. Internationalt berømte værker som f.eks. Boris Pasternaks Doktor Zhivago (1957), Mikhail Bulgakovs Mesteren og Margarita (1967) og Andrej Bitovs Pusjkinhuset (1978) eksisterede oprindelig kun som undergrundslitteratur. Det vil sige, at de kun kunne opnå udbredelse via samizdat (selvudgivelse), hvilket reelt betød distribution af maskinskrevne ark fra hånd til hånd, eller gennem udgivelse i udlandet  også kaldet tamizdat (udgivet ”derovre”).

 I 1950’erne og 60’erne blev der langsomt løsnet op for det spændte litterære klima i Sovjetunionen. Det skete bl.a. med Nikita Khrusjtjovs opgør med Stalin efter dennes død i 1953 og den følgende tøbudsperiode, som var opkaldt efter Ilja Ehrenburgs roman Tøbrud fra 1954. Dette tøbrud gav anledning til en højere grad af ytringsfrihed i den officielle litteratur, hvilket kan spores i romaner som Vladimir Dudintsevs Ikke af brød alene (1954), Alexander Solsjenitsyns En dag i Ivan Denisovitjs liv (1961) og Vasilij Aksjonovs Stjernebilletten (1961), som kombinerer den grundlæggende loyalitet overfor sovjetstyret med en større grad af samfundskritik.

Tøbrudsperioden var dog ikke entydigt lig med en afspænding af det litterære klima. Specielt sidste halvdel af 50’erne var præget af nye stramninger, men overordnet set har de to årtier budt på interessante nye tendenser i litteraturen.

 Det var først med Gorbajovs perestrojka- og glasnost-reformer i 1985/86, at censuren begyndte at spille en betydeligt mindre rolle, og uofficiel og officiel litteratur smeltede sammen til en stor, nærmest kaotisk masse. Med glasnost fulgte en af de mest frugtbare perioder i russisk litteratur, hvilket bl.a. hang sammen med udgivelser af en lang række af de mesterværker, som alt for længe havde været forvist til undergrunden.

 

Powered By CMSimple.dk | Design By DCWD